Rita O. Christensen genkender sin egen barndom i filmen ’Mommie Dearest’, der skildrer en manipulerende og kontrollerende mor. Filmen har hjulpet hende med at arbejde videre med sine erfaringer.
Blodkræftpatienters talsperson er dykket ned i podcasts om psykiatrien
KULTUR-TEMPERATUR. Rita O. Christensen har stået i spidsen for den hæmatologiske patientforening LyLe i over ti år. Hun er samtidig også mor til en voksen søn med autisme, og dette præger hendes podcastlytning, hvor hun har kastet sig ud i komplekse psykiatriske temaer.
Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?
”Vordingborg Festuge! Jeg er meget glad for musik, og det er så opløftende at høre nye, ukendte bands spille deres egne musikalske kreationer og samtidig høre de mere kendte musikere udfolde sig. Det er en oplevelse, jeg kan leve længe på og genhøre på de medier, hvor de har udgivet deres musik. Musik skaber ro i mit sind, og jeg kan ikke leve uden.”
Hvilken bog eller film kan du anbefale til familie og venner?
”En bog kunne være ’Husk at leve (udvalgte digte og gruk)’ af Piet Hein. Bogen er så livsbekræftende og giver samtidig stof til eftertanke. Den er blevet en øjenåbner for mig på mange måder, og jeg bruger tit udtryk fra den i hverdagen. Derudover vil jeg også fremhæve filmen ’Mommie Dearest’ (psykologisk amerikansk drama fra 1981 om en manipulerende og kontrollerende mor, red.). Den skildrer en barndom, jeg genkender, og jeg har haft gavn af den til videre udvikling, selvom jeg bestemt ikke skal bringe arven videre til mine egne børn.”
Hvilken bog eller podcast vil du anbefale, fordi den er relevant for sundhedsområdet?
”Jeg har skrevet en bog om mit eget sygdomsforløb som leukæmipatient, ’Nyt liv på den hårde måde’. Den er skrevet med den hensigt, at sundhedsprofessionelle også kan se livet bag behandlingen: livskvaliteten og livet derhjemme, når man er alvorligt syg. Bogen blev uddelt til Rigshospitalets personale på hæmatologisk afdeling, da den udkom i 2007, ti år efter, at jeg blev knoglemarvstransplanteret. Hvad podcasts angår, har jeg været en del inde på det psykiatriske område, da jeg har en voksen søn med autisme. Og uden at det har nogen direkte sammenhæng med min søn, så har jeg efterhånden også forvildet mig ud i mere komplekse emner inden for psykiatriske udfordringer.”