Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Drag bingo, dragshows og musikquizzer på LGBT+-scenen er blandt de kulturoplevelser, Daniel Staal Nyboe fremhæver som både underholdende og samfundsrelevante.

Læge og sundhedsdebattør er også ”hygge-sommelier” og elsker drag bingo

KULTUR-TEMPERATUR. Praksislæge in spe Daniel Staal Nyboe er aktiv som næstformand i FYAM (Forum for Yngre Almenmedicinere) og sundhedsdebattør med fokus på blandt andet LGBT+ og ulighed. Han er også på niveau tre ud af fire i sin sommelier-uddannelse, og blandt andet i FYAM bliver der ofte drøftet vin, når det faglige arbejde er færdigt.

Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?

”Jeg er optaget af ulighed og sundhed, og det inspirerer også mit kulturforbrug. Jeg er for tiden glad for at gå til drag-arrangementer, eksempelvis drag bingo eller -musikquiz, eller til dragshows på LGBT+-natklubben Nevermind. Ved at støtte op om denne type alternativ kultur sætter man fokus på nogle af de udfordringer, der findes for LGBT+-personer i samfundet – særligt i lyset af den retorik, vi oplever på højrefløjen fra eksempelvis Donald Trump og Dansk Folkeparti.” 

 

KULTUR-TEMPERATUR

Sundhedspolitisk Tidsskrifts søstersite Sundhedskultur udspørger centrale sundhedsfolk om deres oplevelser med kultur.

Hvilken bog kan du anbefale til familie og venner?

”I hverdagen foregår det ofte i børnehøjde, fordi jeg har en datter på fire år. Vi bruger naturen meget – tager til Cisternerne på Frederiksberg eller på skovture i blandt andet Allerød, hvor vi sammen leder efter Thomas Dambos trætrolde og taler om historie undervejs. Derudover går jeg mange ture og holder gående møder, lige som, at jeg laver det her interview, mens jeg er ude at gå. Lige nu er jeg i gang med en bog, der hedder ’Gå tur: København og Frederiksberg – 52 ture’. Ved at læse den bliver man klogere på kultur rundt i byen, udover at få motion. Det kan jeg varmt anbefale til alle.”

Hvilken bog vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for sundhedsområdet?

”Her vil jeg fremhæve bogen ’Da døden blev aflyst’, som er udgivet af AIDS-Fondet. Den består af personlige historier om at leve med og overleve HIV. Den er stærk, følelsesmæssigt rørende og meget vigtig for mit arbejde med LGBT+-området. Derudover er Altingets podcast Politisk Stuegang en god podcast, som vi i FYAM bruger til at følge med i, hvad der rører sig sundhedspolitisk uden for vores egne rammer.”

Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske?

”Til en vis grad. Jeg har kastet mig over en sommelieruddannelse og kalder mig selv hygge-sommelier. Det handler om at lære om og forstå vin, som er er slags hel subkultur i sig selv. Det begyndte under coronakrisen, hvor jeg gerne ville lære noget nyt hjemmefra. Jeg har taget kurser i blandt andet champagne og californisk vin og er nu på niveau tre ud af fire i sommelieruddannelsen. I FYAM-regi deler nogle af os vin-viden, når vi er færdige med det faglige arbejde. Det er vigtigt for mig, at vi laver den slags, også i FYAM, og der er faktisk også en anden i vores bestyrelse, som har nogle vinmarker på Fyn (læs tidligere Kultur-Temperatur med Tabitha Krogh Ölmestig her, red.). Det er med den slags arbejde, som det er med almen medicin – det handler om hele livet og hele mennesket.”

 

 

Daniel Staal Nyboe, 38 år

  • Hoveduddannelseslæge i almen medicin
  • Læge på Frederiksberg Kommunes Rusmiddelcenter og lægevagt i Region Sjælland
  • Næstformand i Forum for Yngre Almenmedicinere (FYAM)
  • Oplægsholder, projektleder for Sund LGBT+ praksis
  • Uddannet læge i 2020

kultur, kulturtemperatur, topartikel