Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Overlæge: Patienter med en sjælden type blodkræft bør behandles med vitamin A-syre plus arsenik

En ny behandling med vitamin A-syre (ATRA) og arsenik (ATO) forlænger tiden uden tilbagefald betydeligt hos patienter med en sjælden type blodkræft, APL, sammenlignet med den nuværende standardbehandling. Det viser de første resultater fra fase III-studiet APOLLO. Den nye behandlingsmetode vil ændre, hvordan vi behandler patienter herhjemme, siger overlæge Hans Beier Ommen.

Hvad er APL?

Højrisiko akut promyelocytleukæmi (APL) er en alvorlig og sjælden form for akut leukæmi, hvor kroppen producerer unormale hvide blodlegemer.

"Højrisiko" betyder, at sygdommen har en højere risiko for at blive alvorlig og kræver intensiv behandling.

APL kan føre til problemer med blødning og infektioner, da de unormale celler påvirker blodets evne til at størkne og bekæmpe infektioner.

Hurtig og effektiv behandling er vigtig for at forbedre chancerne for bedring.

I Danmark diagnosticeres cirka 15 nye patienter hvert år med APL, og heraf diagnosticeres en femtedel med højrisiko sygdom. 

Resultaterne fra APOLLO blev præsenteret ved det europæiske hæmatologiske selskab EHA’s årsmøde 2024 i midten af juni.

I dag bruges vitamin A-syre (ATRA) og arsenik (ATO) til patienter med mildere former for APL. APOLLO har undersøgt, om behandlingen også virker for patienter med en mere alvorlig form af sygdommen, der har et meget højt antal hvide blodlegemer. De første resultater viser, at behandlingen med ATRA og ATO også bør bruges til disse patienter, da det kan forbedre deres overlevelse.

”Vi har ventet på data med spænding. Der har været behov for at ændre behandlingen for APL-patienter med højrisiko sygdom, da især de ældre patienter tåler den nuværende standard dårligt. Jeg mener bestemt, at vi nu kan sige, at der er evidens for, at vitamin A-syre og arsenik er den rigtige førstelinjebehandling til højrisiko APL,” siger Hans Beier Ommen, overlæge på Afdeling for Blodsygdomme ved Aarhus Universitetshospital.

I abstractet konkluderes det, at der er behov for yderligere analyser af data fra APOLLO, førend ATRA-ATO kan implementeres som ny standard til højrisiko APL. Men det mener Hans Beier Ommen ikke er nødvendigt.

”Vi ser en signifikant forskel i den eventfrie overlevelse i de to arme til fordel for arsenik, og min umiddelbare vurdering er, at vi ikke kommer til at se så mange flere tilbagefald her et år efter endt behandling. Vi får ikke bedre evidens. Og i min optik er der ingen tvivl om, at resultaterne bør ændre praksis,” siger han. 

Tidligere ikke-randomiserede studier har vist, at vitamin A-syre og arsenik er en effektiv og sikker behandling til højrisiko APL-patienter, men hidtil har evidensen ikke været stærk nok til at implementere behandlingen. 

Ikke så vigtigt med OS

APOLLO undersøgte behandlinger for patienter (18-65 år) med nyopdaget alvorlig APL. Patienterne blev delt i to grupper: en fik vitamin A-syre (ATRA) og arsenik (ATO), og den anden fik ATRA sammen med kemoterapi (idarubicin, AIDA).

Patienterne i ATRA-ATO-gruppen fik kemoterapi på dag 1 og 3 samt daglige doser af ATO og ATRA indtil sygdommen ikke længere var aktiv, efterfulgt af fire serier ATO og syv serier ATRA som efterbehandling. Patienterne i ATRA-CHT-gruppen fik standard kemoterapi med AIDA og tre serier kemoterapi som efterbehandling.

