
Medicinrådet: Ny tablet bliver billigste behandling mod kronisk migræne
Medicinrådet har opdateret sin vurdering af medicin til forebyggelse af kronisk migræne. For første gang er en tablet, atogepant, blevet ligestillet med de fire eksisterende sprøjte- og dropbehandlinger. Analysen viser, at tabletbehandlingen er forbundet med de laveste samlede behandlingsudgifter.
Alle fem lægemidler, som Medicinrådet nu har vurderet, tilhører samme medicintype: CGRP-hæmmere. CGRP er et signalstof i hjernen (Calcitonin Gene-Related Peptide), som mange hovedpinelæger mener spiller en central rolle i udviklingen af migræneanfald. Når stoffet frigives, udvider blodkarrene sig, og smertebaner i hjernen bliver overaktive. CGRP-hæmmere blokerer for dette signal og kan derfor forhindre migræneanfald hos nogle patienter.
Fire af lægemidlerne – erenumab, fremanezumab, galcanezumab og eptinezumab – er monoklonale antistoffer, der gives som sprøjte (under huden) eller drop (i en blodåre). Atogepant er anderledes: Det er en tablet, som virker på samme signalvej, men tages som tablet i stedet for sprøjte eller drop. Det gør behandlingen enklere for mange patienter.
Ingen forskel i effekt – kun i pris og praktiske forhold
I Medicinrådets nye opsummering af evidensgennemgangen konkluderes det, at der ikke er dokumenteret klinisk betydende forskelle i effekt eller sikkerhed mellem de fem lægemidler. De placeres derfor alle i kategorien ”Anvend” – det vil sige, at de kan bruges som førstevalg til størstedelen af patienterne.
Det betyder, at forskellen ikke ligger i, hvor godt medicinen virker, men i hvordan den gives, og hvor mange ressourcer behandlingen kræver.
Medicinrådets nye omkostningsanalyse viser, at tabletbehandlingen atogepant har de laveste samlede behandlingsrelaterede omkostninger: 8.757 kroner over 40 måneder. De tre sprøjtebehandlinger (erenumab, fremanezumab og galcanezumab) ligger lidt højere med 9.844 kroner, mens dropbehandlingen eptinezumab er langt dyrere med 19.652 kroner.
