”Patienterne rapporterede om bedre søvn, når de brugte søvnplasteret, frem for at få natlige tilsyn. Metoden har potentiale til at kunne forbedre patienternes sygdom og måske også spare ressourcer på afdelingerne,” siger Allan Linneberg.
Digital fjernovervågning kan forbedre psykiatriske patienters søvn
Digital fjernovervågning af psykiatriske patienters søvn er bedre end natlige tilsyn fra sygeplejersker, viser nyt studie.
Et dansk studie, som er udført på Psykiatrisk Center Nordsjælland, har afprøvet en ny metode til at overvåge psykiatriske patienters søvn. I forsøget har psykiatriske indlagte patienter sovet med et såkaldt digitalt søvnplaster, som er udviklet af startup-virksomheden IMP Scandinavia.
”Patienterne rapporterede om bedre søvn, når de brugte søvnplasteret, frem for at få natlige tilsyn. Metoden har potentiale til at kunne forbedre patienternes sygdom og måske også spare ressourcer på afdelingerne,” siger Allan Linneberg, der er professor på Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse på Frederiksberg Hospital. Han er medforfatter på studiet om søvnplasteret.
Søvn monitoreres på bærbar
Det digitale søvnplaster består af en patch med en skal af plastik, hvor der indsættes en digital enhed, som kan måle hjertefrekvens og bevægelse. Den digitale enhed sender data trådløst til en fjernenhed, som typisk vil være en bærbar computer. Plasteret kan for eksempel sættes på underarmen eller under brystet på patienten.
Det digitale søvnplaster.
I studiet er søvnplasteret blevet afprøvet på indlagte psykiatriske patienter på Psykiatrisk Center Nordsjælland i en tre måneders periode i 2023. Den første måned blev brugt som en baseline: Patienterne fik tre natlige tilsyn af sygeplejersker, hvilket er standardprocedure for indlagte psykiatriske patienter i Region Hovedstaden. Deres søvnkvalitet blev efter hver nat målt gennem Richard-Campbell Sleep Questionnaire (RCSQ), som er et standardiseret spørgeskema til måling af søvnkvalitet.
Dernæst sov patienterne de næste to måneder med søvnplasteret. To af de tre natlige tjek på patienterne blev nu fjernet, og i stedet fjernmonitorerede sygeplejerskerne patienternes søvn på en bærbar computer i deres kontor. Hver morgen skulle patienterne svare på spørgeskemaerne, der målte deres søvnkvalitet.
Overbevisende resultater
Efter de tre måneder viste resultaterne fra RCSQ, at medianen af patienternes samlede score var steget fra 75 til 87 (P<0,0001) – svarende til en forbedring af deres søvnkvalitet på 21 procent i den periode, hvor patienterne havde sovet med søvnplasteret i forhold til perioden med udelukkende natlige tilsyn.
”Resultaterne er ret overbevisende, for forbedringen i søvnkvaliteten indtraf lige på samme tidspunkt, som patienterne begyndte at sove med plasteret. Samtidig var der ikke nogen utilsigtede hændelser i den periode, hvor man brugte fjernovervågning. Det er også væsentligt, for meningen med de natlige tilsyn er at forebygge, at en patient for eksempel gør skade på sig selv,” siger Allan Linneberg.
Forventer klinisk effekt
Tidligere forskning har vist, at psykiatriske patienter ofte oplever søvnproblemer, hvilket kan forværre deres sygdomstilstand og symptomer. For eksempel har et japansk studie fra 2023 vist, at søvnforstyrrelser blandt patienter med bipolar lidelse var forbundet med en øget risiko for tilbagefald af hurtige stemningsudsving. Og en britisk undersøgelse fra 2021 blandt skizofrene patienter fandt, at forringelse af søvnkvaliteten og -varigheden forudsagde forværring af psykosesymptomer.
Samtidig har flere studier vist, at søvnkvaliteten kan blive forstyrret af støj og lys fra natlige overvågninger eller andre patienter, hvis man er indlagt på en psykiatrisk afdeling.
”I vores studie har vi ikke målt, om plasteret har haft en effekt på patienternes sygdom. Vi ved for eksempel ikke, om indlæggelsestiden blev forkortet, eller om antallet af genindlæggelser gik ned. Men jeg vil forvente, at en bedre søvn med søvnplasteret også vil kunne have en positiv effekt på patienternes sygdom,” siger Allan Linneberg.
Færre ressourcer ved fjernovervågning
De sygeplejersker, som har deltaget i studiet, blev også spurgt om deres holdning til at skifte de natlige tilsyn ud med søvnplastre. Her svarede 68 procent af personalet i nattevagten, at de samlet set havde et bedre overblik over patienternes tilstand, når de kunne bruge digitale tilsyn.
I en tid, hvor en presset psykiatri mangler både penge og personale, kunne plasteret måske også blive en lettelse i nattevagten, mener Allan Linneberg.
”Hvis man kan sidde på kontoret og overvåge, hvordan patienterne har det, vil det potentielt kunne spare noget tid, som kan tage presset af personalet og bruges til andre opgaver. Og hvis man også vil kunne forkorte patienternes indlæggelsestid og antallet af genindlæggelser, vil man for alvor kunne spare penge. Det vil kræve en sundhedsøkonomisk evaluering af metoden med plasteret, hvis det skal vurderes, men det vil være oplagt at undersøge i et nyt studie,” siger Allan Linneberg.
Potentiale i hele sundhedsvæsenet
Allan Linneberg mener også, at søvnplasteret har potentiale til at kunne bruges i andre dele af sundhedsvæsenet.
”Plasteret har også en funktion, som angiver hvor patienterne befinder sig. Det ville være oplagt at bruge i forhold til demente, hvis man skal holde øje med, om de forlader deres bolig. For eksempel i kommunerne, hvor det kunne bruges til fjernmonitorering af demente på plejehjem eller i eget hjem”, siger Allan Linneberg.
Desuden er søvnplasteret allerede kommet i en ny version, der ydermere kan måle blodtryk, vejrtrækningsfrekvens og temperatur på patienterne.
”I den version vil plasteret også kunne bruges til at overvåge kritisk syge patienter på halv-intensive afdelinger som for eksempel akutmodtagelser, hvor man har brug for kontinuerlig overvågning af patienterne, som man ikke kan få, hvis man kun kigger til patienter for eksempel hver halve time.”
Allan Linneberg har modtaget honorar for konsulentarbejde for IMP Scandinavia.