Efter 31 måneder viste resultaterne, at 89 procent af patienterne i ATRA-ATO-gruppen overlevede uden tilbagefald efter to år, sammenlignet med 72 procent i ATRA-CHT-gruppen. Den samlede overlevelsesrate efter to år var 93 procent i ATRA-ATO-gruppen og 87 procent i ATRA-CHT-gruppen. Ingen patienter i ATRA-ATO-gruppen oplevede tilbagefald, mens seks patienter i ATRA-CHT-gruppen gjorde.

Resultaterne viser, at behandlingen med ATRA og ATO er mere effektiv og bør være den nye standardbehandling for patienter med alvorlig APL.

”OS (samlet overlevelse, red.) er ikke signifikant forskellig i de to arme. En del af forklaringen er formentlig, at patienter, som har fået recidiv efter at være blevet behandlet med kemoterapi, har fået arsenik. Vi så selvfølgelig helst, at OS var tydeligt bedre med vitamin A-syre og arsenik. Omvendt kan man sige, at vitamin A-syre plus arsenik er noget mildere behandling end kemoterapi, hvorfor den måske ikke behøver at vise markant bedre overlevelsesdata – det er egentlig tilstrækkeligt, at den ikke er effektmæssigt er dårligere,” siger Hans Beier Ommen.

Arsenik som behandling

Arsenik er normalt kendt som et stærkt giftstof, men i medicinske sammenhænge kan det også have terapeutiske egenskaber. I små, kontrollerede doser kan arsenik være effektivt til at behandle visse typer kræft, herunder akut promyelocytleukæmi (APL).

Arseniktrioxid (ATO) virker ved at fremkalde celledød i de kræftceller, der forårsager APL, og hæmmer deres evne til at vokse og dele sig. Når det bruges sammen med andre lægemidler som vitamin A-syre (ATRA), kan det hjælpe med at opnå en højere behandlingssucces og forbedre overlevelsen for patienter med denne sygdom.

Det er ikke postevand

Antallet af tidlige dødsfald var næsten ens i de to grupper; fem patienter døde tidligt i ATRA-ATO-gruppen og syv i ATRA-CHT-gruppen. De tidlige dødsfald skyldtes blødninger, alvorlige infektioner (sepsis), blodpropper (trombose) og lungesvigt. Ingen patienter døde, mens de var i bedring i ATRA-ATO-gruppen, mens tre patienter døde under bedring i ATRA-CHT-gruppen.

”APL er en sygdom, som især er farlig ved debut. Her er risiko for død størst – og især ved højrisiko APL. Man kunne have forestillet sig, at det var nødvendigt at behandle med kemoterapi hos højrisikopatienter for at få kontrol over deres sygdom og forhindre tidlige dødsfald. Men data viser, at det ikke er mere effektivt at give kemoterapi end arsenik,” siger Hans Beier Ommen.    

”Det skal tilføjes, at patienterne i arsenik-armen jo får to serier kemoterapi som induktion for at få bragt den høje koncentration af hvide blodlegemer ned, inden behandlingen med arsenik påbegyndes. Den strategi har vi også anvendt i de tilfælde, hvor vi har givet arsenik off-label til ældre patienter med højrisiko APL.”

Sikkerhedsanalysen fra APOLLO pågår fortsat, men det bekymrer ikke Hans Beier Ommen, at der endnu ikke er sat det sidste punktum i analysen.

”Vi ved meget om toksicitetsprofilen fra behandlingen af lav- og mellemrisiko APL-patienter. Arsenik er ikke postevand. Der er en del bivirkninger til behandlingen, som de ældre patienter over 70 år kan have svært ved at tolerere. Men der er ingen tvivl om, at de tåler behandlingen med vitaman A-syre og arsenik bedre end de tåler kemoterapi,” siger han. 

APOLLO blev afbrudt før tid i august 2022 grundet langsom inklusion under COVID-19-pandemien og mangel på lægemidler reserveret til studiet. Vedligeholdelsesbehandling samt observation pågår fortsat.

 

 

Denne artikel er en omskrevet version af artikel bragt på Hæmatologisk Tidsskrift:

Overlæge om APOLLO: Vitamin A-syre plus arsenik bliver ny standard til højrisiko APL

EHA2024

Del artikler