
"Ud over at reducere risikoen for strålingsskader, forbedrer scanneren også diagnosticeringen markant. Den høje præcision gør det muligt at opdage selv små tumorer og tidlige stadier af sygdomme. Det giver patienterne en større chance for tidlig behandling og bedre prognoser,” siger Annika Loft.
Rigshospitalet får verdens første PET/CT-scanner, som er stort set uden stråledosis
En ny superscanner er lige nu under udvikling i USA og udgør et gennembrud inden for den medicinske billeddiagnostik, fordi den er stort set uden stråledosis. Det minimerer patienternes risiko for at udvikle kræft senere i livet, selv om patienterne har brug for gentagne scanninger. Danske patienter bliver de første til at tage den nye teknologi i brug.
Ideen til den nye scanner er fostret af Rigshospitalets billeddiagnostiske specialister, og det bliver også Rigshospitalet, der bliver det første sted i verden til at tage en ultra lavdosis-scanner i brug. På regionsrådsmødet 10. december godkendte politikerne i Region Hovedstaden nemlig en donation på 95 millioner kroner fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond, som kan betale scanneren.
Ultra lavdosis-scanneren er forventet klar i 2027, men allerede fra 2025 vil Rigshospitalet have adgang til en midlertidig avanceret PET/CT-skanner, dermed sikrer donationen, at patienterne hurtigst muligt kan få den bedst mulige behandling under udviklingen af den nye teknologi.
”Donationen er fantastisk nyhed for alle danske patienter. Ud over at reducere risikoen for strålingsskader, forbedrer scanneren også diagnosticeringen markant. Den høje præcision gør det muligt at opdage selv små tumorer og tidlige stadier af sygdomme. Det giver patienterne en større chance for tidlig behandling og bedre prognoser,” siger Annika Loft i en pressemeddelelse. Hun er ledende overlæge på Afdeling for Klinisk Fysiologi Nuklear Medicin på Rigshospitalet og en af forskerne bag den nye scanner.
Region Hovedstadens formand Lars Gaardhøj (Soc) ser frem til at kunne tilbyde ikke bare borgerne i Hovedstadsområdet, men i hele Danmark en langt mere skånsom diagnostik:
”Jeg er rigtig glad på borgernes vegne og meget taknemlig over den flotte donation. Den vil give endnu bedre behandling af kræft til særligt sårbare patienter som yngre kræftpatienter og børn, der følges gennem længere sygdomsforløb. Det er fantastisk, at vi i Region Hovedstaden kan være pionerer på det her område, og at patienter fra hele landet kan få glæde af bedre og mere skånsomme skanninger,” siger han i en pressemeddelelse.
