![](/templates/yootheme/cache/f5/graupot-f5889d77.jpeg)
Jakob Grauslund (t..v) og Anton Pottegård. Forskerne understreger, at langt de fleste patienter kan fortsætte med Ozempic, da risikoen for alvorlige bivirkninger er lav.
Ozempic fordobler risikoen for invaliderende øjensygdom – 19 danske indberetninger
To nye studier fra Syddansk Universitet (SDU) bekræfter uafhængigt af hinanden, at patienter med type 2-diabetes, der behandles med Ozempic, har en betydeligt øget risiko for at udvikle skader på synsnerven. Lægemiddelstyrelsen har modtaget i alt 19 danske indberetninger om sådanne skader og vil anmode den europæiske bivirkningskomité, PRAC, om at vurdere de to nye registerstudier.
De to studier er udført af professor i øjensygdomme Jakob Grauslund og professor i lægemidler, Anton Pottegård. Begge har anvendt store danske og norske sundhedsregistre, der giver adgang til data om hundredtusindvis af patienter med type 2-diabetes. Forskerne har fundet, at risikoen for at udvikle øjensygdommen NAION er mere end fordoblet hos patienter, der behandles med Ozempic. Stadig er sygdommen dog yderst sjælden.
NAION er en irreversibel sygdom, hvor blodforsyningen til synsnerven pludselig afbrydes. Det kan medføre svære skader på synsnerven og resultere i betydeligt synstab eller blindhed. På fagsprog kaldes sygdommen non-arteritisk anterior iskæmisk optikusneuropati (NAION).
"Vi har undersøgt data fra alle 424.152 danskere med type 2-diabetes. Vi fandt, at Ozempic mere end fordobler risikoen for NAION (...) Samtidig har vi i klinikken bemærket, at siden Ozempic kom på markedet i 2018, er antallet af NAION-tilfælde i Danmark steget,” siger Jakob Grauslund, klinisk professor ved Klinisk Institut på SDU og Øjenafdeling E på Odense Universitetshospital.
Før 2018 så man mellem 60 og 70 årlige tilfælde af NAION i Danmark. Det antal er nu steget til op mod 150, ifølge Grauslund.
Metode og resultater
Jakob Grauslunds studie inddelte patienterne i to grupper: Dem, der blev behandlet med Ozempic, og dem, der fik andet diabetesmedicin. Forskerne tog højde for en række faktorer som alder, køn, blodsukker og andre sygdomme.
Studiet kan læses som pdf her.
Anton Pottegård og hans forskergruppe undersøgte derudover data fra Norge for at sammenligne risikoen for NAION hos patienter, der fik Ozempic, med dem, der blev behandlet med andre diabetespræparater, såkaldte SGLT2-hæmmere. Også her fandt man en markant forøget risiko.
"Vi har sammen med Folkehelseinstituttet i Norge set på alle danske og norske diabetespatienter, der begynder i behandling med Ozempic, og sammenlignet dem med folk, der begynder i behandling med et andet præparat. Vi finder ligesom Jakob Grauslund en fordobling i risikoen for at udvikle NAION, hvis man får Ozempic,” siger Anton Pottegård, professor ved Institut for Sundhedstjenesteforskning, SDU.
Pottegårds studie er endnu ikke fagfællebedømt, men kan læses i preprint her.
De norske data, der er brugt, dækker perioden fra 2018 frem til sommeren 2022, mens de danske data strækker sig til sommeren 2024. Kombinationen af resultater fra de to lande viser, at risikoen for NAION er cirka 2,8 gange højere ved brug af semaglutid sammenlignet med andre blodsukkersænkende lægemidler. Den absolutte risiko er dog lav: 1,4 ekstra tilfælde pr. 10.000 personer om året.
Ifølge Grauslunds studie er den absolutte risiko for NAION også lav. Forskerne vurderer, at blandt 10.000 patienter, der behandles med Ozempic i et år, vil der være mellem 1,5 og 2,5 ekstra tilfælde af NAION sammenlignet med patienter, der får anden diabetesmedicin.
NAION rammer oftest patienter med høj risiko for hjerte-kar-sygdomme. Diabetes, forhøjet blodtryk og forhøjet kolesterol er blandt de væsentligste risikofaktorer. Men ubehandlet kan diabetes også føre til andre forandringer og komplikationer i øjnene. De er mindre alvorlige end NAION’s skader på synsnerven, men til gengæld langt mere hyppige. Det er derfor ikke Jakob Grauslunds og Anton Pottegårds ærinde at anbefale diabetespatienter at standse deres behandling.
"Der er tale om en alvorlig, men meget sjælden bivirkning. Den slags lærer vi ofte først om, når et nyt lægemiddel har været på markedet nogle år, ligesom det her er tilfældet med Ozempic. Det skal understreges, at det hverken er mere alvorligt eller mere hyppigt end sjældne bivirkninger til mange andre lægemidler, som vi fortsat bruger. Det er så at sige blot en ny brik i puslespillet til, hvordan dette lægemiddel virker," siger Anton Pottegård.
Kurt Højlund, professor i diabetes ved Steno Diabetes Center Odense og medforfatter på Graulunds studie, mener, at fundene kan få betydning for behandlingsvalg:
"Det er ekstremt vigtigt at behandle type 2-diabetes effektivt, men vi skal overveje, om den lille øgede risiko for NAION bør føre til, at andre præparater anvendes først. For patienter, der allerede har haft NAION på det ene øje, bør Ozempic undgås.”
Forskerne understreger dog, at langt de fleste patienter kan fortsætte med Ozempic, da risikoen for alvorlige bivirkninger er lav.
International opmærksomhed
I sommeren 2024 offentliggjorde en mindre amerikansk undersøgelse de første resultater, der påviste en mulig sammenhæng mellem NAION og semaglutid. Siden har flere forskningsgrupper undersøgt forbindelsen med forskellige metoder.
Lægemiddelstyrelsen har igennem det seneste halve år haft fokus på NAION som en mulig bivirkning ved semaglutid, der er det aktive indholdsstof i Ozempic. Frem til 10. december 2024 har Lægemiddelstyrelsen modtaget i alt 19 danske indberetninger om NAION. Den første danske indberetning om NAION som en formodet bivirkning til semaglutid blev modtaget i juli 2024. Bivirkningsindberetningerne er løbende blevet indberettet til den europæiske bivirkningsdatabase.
Datagrundlaget fra bivirkningsindberetningerne samt fra tidligere studier om NAION har hidtil ikke været stærkt nok til at kunne påvise et signal om en mulig sammenhæng mellem medicinen og symptomerne. Resultaterne fra de nye studier fra SDU styrker imidlertid mistanken.
”Vi har det seneste halve år vurderet indberetninger og studier om den alvorlige øjensygdom NAION i samarbejde med vores europæiske kollegaer. Med de nye registerstudier foreligger der nu omfattende data fra danske og norske registre, som den europæiske bivirkningskomite PRAC kan forholde sig til. Derfor vil vi anmode om, at PRAC vurderer de nye studier,” siger enhedschef i Lægemiddelstyrelsen, Line Michan, i en pressemeddelelse.
Line Michan understreger, at NAION er en yderst sjælden sygdom. Desuden er det på nuværende tidspunkt ikke slået fast, om det er Ozempic, der er årsag til den øgede forekomst af NAION, eller om der har været andre årsager til sygdommen hos de diabetespatienter, den er opstået hos.