Sygeplejerskes bog om faderskab sludrer ufiltreret uden struktur og alment ærinde

BØGER. Sygeplejerske Ramadan Abdullah har alt for meget at sige i sin tilsyneladende uredigerede fortælling ´Faderskab uden filter´.

Forlaget Mellemgaard

Forfatteren Ramadan Abdullah

En undersøgelse fra Forum for Mænds Sundhed i 2023 viste, at hver femte mand mangler nogen at tale med, når livet er svært. Ifølge samme organisation anses fædre stadig som sekundære i visse områder af sundhedssystemet, og fordomme trives om mænd som følelsesfremmede og ringe omsorgspersoner. Samtidig latterliggøres den ”performative far” for at flashe sin fortræffelighed som far ved infantil opførsel i det offentlige rum.

Der er ikke noget at sige til, at den moderne far kan være tummelumsk. Der er altså god grund til at dele erfaringer og gode råd far til far. Det er også baggrunden for sygeplejerske Ramadan Abdullahs ´Faderskab uden filter – Hvordan forstår man et barn, når man selv er et puslespil uden kantbrikker?´

Abdullah skriver af karsken bælg om sit liv og faderskab, om sin barndom og ungdom i en lille lejlighed med seks søskende og en dominerende patriark. Ramt af tvivl, følsomhed og usikkerhed erkender Abdullah sin fejlbarlighed, og han formår at selvstændiggøre sig, så han forstår, at han ikke vil være en far som sin egen. Centralt står hans ægteskab og især faderskabet til barnet som den helt store forløsning og omdrejningspunkt for ´Faderskab uden filter.´

Respektløst redigeret

Abdullah fortæller i en sludrevorn monolog om kærlighed, graviditet, fødsel, barnets første år, om de følgende år, om småt og stort og om ahaoplevelse på ahaoplevelse: ”Men så skete der noget […] så opdagede jeg, at peekaboo er mere end fjolleri”. Her er ahaoplevelsen, at barnet lærer, at den voksnes fravær ikke er farligt, fordi det er midlertidigt.
De høstede indsigter og budskaber begrænser sig i det store hele til floskler på mottoniveau: Man skal lære af sine fejl. Man skal anerkende og lytte og møde børnene, hvor de er. Man skal være den bedste version af sig selv. Og det gentages insisterende, at livet ikke handler om at være perfekt, men om at være ærlig. Det serveres som store
sandheder. Det er også et ekko af de seneste årtiers dogmer for ikke bare opdragelse, men også for for eksempel selvhjælp og management.

Abdullah hopper frem og tilbage imellem emnerne med impulsive indfald. Der ligger stor iver bag, og metoden kunne være charmerende, hvis den var holdt i stram snor, men det forbliver rodet. I et afsnit om barnets køn (i forvejen en digression) skriver han ud af det blå om sin kone: ”Undskyld, men jeg MÅ simpelthen beskrive, hvor fantastisk hun er” (det havde vi forstået) og kort derefter: ”Nå, men tilbage til […]”.

Dertil kommer en strøm af uklare metaforer (”I hans øjne lignede jeg en mand, der havde mistet alt, selv sin WiFi-forbindelse”), klichéer (”en harpe spillede i mit indre, og englene sang”), talesprog, tøveprikker, ord med store bogstaver (”Det er ULTRA, ULTRA, ULTRA vigtigt”) og gentagelser, som også vidner om brutalt respektløs redigering og korrektur af forlaget Mellemgaard. Resultatet er en udmattende læseoplevelse.

Privat selvfortælling

Det er meget forlangt af en bog, at den skal lytte. Alligevel læser jeg med en underlig fornemmelse af, at ´Faderskab uden filter´ er ude af stand til at lytte. Der er ingen åbninger, ingen tøven, ingen vilje til gendrivelse. Der er simpelthen ikke plads til læseren.

Hele tre kapitler beskriver familiens første rejse med små historier og pudsige børneindfald, og hvordan faren redder skindet i den og den situation. Det er som et langt postkort hjem til en slægtning, som helt sikkert ville glæde sig ved fortællingen. For udenforstående er det en banal, uvedkommende og alt for privat historie.

Snarere end debatbog eller skæbnefællebog fremstår ´Faderskab uden filter´ altså som en slags dagbog med dens private fortællinger og selvindsigter. Eller er det simpelthen en beretning til barnet om faren og barnet, som barnet som voksen måske endda helst vil sige sig fri for at have fået offentliggjort?

Ramadan Abdullah skriver åbenlyst af kærlighed til sin familie og sikkert også af en vilje til at gøre en forskel. Kærlighed kan være en stærk kreativ drivkraft, men den er også
irrationel, og den risikerer at løbe løbsk. Undervejs anes en selvstændig pointe om det almene faderskab og om store og små kulturelle og samfundsmæssige spørgsmål. Men
det, der måske kunne have været interessant, drukner i ufiltreret selvfortælling.

Ramadan Abdullah: ´Faderskab uden filter. Hvordan forstår man et barn, når man selv er et puslespil uden kantbrikker?´ Forlaget Mellemgaard. Kr. 189,95 på mellemgaard.dk.