Lars Ehlers pegede på webinaret på, at Danmark har opnået store besparelser på medicin gennem central styring, men at det samtidig lægger pres på lægernes frie ordinationsret og begrænser patienters adgang til ny behandling.
Professor i sundhedsøkonomi: Lægers frie ordinationsret er under voksende pres
Danmark har i løbet af få årtier bevæget sig fra et system med næsten fri ordinationsret til et sundhedsvæsen, hvor adgangen til ny medicin i langt højere grad afgøres centralt. Forklaringen er hverken ideologisk eller teknisk, men derimod økonomisk.
Sådan lød det fra professor i sundhedsøkonomi og administrerende direktør i Nordic Institute of Health Economics, Lars Ehlers, på webinaret ’Ånden i ordinationsretten’, som Medicinske Tidsskrifter holdt 19. marts 2026.
Ifølge Lars Ehlers er styringen vokset frem i takt med, at medicinen har ændret karakter. Hvor nye lægemidler tidligere typisk var forholdsvis billige og rettet mod store folkesygdomme, kommer der nu i stigende grad behandlinger til små patientgrupper med meget høje priser og mere usikker dokumentation på godkendelsestidspunktet. Det har tvunget Danmark til at bygge institutioner og mekanismer op, som både skal holde udgifterne i ro og sikre, at sundhedsvæsenet får mest mulig effekt for pengene.
"Vi er jo i en situation, hvor vi for 20-30 år siden havde et system, hvor der var i praksis meget tæt på fri ordinationsret. Til i dag, hvor adgangen til ny medicin i stigende grad er prioriteret og et resultat af nogle centrale prioriteringer," sagde Lars Ehlers.
I sit oplæg tegnede han et billede af et sundhedsvæsen, hvor prioritering ikke længere er et supplement til den faglige vurdering, men en integreret del af beslutningen om, hvem der får adgang til ny behandling. Han gennemgik samtidig forskellen på de to spor i det danske system: medicin i primærsektoren, hvor lægen udskriver recept, og patienten henter medicinen på apoteket, og medicin i sygehusvæsenet, hvor adgangen i høj grad går gennem Medicinrådet og Amgros.
I primærsektoren er det især konkurrence, generisk substitution og faste prismekanismer, der holder udgifterne nede. Når patentet udløber, og kopimedicin kommer på markedet, er systemet bygget sådan op, at apoteket som udgangspunkt skal udlevere det billigste præparat. Hver 14. dag konkurrerer virksomhederne desuden på pris. Ifølge Lars Ehlers har netop den model gjort Danmark til et af de lande, der internationalt fremhæves for lave medicinpriser i primærsektoren.
På hospitalsområdet er styringen anderledes og mere central. Her søger virksomhederne Medicinrådet om at få ny medicin anbefalet til brug på danske sygehuse, samtidig med at regionernes indkøbsorganisation Amgros kan forhandle fortrolige rabataftaler. Det er kombinationen af faglig vurdering og prisforhandling, der afgør, om et nyt lægemiddel får adgang til hospitalerne.
Lars Ehlers lagde ikke skjul på, at regnestykket samlet set ser fordelagtigt ud for samfundet. Besparelserne er store, lød hans vurdering, og væsentligt større end udgifterne til at drive styringssystemerne.
"De besparelser, der er på medicin, er mindst 10 gange så store, som den udgift, som de her institutioner er," sagde han.
Fire effektive mekanismer
Han beskrev fire mekanismer, som især har givet økonomisk effekt i sygehusvæsenet. For det første behandlingsvejledninger, hvor flere præparater kan sidestilles, så virksomhederne reelt sættes i konkurrence, selv om medicinen stadig er patentbeskyttet. For det andet kravet om, at et nyt lægemiddel skal stå mål med prisen, hvis det skal anbefales. For det tredje muligheden for, at virksomheder vender tilbage med en ny ansøgning og en lavere pris efter et afslag. Og for det fjerde selve fravalget af præparater, hvor Medicinrådet vurderer, at sundhedsvæsenet får mere ud af at bruge pengene anderledes.
