Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

”Resultatet er jo overordentligt positivt, og jeg er helt enig i konklusionerne: Fremover bliver vi nødt til at teste patienter med fremskreden NSCLC af ikke-planocellulær type for RET-ændringer,” siger Jens Benn Sørensen.

Overlæge: Nyt middel kan blive ny hovedbehandling for sjælden type lungekræft

Lægemidlet Retsevmo (selpercatinib) har vist sig at være særligt effektivt for en sjælden type  lungekræft kaldet RET-fusionspositiv ikke-planocellulær ikke-småcellet lungekræft (NSCLC). Overlæge Jens Benn Sørensen mener, at nye resultater er så overbevisende, at de kan føre til ændringer i, hvordan man normalt behandler denne type lungekræft.

Sammenlignet med den behandling, man normalt ville give til denne type kræft, kan Retsevmo mere end fordoble den tid, en patient lever, uden at sygdommen forværres (PFS). 

UJens Benn Sørensen udtalelse følger efter, at de første resultater fra det længeventede internationale fase III-studie LIBRETTO-431 blev præsenteret på den europæiske kræftkongres ESMO 2023.

”Resultatet er jo overordentligt positivt, og jeg er helt enig i konklusionerne: Fremover bliver vi nødt til at teste patienter med fremskreden NSCLC af ikke-planocellulær type for RET-ændringer,” siger Jens Benn Sørensen, overlæge på Rigshospitalets onkologiske afdeling.

Et tidligere fase II-studie havde i forvejen indikeret en positiv effekt af behandlingen, og lungeonkologerne har ventet på fase III-resultaterne, så behandlingen forhåbentlig kan blive anbefalet af Medicinrådet som ny standard i første linje. Lige nu er behandlingen anbefalet i anden linje mod RET-muteret NSCLC og mod medullær kræft i skjoldbruskkirtlen.

”Vi har længe gerne ville give behandlingen up-front til ubehandlede NSCLC-patienter, da det ser ud til, at behandlingen har en betydelig effekt. Nu har vi det så bekræftet i et fase III-studie, som underbygger en betydelig klinisk værdi ved selpercatinib. Det kan blive praksisændrende, hvis altså Medicinrådet vurderer, at prisen er den rette,” siger Jens Benn Sørensen.

Mere end fordoblet PFS

I LIBRETTO-431 sammenlignede forskerne effekten af selpercatinib med en almindelig kemoterapi for NSCLC. Undersøgelsen havde 261 patienter fra 23 forskellige lande.

Resultaterne viste, at patienter, der fik selpercatinib, levede længere uden at deres kræft blev værre, sammenlignet med dem, der fik den almindelige kemoterapi. For eksempel, i en af grupperne, levede patienterne i gennemsnit 24,8 måneder uden at kræften blev værre med selpercatinib, mens det kun var 11,2 måneder med den almindelige kemoterapi.

Derudover viste selpercatinib også bedre resultater i andre målinger, som hvor mange patienter, der reagerede på behandlingen, og hvor længe denne reaktion varede. Særligt bemærkelsesværdigt var det, at selpercatinib var bedre til at forhindre kræft i at sprede sig til hjernen.

Patienter skal genomsekventeres

Forskerne mener, at det er vigtigt at lave en grundig gen-test, når man først finder ud af, at en person har NSCLC. Denne test kan hjælpe med at bestemme den bedste behandling. Jens Benn Sørensen er enig i denne anbefaling.

”Vi har for nylig aftalt med patologisk afdeling på Rigshospitalet, at NSCLC-patienter skal have NGS (’next generation sequencing’, red.) af både DNA og RNA, hvis de har et sygdomsstadium højere end T1N0M0 – det vil sige de mindste operable tumorer – for at kunne finde alle patienter, som har tumorer med behandlelige genomiske forandringer,” siger han.

NSCLC er sjælden. Kun omkring en procent af lungekræftpatienterne har denne variant. Men for dem, der har den, og som er i god fysisk form (kaldet en 'performance status' på 0-1), kan denne information være meget vigtig, ifølge Jens Benn Sørensen.

”Vi går fra en PFS på 11 måneder til 24 måder. På baggrund af det resultat bør man anbefale behandlingen til NSCLC,” siger han og fortsætter:

”Der mangler stadig data på samlet overlevelse (OS), og det bliver spændende at se dem. Men vi ser ind imellem at nye lægemidler kan godkendes på PFS alene, og det kan jeg sagtens forestille mig kan ske i denne sammenhæng, da PFS er høj-signifikant længere med selpercatinib. Derudover er OS ikke altid det bedste endemål ved førstelinjebehandlinger, da der kan være flere andre behandlinger efterfølgende, som kan påvirke resultatet.”

esmo23