
”Hvis der er tale om en eksem, der kun sidder i hænderne, skal man ikke give systemisk behandling, hvis det kan undgås. Så vil det ideelle være, at vi kan behandle topikalt (på huden, red.), og derfor er det positivt, at vi ser overbevisende resultater i et studie, der sammenligner topikal med systemisk behandling,” siger Claus Zachariae.
Forskning: Lokal behandling er bedre end piller mod kronisk håndeksem
I et stort studie, der for første gang direkte sammenligner en creme med tabletter til behandling af kronisk håndeksem, har cremen Anzupgo (delgoticinib) vist sig at være mere effektiv og give færre bivirkninger end tabletbehandlingen med alitretinoin.
Studiet, kaldet DELTA FORCE, blev præsenteret på en stor hudlægekongres i Amsterdam, European Academy of Dermatology and Venereology (EADV, og resultaterne beskrives som "overbevisende" af Claus Zachariae, cheflæge på Gentofte Hospitals afdeling for allergi- og hudsygdomme.
”Hvis der er tale om en eksem, der kun sidder i hænderne, skal man ikke give systemisk behandling, hvis det kan undgås. Så vil det ideelle være, at vi kan behandle topikalt (på huden, red.), og derfor er det positivt, at vi ser overbevisende resultater i et studie, der sammenligner topikal med systemisk behandling,” siger han og nævner, at studiets størrelse med 513 patienter er en styrke.
”Det bliver spændende at se, hvornår det bliver tilgængeligt, men også til hvilken pris, for behandling med alitretinoin er dyrt,” siger han.
Alitretinoin er i dag den eneste godkendte medicin til behandling af svær håndeksem hos patienter, der ikke har fået tilstrækkelig effekt af cremer med binyrebarkhormon.
Bedre effekt og færre bivirkninger
Det primære mål i DELTA FORCE-studiet var at måle forbedringen af håndeksem efter 12 ugers behandling. Patienterne, der brugte delgoticinib-creme to gange dagligt, oplevede en betydelig forbedring, hvor deres symptomer faldt med 67,6 procent. Til sammenligning havde patienterne, der tog alitretinoin-kapsler én gang om dagen, en forbedring på 51,5 procent.
