Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

”Det er dejligt nyt. Vi har været spændte på at se data på samlet overlevelse (OS) for denne gruppe, og vi er bestemt ikke skuffede,” siger Christina Bjerre.

Nye data bekræfter: Keytruda-behandling før og efter operation øger overlevelsen ved en aggressiv form for brystkræft

Patienter med høj risiko for en aggressiv form for brystkræft (kaldet triple negativ brystkræft) lever længere, når de får Keytruda (pembrolizumab) sammen med kemoterapi før operation og fortsætter med Keytruda efter operation, hvilket lige nu er standardbehandling i Danmark. Det er en rigtig god nyhed, siger afdelingslæge Christina Bjerre.

”Det er dejligt nyt. Vi har været spændte på at se data på samlet overlevelse (OS) for denne gruppe, og vi er bestemt ikke skuffede,” siger Christina Bjerre, afdelingslæge på Rigshospitalets kræftafdeling.

Hun var til stede, da de opdaterede resultater fra fase III-studiet KEYNOTE-522 blev præsenteret på den europæiske kræftkongres ESMO2024.

Behandlingen har været standard i Danmark, siden Medicinrådet anbefalede den i februar 2023. Anbefalingen var baseret på tidlige data fra KEYNOTE-522, som fokuserede på overlevelse uden tilbagefald (EFS) og hvor mange patienter, der havde en komplet respons på behandlingen. Tilføjelsen af pembrolizumab til kemoterapi forbedrede både EFS og andelen af patienter med komplet respons, men de endelige overlevelsesdata, som nu er offentliggjort, manglede stadig dengang.

”Vi har ventet på at se, om den forbedrede EFS og den højere komplette respons-rate ved immunterapi præ- og post operativt ville udmønte sig i en reel overlevelsesgevinst hos patienterne. Nogle gange kan OS-resultaterne skuffe i sådanne studier, men det var ikke tilfældet her,” siger Christina Bjerre.

Mindre risiko for død

I KEYNOTE-522-studiet deltog 1.174 patienter med en form for brystkræft (triple negativ brystkræft), som endnu ikke havde spredt sig. De blev tilfældigt opdelt i to grupper, hvor den ene gruppe fik Keytruda sammen med kemoterapi før operation, og den anden gruppe fik placebo med kemoterapi. Efter operationen fortsatte de enten med Keytruda eller placebo i op til ni runder eller indtil deres kræft kom tilbage, eller bivirkningerne blev for alvorlige.

Studiet viste, at pembrolizumab forbedrede den samlede overlevelse markant.

Efter en gennemsnitlig opfølgningstid på lidt over 75 måneder viste data, at risikoen for at dø (HR) var 34 procent lavere for dem, der fik pembrolizumab, sammenlignet med dem, der fik placebo. Den 5-årige overlevelsesrate var 86,6 procent i Keytruda-gruppen sammenlignet med 81,7 procent i placebogruppen. For dem, der fik Keytruda, var den 5-årige overlevelse uden tilbagefald (EFS) 81,2 procent, mens den var 72,6 procent i placebogruppen.

Effekten af Keytruda var ens på tværs af de forskellige undergrupper, inklusive PD-L1-ekspression. Det betyder, at Keytruda virkede lige godt, uanset om kræftcellerne havde PD-L1-proteinet eller ej. PD-L1 er et protein, som kan gøre det sværere for immunsystemet at angribe kræftcellerne, men i dette studie forbedrede Keytruda overlevelsen for alle patienter, uanset om deres kræft udtrykte PD-L1-proteinet. Dette udvider behandlingsmulighederne til flere patienter.

Overlevelse uden komplet respons

I Danmark tilbyder man ikke adjuverende pembro ved TNBC, hvis patienten har opnået komplet respons med neoadjuverende pembro og kemoterapi. Medicinrådet har vurderet, at sandsynligheden for tilbagefald vil være så lille, at behandlingens potentielle gevinst ikke vil stå mål med prisen og med bivirkninger for patienten.

Derfor var det også interessant at se, om forskerne kunne præsentere data, der viste, at de patienter, som ikke havde opnået komplet respons, havde en reel overlevelsesfordel ved tillæg af adjuverende pembro, forklarer Christina Bjerre. Det blev bekræftet.

Christina Bjerre forklarer, at fordelene ved Keytruda er mest tydelige for de patienter, der ikke har haft fuld effekt af behandlingen før operation. Der er dog stadig en gruppe patienter med tilbageværende sygdom, som har en dårlig prognose, selv når de fortsætter med Keytruda efter operation, og for denne gruppe er der behov for at undersøge nye behandlingsmuligheder. Det er samtidig uklart, om Keytruda efter operation bør anvendes hos patienter, der allerede har haft fuld effekt af behandlingen før operation.

Tung bivirkningsprofil skal opvejes

I gruppen, der fik Keytruda, oplevede 77,1 procent alvorlige bivirkninger (grad 3-5), mens 73,3 procent af patienterne i placebogruppen oplevede samme niveau af bivirkninger. Desuden fik 35 procent af patienterne, der fik Keytruda, bivirkninger relateret til immunsystemet.

”Det er en bivirkningstung behandling, og effekten skal stå mål med den risikoen for alvorlige og i nogle tilfælde kroniske bivirkninger. Det er derfor helt afgørende, at vi er opmærksomme på at opspore og behandle bivirkninger og drøfte risikoen med patienterne” siger Christina Bjerre.

 

Dette er en lettere omskrevet version af artiklen
Længeventede data slår fast: Perioperativ Keytruda øger overlevelsen ved triple negativ brystkræft 
på Onkologisk Tidsskrift

Del artikler