Næsten fire ud af fem patienter var i live efter to år, når de fik en ny kombinationsbehandling mod blærekræft. Ifølge forskernes beregning var overlevelsen 78 procent mod 69 procent i gruppen, som fik kontrolbehandlingen.
Set over den tid, patienterne blev fulgt, var risikoen for at dø 42 procent lavere med den nye behandling. Forskellen i andelen, der var i live efter to år, var ni procentpoint.
Resultaterne kommer fra det store internationale studie VOLGA, som blev præsenteret på den europæiske kræftkongres ESMO 2026.
For Andreas Carus, ledende overlæge på Afdeling for Kræftbehandling ved Aalborg Universitetshospital, er det særligt interessant, at patienterne opnåede resultaterne med en mindre omfattende efterbehandling end i et andet stort studie af blærekræft.
VOLGA omfattede 695 patienter med muskelinvasiv blærekræft. Det betyder, at kræften var vokset ind i muskellaget i blærevæggen. Patienterne kunne enten ikke få kemoterapi med stoffet cisplatin eller havde sagt nej til den.
Ved lodtrækning blev patienterne fordelt på tre grupper. I den gruppe, hvor forskerne fandt en tydelig overlevelsesgevinst, fik 233 patienter først to lægemidler: Padcev, som indeholder enfortumab vedotin, og Imfinzi, som indeholder durvalumab.
Enfortumab vedotin består af et antistof med et kræftdræbende stof koblet på. Antistoffet binder sig til bestemte proteiner på kræftcellerne og hjælper med at føre det kræftdræbende stof ind i dem. Durvalumab er immunterapi, som hjælper kroppens immunforsvar med at angribe kræften.
Behandlingsplanen var først medicin, derefter en operation for at fjerne blæren og til sidst immunterapi alene. Enfortumab vedotin indgik altså kun før operationen.
Kontrolgruppen på 229 patienter skulle have fjernet blæren og derefter følges med kontroller eller have en efterbehandling, som var godkendt lokalt.
Resultaterne rejser spørgsmål om efterbehandlingen
Andreas Carus sammenligner VOLGA med studiet KEYNOTE-905, som blev præsenteret året før. Her fik patienterne også enfortumab vedotin sammen med immunterapi før operationen, men de fortsatte med begge lægemidler bagefter.
Immunterapien var dog forskellig: I VOLGA fik patienterne durvalumab, mens de i KEYNOTE-905 fik pembrolizumab, som sælges under navnet Keytruda.
Efter to år var 79,7 procent i live i den behandlede gruppe i KEYNOTE-905 mod 78 procent i VOLGA. De næsten ens tal får Andreas Carus til at overveje, om nogle patienter kan undvære enfortumab vedotin efter operationen, hvis behandlingen giver dem betydelige bivirkninger.
Studierne har dog ikke sammenlignet de to behandlingsforløb direkte. Tallene beviser derfor ikke, at det er lige så effektivt at stoppe enfortumab vedotin ved operationen som at fortsætte bagefter.
Andre resultater var heller ikke ens. I KEYNOTE-905 fandt man ingen levende kræftceller i det undersøgte væv fra operationen hos 57,1 procent af patienterne. I VOLGA var andelen 45 procent. At der ikke findes kræftceller i vævet, er et godt tegn, men er ikke i sig selv en garanti for, at kræften er helbredt.
Andreas Carus mener ikke, at forskellene nødvendigvis afspejler, at den ene kombination virker bedre end den anden. Han lægger især vægt på, at overlevelsen efter to år ligger tæt.
Færre tilfælde af tilbagefald og anden forværring
I VOLGA målte forskerne også, hvor mange der var i live uden, at bestemte alvorlige hændelser var indtruffet. Det omfattede tilbagefald efter operationen, forværring hos patienter, der ikke blev opereret, eller at operationen ikke blev gennemført, selv om der stadig var kræft.
Efter to år gjaldt det ifølge forskernes beregning 64 procent af patienterne med enfortumab vedotin og durvalumab mod 45 procent i kontrolgruppen.
Samlet var risikoen for en af hændelserne eller død 49 procent lavere med kombinationsbehandlingen.
Nerveskader kan få betydning i mange år
Enfortumab vedotin kan blandt andet give nerveskader, også kaldet neuropati. De kan eksempelvis vise sig som prikken, følelsesløshed eller smerter i hænder og fødder og kan i nogle tilfælde blive vedvarende.
Andreas Carus fremhæver derfor, at lægerne skal reagere hurtigt og sænke dosis, hvis patienterne udvikler tegn på nerveskader. I VOLGA blev neuropati registreret hos 18 procent, mens 0,4 procent havde svære symptomer.
”Det er patienter, vi forsøger at helbrede, og som forhåbentlig skal leve i mange år.”
Derfor bør man efter Andreas Carus’ vurdering ikke presse behandlingen igennem på bekostning af senfølger, som patienterne risikerer at leve med længe efter kræftbehandlingen.
Med enfortumab vedotin og durvalumab i VOLGA fik 30 procent svære eller livstruende behandlingsrelaterede bivirkninger, betegnet grad 3-4. I KEYNOTE-905 fik 45,5 procent bivirkninger af grad 3 eller højere, en opgørelse, som også omfatter dødelige bivirkninger.
Opgørelserne dækker altså ikke helt samme sværhedsgrader og stammer fra to forskellige studier. De kan derfor ikke bruges til præcist at fastslå, hvor meget mindre belastende det ene behandlingsforløb er.
Dansk afgørelse ventes i januar
Andreas Carus forventer, at enfortumab vedotin sammen med pembrolizumab bliver den første af de nye behandlinger før og efter operation, som indføres i Danmark til patientgruppen.
Medicinrådet vurderer kombinationen til patienter, som ikke er egnede til cisplatinbaseret kemoterapi. Rådet forventer at træffe beslutning den 27. januar 2027.
Hvis behandlingen bliver anbefalet, mener Andreas Carus, at VOLGA allerede kan få betydning for lægernes overvejelser om efterbehandlingen. Hos en patient, som er svækket efter at have fået fjernet blæren, vil han være mindre bekymret for at undlade enfortumab vedotin eller hurtigt trappe behandlingen ned og fortsætte med immunterapi alene.
Omvendt vil han fortsat give begge lægemidler til en patient i god fysisk tilstand, hvis der stadig var meget kræft i det væv, som blev fjernet ved operationen, og risikoen for tilbagefald er høj.
Et tredje lægemiddel gav flere bivirkninger
I VOLGAs tredje gruppe fik 233 patienter den samme behandling med enfortumab vedotin og durvalumab, men med yderligere en slags immunterapi, tremelimumab, før og efter operationen.
Også den behandling gav bedre resultater end kontrolbehandlingen, når forskerne så på det samlede mål for tilbagefald, andre alvorlige hændelser og død. Efter to år var 60 procent i live uden en af de hændelser mod 45 procent i kontrolgruppen.
Der var dog endnu ikke en sikker forskel i overlevelsen sammenlignet med kontrolgruppen. Samtidig fik 42 procent svære eller livstruende behandlingsrelaterede bivirkninger mod 30 procent blandt dem, der fik enfortumab vedotin og durvalumab uden tremelimumab.
Resultaterne viste dermed ikke en ekstra gevinst ved at føje tremelimumab til behandlingen. Andreas Carus ser dem som endnu et argument imod at bruge to slags immunterapi samtidig ved blærekræft.
Artiklen er en omskrevet version af artiklen Ny og mindre tung blærekræftbehandling giver stor overlevelsesgevinst på Onkologisk Tidsskrift
