I ’Ufred – russere i krig’ tegner Åsne Seierstad et nuanceret og urovækkende portræt af Rusland gennem møder med mennesker midt i krigens virkelighed – en fortælling, der bringer læseren tæt på både brutalitet og menneskelighed.
Kulturkassen: Sådan sluger man en mursten
KULTUR-KASSEN
Journalisterne på Medicinske Tidsskrifter formidler medicinske nyheder, men har også brug for pauser fra sundhedsverdenen. I Kulturkassen deler redaktionen personlige kulturtips, der måske kan inspirere andre til et afbræk.
Maiken Skeem
Kulturkassen: ´Ufred – russere i krig´ af den norske journalist og krigskorrespondent, Åsne Seierstad, er blevet kaldt årets vigtigste bog af Jyllands-Posten og er i det hele taget blevet rost til skyerne af både udenlandske og danske medier. Den har høstet fem stjerner over hele linjen.
Dét skudsmål og hos mig en stadigt insisterende følelse af forpligtigelse til at forstå en flig af, hvad russerne er drevet af, fik mig til at løfte den 549 sider tunge bog ned fra boghandlerens hylde for et par måneder siden. Normalt kan det for mig, og formentlig også for andre, være vanskeligt at kæmpe sig frem til bogens sidste side, hvis der er 548 sider forud for denne. Så det var med en vis tvivl på projektets fuldførelse, at jeg en mørk januaraften satte mig ved læselampen.
Men tvivlen blev hurtigt gjort til skamme. Seierstads reportagebog er trods sin vægt og sine detaljerede beskrivelser af krigens kronologi alt andet end tung læsning.
Bogen er først og fremmest en beretning om det russiske land og folk. Den er skrevet på baggrund af Seierstads rejser ind i Rusland, hendes møder med det helt almindelige russiske folk – og naturligvis med afsæt i hendes forudgående dybe kendskab til sproget og kulturen. Bogen er blevet til hen over tre år frem mod sommeren 2025. Da andre lande hjemtog deres journalister, korrespondenter og andet godtfolk fra Rusland, drog Åsne Seierstad ind i det enorme lands hjerte for at opsøge den ’almindelige’ russer og igennem ham eller hende forsøge at forstå. Hun besøger de fattige landsbyer i det iskolde Sibirien, hvor Putin for ussel mammon rekrutterer sin kanonføde. Hun besøger storbyerne, hvor kultureliten og folk i almindelighed forsøger at leve deres liv og at lukke krigen ude af hverdagen. Hun møder russere, der støtter Putin og regimet, dem der er ligeglade og forholder sig neutralt, til dem, der aktivt kæmper imod. I beskrivelsen af de møder dæmrer et billede af den russiske folkesjæl og med det billede også en flig af forståelse af, hvad der driver et land, som med sin lukkethed er og forbliver et mysterium for de fleste.
Første del af bogen, Andrejs krig, er skrevet på baggrund af Åsne Seiserstads møde med Ex-Wagner-soldaten Andrej, som er flygtet til Norge. Gennem hans fortælling om sin dysfunktionelle opvækst i dyb armod med vold og druk skildres, hvordan man får et menneske til at sælge sin sjæl og systematisk ødelægger og forrår det menneske. Måske skal en del af krigens barbari ses i det lys. Vi er med Andrej helt nede i skyttegraven, vi hører granaterne suse om ørerne på ham, vi ser og lugter blod og menneskelig forrådnelse. ”Så længe de hang sammen, skulle de videre. Så længe de holdt ud, skulle de dræbe. Fordi en præsident engang havde bestemt, at russere og ukrainere er ét folk.”