Hans vurdering var, at den danske model samlet har givet et mere ensartet system. Samme principper gælder på tværs af landet, og prioriteringen foregår mere åbent, end den gjorde tidligere. Det har ifølge ham styrket den geografiske lighed og gjort det lettere at legitimere, at læger ikke længere frit kan tage alt ny medicin i brug.
Bagsiden af systemet
På webinaret tegnede han dog også et klart billede af bagsiden. For selv om systemet giver bedre budgetkontrol og mere sundhed for pengene, er det også et system, som sætter grænser for patienters adgang til behandling. Problemet er mest synligt på sygehusområdet, hvor en del af de nye lægemidler ikke bliver anbefalet.
Han pegede på, at afslaget kan opleves meget konkret for patienten. Især når der findes en behandling, som er godkendt og markedsført, men som alligevel ikke bliver tilbudt i Danmark. Her bliver prioriteringslogikken let til et spørgsmål om værdi og værdighed set fra patientens side.
"Muligvis har vi en lidt for restriktiv adgang herhjemme, i hvert fald set med en patientperspektiv," sagde Lars Ehlers.
Netop patienter med sjældne sygdomme fyldte meget i hans oplæg og i den efterfølgende samtale. På mange af de områder findes der kun få eller ingen behandlingsmuligheder i forvejen. Når der så kommer et nyt lægemiddel med høj pris og usikker dokumentation, og Medicinrådet siger nej, rammer afslaget hårdere end på områder, hvor der allerede er flere alternativer.
Det er her, han ser en af de mest presserende diskussioner frem mod evalueringen af Medicinrådet. Spørgsmålet er, om medicin til sjældne sygdomme skal vurderes efter præcis samme målestok som behandlinger til store patientgrupper, eller om alvorlighed og mangel på alternativer skal vægte tungere.
"Der er nogle retfærdighedsproblemer her. Skal den medicin vurderes efter de samme principper, som alt den gennemsnitlige medicin, eller er der noget, der taler for, at her kan vi godt – med alvorlighedsprincippet i baghånden – lave nogle lidt andre vurderingskriterier?"
Han pegede også på et andet felt, som efter hans mening kalder på justering: overgangen mellem primærsektor og sygehusvæsen. Her kan patienter i dag risikere at falde ned mellem to systemer med forskellige regler, forskellige økonomiske logikker og forskellige muligheder for rabataftaler. Ifølge Lars Ehlers skaber det blandt andet problemer, når behandling flyttes fra hospital til praksissektor, fordi patienten så pludselig kan blive mødt af egenbetaling, mens rabatmekanismerne fra hospitalsområdet ikke følger med.
På den baggrund gjorde han det klart, at diskussionen ikke handler om at rulle styringen tilbage eller afskaffe Medicinrådet. Tværtimod beskrev han både Medicinrådet og prisreguleringen i primærsektoren som stærke systemer, der i international sammenhæng ligger tæt på det, han kaldte best practice. Debatten handler derfor snarere om at justere et system, som fungerer økonomisk, men som samtidig skaber tydelige spændinger mellem budgethensyn, patienthensyn og lægefaglig frihed.
Blandt de muligheder, han nævnte, var mere fleksible betalingsmodeller, mere brug af betinget godkendelse, fortrolige prisaftaler på flere områder og større internationalt samarbejde om både prisforhandling og vurdering af ny medicin. Han pegede også på, at der kan blive brug for en mere åben diskussion af, hvad sundhedsvæsenet aktivt vælger fra.
For presset forsvinder ikke, lød hans vurdering. Tværtimod. Nye avancerede behandlinger til små patientgrupper, højere priser og voksende forventninger fra patienter vil lægge endnu mere vægt på systemet i de kommende år. Og dermed også på lægernes mulighed for selv at vælge.
"Uanset hvad, så får vi også i fremtiden øget pres på den frie ordinationsret," sagde han.
Du kan se Lars Ehlers i optagelsen af "Ånden i ordinationsretten – del 1" fra 19. marts.
