Frederiksbergmuseerne tilbyder ’Slow Looking’ til særligt sårbare borgere

På Frederiksbergmuseerne går kunst, kultur og sundhed hånd i hånd. Museet har som et fokusområde at tilbyde aktiviteter, som skaber glæde, livskvalitet og sociale relationer. De benytter i den sammenhæng en særlig metode, ’Slow Looking,’ som de har målrettet sårbare borgere. En metode, som de arbejder for at udbrede til flere af landets museer.

I forskningen, blandt andet i regi af WHO’s rapport fra 2019, er der rigtig god evidens for, at kulturelle oplevelser og aktiviteter kan have en sundhedsfremmende og forebyggende effekt. Den viden har man på Frederiksbergmuseernes fire lokationer taget til sig og har arbejdet aktivt med siden 2012.

”Vores samlinger på Frederiksbergmuseernes fire besøgssteder indeholder en rig kulturarv med både musik, kunst, teater og litteratur og gode fortællinger. Vi rummer det elitære men også det folkelige, og vi ligger midt i grønne områder. Derfor har vi også vidtrækkende muligheder for at imødekomme mange forskelligartede interesser og sundhedsfremmende aktiviteter målrettet mange forskellige borgere,” siger Cecilie Monrad, som er museumsinspektør for kultur og sundhed ved Frederiksbergmuseerne.

Frederiksbergmuseerne er en museumsorganisation bestående af fire museer og udstillingssteder på Frederiksberg: Bakkehusmuseet, Storm museet, Cisternerne og Møstings Hus.

Visuel sansning, tanker og følelser

Når Frederiksbergmuseerne retter deres initiativer mod sårbare målgrupper, så sker det altid i et tværfagligt samarbejde med sundheds- eller omsorgsinstitutioner.

”Vi står midt i en trivselskrise i samfundet lige nu, som ikke ser ud til at vende foreløbig. Tværtimod. Og vi har et sundhedssystem, som ikke kan stå alene med de udfordringer. Museer rummer et kæmpe potentiale for at skabe ramme for trivselsfremmende indsatser. Såvel forebyggende som rehabiliterende. Vi vil selvfølgelig gerne sætte det i spil. Museer kan skabe rammer for fordybende og nærværende pauser som gensvar på et hektisk samfund, og vi kan skabe rammer for relationsopbygning og fællesskaber,” siger Cecilie Monrad.

Ét af de tiltag, som Frederiksbergmuseerne i øjeblikket er i gang med at udbrede til flere museer i landet, er forskningsprojektet ’Fra udfordring til mulighed – fordybelse i kunst og kultur som trivselsfremmende,’ der undersøger metoden ’Slow Lookings’ potentiale i forhold til sårbare målgrupper. Det er en formidlingstilgang, som har eksisteret i flere år, og som man især har brugt i USA og England, siger Cecilie Monrad.

”Det nye er, at der ikke tidligere har været forsket i ’Slow Looking’ i sammenhæng med sårbare målgrupper,” siger Cecilie Monrad og uddyber:

”’Slow Looking’ er en langsom præstationsfri tilgang til at opleve kunsten. Ikke ud fra et kunsthistorisk perspektiv, men ud fra deltagernes subjektive oplevelse med fokus på visuel sansning, tanker og følelser.”

Ro på tankemylder og angst

Med greb fra både Mindfulness og ’Visible Thinking Strategies,’ som Harvard har udviklet, tilbyder Frederiksbergmuseerne en langsom guidning ind i et udvalgt kunstværk eller en del af museernes interiør.

”Vi bruger i processen meget tid på at dvæle ved et enkelt kunstværk. Metoden giver mulighed for fordybelse, ro og koncentration, og kan med øvelse hjælpe den enkelte til at håndtere stress bedre,” siger Cecilie Monrad, som også fortæller, at museet har produceret et antal film, hvis man ønsker at praktisere ’Slow Looking’ derhjemme.

Et pilotprojekt, som blev udført i 2024, peger ifølge Cecilie Monrad på gode resultater. De psykisk sårbare unge, som projektet var rettet mod, oplevede både, at der var noget relationsopbyggende i metoden, men også, at det var en metode, som de kunne tage med ud af museumsrummet og bruge i deres hverdagsliv.

”De erfarede blandt andet at det at observere langsomt og struktureret kan have en gavnlig effekt i forhold til at skabe ro på tankemylder og angst,” siger Cecillie Monrad.

Nu har Frederiksbergmuseerne inviteret fem andre museer i forskellige dele af landet til at afprøve metoden: Frederiksborg Slot, Museum Vestsjælland, Trapholt, Esbjerg Kunstmuseum og Skagens Museum. Hensigten er, at hvert enkelt museum skal lave sit eget ’Slow Looking’-forløb med en sårbar eller udsat målgruppe, som det giver mening for dem lokalt at inddrage.

”Det kan i ét lokalområde være neurodivergente unge, mens det i et andet kan være mennesker med demens, eller folk med kroniske smerter. Tesen er, at ’Slow Looking’ som trivselsfremme kan henvende sig til mange forskellige målgrupper.”

”Projektet er ganske bredt formuleret og hensigten er da også at vise, at det her er noget, som stort set alle museer kan sætte i gang, lige der, hvor det giver bedst mening for dem og de borgere, som de ønsker at nå.”

Projektet er forskningsbaseret, og resultaterne vil blive publiceret i en praksisnær bogudgivelse i slutningen af 2026.

”Forskningen vil give os svar på, hvilke specifikke faktorer for øget mental helbred og trivsel der knytter sig til de æstetiske eller kunstneriske aspekter ved ’Slow Looking,’ og bogen vil samtidigt være en praksismanual for alle, der vil give sig i kast med ’Slow Looking,’ siger Cecilie Monrad.

Erindringskasser og workshops

Frederiksbergmuseerne tilbyder i øvrigt også særligt tilrettelagte omvisninger og undervisning for plejepersonale og studerende, der ønsker en introduktion til det store potentiale, der ligger i et samarbejde mellem social- og sundhedssektoren og museerne, fortæller Cecilie Monrad.

”Vi har gratis udlån af ’erindringskasser,’ ligesom vi kan tage ud på for eksempel plejecentre og tilbyde ’Slow Looking,’ guidede fælleslæsninger eller erindrings-workshops. Vi har produceret undervisningsmaterialet ”Museer og Reminiscens,” som giver teoretisk viden, anbefalinger og idéer til, hvordan man kan bruge museer til at arbejde med erindringer og reminiscens for demensramte,” siger Cecilie Monrad.

Frederiksbergmuseerne har desuden for nyligt afholdt en workshop for 60 social- og sundhedsassistent-studerende i ’Museer og reminiscens’ på museet.

”Her guider vi de studerende i, hvordan man bedst bruger museumsrummet, og hvordan man bruger det kreative element fra museerne, hvis man ikke har mulighed for at møde fysisk op, men i stedet ønsker at bruge metoderne ude på plejecentrene.”