Jurymedlemmerne er første afsnit meget forskellige, men mange af dem repræsenterer stereotype yderpunkter. Foto: DR
DR’s opgør med den unuancerede debatkultur falder til jorden i fortænkt koncept
KULTUR-KASSEN
Journalisterne på Medicinske Tidsskrifter formidler medicinske nyheder, men har også brug for pauser fra sundhedsverdenen. I Kulturkassen deler redaktionen personlige kulturtips, der måske kan inspirere andre til et afbræk.
Mads Moltsen
Det er en forvirrende oplevelse at se det nye DR-koncept ’Folkedomstolen’. Under hele første afsnit forsøgte jeg at finde ud af, hvad programmet vil. Jeg er stadig i tvivl.
”Hvem holder I med?” Det er det spørgsmål, juryen i den nye DR-programserie ’Folkedomstolen’ skal tage stilling til.
Det, juryen skal afgøre, er ikke en juridisk tvist, men en fiktiv moralsk sag. Scenen er en retssal med en dommer og to advokater, som alle er professionelle og medvirker som sig selv. De to advokater repræsenterer hver deres part, som spilles af skuespillere. I retssalen sidder også en jury bestående af 12 almindelige danskere med forskellige baggrunde.
I seriens første afsnit er det skuespillerne Morten Burian og Laura Allen Müller, som agerer de stridende parter. Morten Burian spiller Lars, forhenværende direktør i den fiktive organisation Unges Liv. Laura Allen Müller spiller Malene, forhenværende kommunikationschef i samme organisation og nuværende chefredaktør for et livsstilsmagasin for kvinder.
Og hvem er så den anklagede? Jo, det er de åbenbart begge to. Lars er anklaget for seksualiseret og grænseoverskridende adfærd, mens han var direktør i Unges Liv. Malene er anklaget for at ødelægge Lars’ karriere ved offentligt at fortælle om denne adfærd efter hendes afgang fra organisationen.
Efter en kort afhøring af parterne mødes juryen i et andet rum for at diskutere sagen og lave en indledende afstemning om, hvem de holder med. Derefter rykker de tilbage i retssalen, hvor sagen udfoldes, flere oplysninger kommer frem, og så mødes juryens medlemmer en sidste gang for at diskutere sagen og beslutte sig for, hvem de holder med.
Hvad laver de i retten?
Det er i udgangspunktet interessant og underholdende at lade en gruppe meget forskellige danskere diskutere en betændt sag, som får sindene i kog. Men det er noget uklart, hvorfor sagen skal fremstilles i en retssag, når juryen ikke skal tage stilling til et skyldsspørgsmål, men derimod hvem ”de holder med” i en moralsk sag. Advokaterne og dommeren virker malplacerede, og iscenesættelsen mudrer billedet, for nu er det ikke bare sagens kendsgerninger, men også advokaterne og deres klienters optræden i retssalen, der afgør, hvem juryen holder med.
Formålet med programmet er ifølge DR selv at undersøge, hvad der sker, ”når man erstatter de digitale lynafgørelser med en retssalsproces, hvor deltagerne må lytte til uenigheder og alle argumenter, før deres dom falder.”
”Programmets ambition er at vise, at forståelse kan opstå, selv når mennesker har vidt forskellige holdninger. I ‘Folkedomstolen’ mødes 12 danskere med forskellige baggrunde i en retssalsramme, hvor de forpligtes til at lytte til hinanden og tage alle argumenter alvorligt. Målet er ikke nødvendigvis at skabe enighed, men at vise, hvordan respektfuld dialog kan bryde med de skarpe fronter og ekkokamre, der ofte præger debatten på sociale medier,” siger programansvarlig chef Erik Struve Hansen i en pressemeddelelse.
Karikeret cast
Det er en nobel ambition, men det er ikke rigtig vellykket – i hvert fald ikke i programmets første afsnit. Dertil er castet for karikeret. Jurymedlemmerne er ganske rigtigt meget forskellige, men mange af dem repræsenterer stereotype yderpunkter.
Vi har den ældre mand, som er ”træt af alt det med krænkelser og pis og lort”, og den ældre kvinde, som mener, at kvinder må ”til at mande sig op” og i øvrigt tåle et klask i rumpen. De holder med Lars. Og vi har de yngre woke kvinder, der gerne ofrer et par mænd i ligestillingens navn. De holder med Malene. Det er ikke mange holdninger, der bliver ændret, og samtalen virker ikke ligefrem konstruktiv. Måske er det resultatet af en skarpskæring i klipperummet, men hvad er så pointen?
Og så er vi tilbage ved programmets centrale spørgsmål. ”Hvem holder du med?” Der er noget bizart over, at jurymedlemmerne så entydigt skal vælge side i et program, som foregiver at være et opgør med unuancerede domsfældelser. Kan man nu ikke mene, at begge parter er lige store fjolser?
’Folkedomstolen’ virker som et program, hvor en ellers udmærket idé om at fremme den demokratiske samtale drukner i et noget fortænkt koncept.