
”Det er så spændende, at jeg går og kniber mig selv lidt i armen over, at vi skal lave det her forsøg i Danmark," siger Miriam Kolko.
Første studie af sin slags: Danske øjenlæger tester Ozempic til patienter med grøn stær
Det danske ABSALON-pilotstudie er det første i verden, der undersøger, hvordan medicinen semaglutid, som normalt bruges til behandling af diabetes (f.eks. i Ozempic), kan hjælpe patienter med grøn stær (glaukom). Forskerne er meget begejstrede for, at de nu endelig kan starte dette studie.
Studiet er et dobbeltblindet, randomiseret forsøg, hvor hverken patienter eller forskere ved, hvem der får medicinen. I alt vil 63 patienter med grøn stær deltage i hver gruppe i forsøget, som lige er begyndt på Rigshospitalet.
”Det er så spændende, at jeg går og kniber mig selv lidt i armen over, at vi skal lave det her forsøg i Danmark. Vi er så vidt, jeg er orienteret, de første i verden, der laver den her type forsøg. Det er over fem år siden, at vi først fik ideen til studiet, så det har været en lang proces, der i første omgang gik på at skaffe fondsmidler og sidenhen på at få den eftertragtede medicin. Vi fik i anden omgang en større bevilling fra Novo Nordisk Fonden, som vi er meget taknemmelige for,” siger Miriam Kolko, der er professor ved Københavns Universitet, overlæge på Afdeling for Øjensygdomme, Rigshospitalet og leder af forskningsgruppen Eye Translational Research Unit.
De patienter, der deltager i studiet, må ikke have diabetes. Dem, der får den aktive behandling, følger dog samme behandlingsplan som patienter med diabetes. De starter med en dosis på 3 mg af medicinen semaglutid, som derefter øges til 7 mg og til sidst 14 mg. Patienterne vil fortsætte med denne sidste dosis i fire måneder, hvilket betyder, at behandlingen strækker sig over 26 uger. Begge grupper af patienter modtager samtidig behandling, der sænker øjentrykket, så semaglutid fungerer som en ekstra behandling.
Patienter med grøn stær kan deltage i studiet, hvis de er normalvægtige, over 45 år og har et syn, der er bedre end 0,5, hvilket betyder, at de kun ser halvt så godt som en person med normalt syn. De må hverken have diabetes, AMD (aldersrelateret makuladegeneration), alvorlige sygdomme, betændelse i bugspytkirtlen (pancreatitis) eller tidligere inflammatorisk øjensygdom.
Vil måle nerveceller, i første omgang
Formålet med ABSALON-studiet er at beskytte øjets indre nerveceller. Dette endepunkt er valgt, da andre brugbare kliniske markører sjældent lader sig aflæse så tidligt, at de kan måles i et pilotstudie af denne type, siger Miriam Kolko.
