Dorthe og Lasse. De startede flyvende ud – men højt at flyve, dybt at falde. Foto: DR
Kulturkassen: Der, hvor sommerfuglen flyver
KULTUR-KASSEN
Journalisterne på Medicinske Tidsskrifter formidler medicinske nyheder, men har også brug for pauser fra sundhedsverdenen. I Kulturkassen deler redaktionen personlige kulturtips, der måske kan inspirere andre til et afbræk.
Maiken Skeem
Jeg har netop vendt sidste side i Lea Korsgaards lille mesterværk ”Inden året er omme.” På en hæsblæsende sommerfuglejagt i den danske sommer følger vi journalist og Zetlands stifter Lea Korsgaards mission fra gryende ide om at se alle danske sommerfuglearter på et år til den dag, hvor hun har kortlagt, fundet og affotograferet dem alle.
På sin intense jagt inddrager hun bunker af den litteratur, poesi, historie, filosofi og mytologi, som den lille flagrende skabning har bestøvet på sin vej. Hun trækker tråde fra arternes oprindelse til efterlivet og inddrager beskrivelser af de passionerede sommerfugleentusiaster, som hun møder på sin jagt, ligesom hun inddrager pudsige betragtninger og bemærkninger fra sine børn til at sætte det hele i perspektiv. Men ikke mindst beskriver hun de danske landskaber, som måske kun få andre har gjort så smukt. De bliver en slags ode til det land, vi bor i, og som hun den sommer bevæger sig rundt i for at finde det lille flagrende væsen i alle sine afskygninger.
Her en beskrivelse af hendes tur til Danmarks nordligste spids, Grenen:
”Vi gik fra parkeringspladsen ad stien op i klitterne. De lå som hævede grågrønne bølger i en bred kile op mod det sted, hvor vandet i det rolige Kattegat mødte vandet i det voldsomme Skagerrak. Det kunne se ud som om, at vi gik på havbund med himlen som det enorme blå ocean over os. Strågule og sølvglinsende tuer af sandhjælme spredte sig op og ned over klitryggene og strandvoldene, det gled med vinden frem og tilbage som ålegræs i strømmen. Vi gik op på en top og bevægede os nedad igen, fulgte sandstien ind mellem det blegbrune og blågrønne, totter af lav med form som gråliggrønne koraller. Af og til dukkede glimt af stærke farver frem. En stedmoderblomsts blåviolette pletter med øjet af gult. Lysegule blomsterhoveder med gurkemejefarvede knuder.”
Lea Korsgaard er engageret og passioneret. Og det er en smuk og yderst veldrejet bog, hun har begået. En slags dannelsesrejse på 300 sider. Når sidste side er vendt, efterlades man som læser et langt større sted end før – og ikke mindst fyldt op af en slags håbefuldhed: Noget usynligt og svævende forbinder os på tværs af tider og steder. Måske er det netop håbet, som sommerfuglen bærer på sine vinger gennem gennem generationer og kulturer, der er ledetråden.
Lea Korsgaard skriver:
”Da jeg først fik øje på den, dukkede sommerfuglen op alle steder. I kunsten, hos de døde, i eventyrene, på kalkmalerierne, i myterne. Jeg tænkte, at hvis sommerfuglens samlede kulturhistorie var en tekst, ville den tekst handle om menneskets mageløse og mystiske evne til håb.”
Læs bogen en mørk efterårsaften. Den er tempofyldt som en god krimi, men også rolig og eftertænksom. Sproget er der kælet for: Det er veloplagt og velsmurt.
En livsbekræftende læseoplevelse faktisk.