Ny tabletbehandling mod kronisk nældefeber anbefales i EU
Skrevet af Signe Juul Kraft den . Skrevet i Behandlinger.
Kronisk spontan urticaria er en hudsygdom med tilbagevendende nældefeber og kløe, som opstår uden en tydelig ydre årsag og kan stå på i måneder eller år.
Anbefalingen blev truffet den 26. februar i EMA’s udvalg for lægemidler til mennesker, CHMP.
Rhapsido er målrettet patienter, som ikke har tilstrækkelig effekt af almindelig behandling med antihistaminer, der ellers er førstevalg ved sygdommen.
Behandlingen skal startes af læger med erfaring i at diagnosticere og behandle kronisk spontan urticaria.
Rhapsido tilhører en gruppe lægemidler kaldet BTK-hæmmere. De virker ved at dæmpe aktiviteten i bestemte immunceller, blandt andet mastceller og basofile celler, som spiller en central rolle i sygdommen.
Når cellerne aktiveres, frigiver de histamin og andre signalstoffer, som giver kløe og de karakteristiske hævelser i huden. Behandlingen hæmmer den proces og reducerer dermed symptomerne.
Effekten er blandt andet målt med en samlet score for sygdomsaktivitet over en uge, UAS7, hvor patienter i studier havde en tydelig forbedring efter 12 ugers behandling sammenlignet med placebo. Resultaterne stammer fra to større kliniske studier, hvor hverken patienter eller behandlere vidste, hvem der fik aktiv behandling.
De hyppigste bivirkninger er infektioner i de øvre luftveje, herunder forkølelse og influenza.
Yderligere oplysninger om brugen af Rhapsido vil fremgå af det officielle produktresumé, når Europa-Kommissionen har givet den endelige godkendelse.