”Ibrutinib monoterapi var den første targeterede behandling til CLL, og vi har været rigtig glade for den. Det virkede meget bedre end kemoimmunterapi. Nu kommer der en kombination, som viser sig at være endnu bedre. Det ser rigtig godt ud,” siger Christian Bjørn Poulsen.
Ny kombinationsbehandling hjælper patienter med kronisk blodkræft til at leve længere
EHA: Patienter med den kroniske blodsygdom CLL lever længere og har mindre risiko for tilbagefald, hvis de får en ny kombination af to målrettede kræftmidler, frem for traditionel kemoterapi eller ældre standardbehandling. Det viser nye resultater fra et stort britisk studie, som blev præsenteret på den internationale hæmatologikongres EHA.
CLL, kronisk lymfatisk leukæmi, er en langsomt udviklende kræftsygdom, der opstår i de hvide blodlegemer. Sygdommen rammer især ældre og kan i starten være uden symptomer. Men over tid svækkes immunforsvaret, og patienterne kan få alvorlige infektioner og andre komplikationer. Behandling gives, når sygdommen begynder at udvikle sig.
I mange år har man brugt enten kemoterapi eller et enkelt målrettet lægemiddel som behandling. Men nu viser nye tal, at en kombination af to nyere kræftmidler kan give patienterne bedre chance for overlevelse.
De to lægemidler, der er brugt i kombination, hedder ibrutinib og venetoclax. De virker på hver sin måde ved at forstyrre kræftcellernes signaler og evne til at overleve. Ibrutinib er kendt som Imbruvica og har været brugt i flere år som en effektiv behandling. Venetoclax – også kendt som Venclyxto – er en nyere type medicin, der kan få kræftcellerne til at dø naturligt.
I det britiske FLAIR-studie, som netop er blevet præsenteret på EHA 2025, har forskerne testet kombinationen af de to lægemidler hos patienter, der endnu ikke har fået behandling for CLL.
Forskningen viser tydelig fordel
I alt 786 patienter deltog i studiet og blev fordelt i tre grupper. Den ene gruppe fik den gamle kombination af kemoterapi og antistofbehandling (kendt som FCR), den anden gruppe fik kun ibrutinib, og den tredje fik kombinationen af ibrutinib og venetoclax. Patienter med en særlig aggressiv form for CLL (med en genforandring i TP53-genet) var ikke med i forsøget.
Efter fem år havde 96,2 procent af patienterne i kombinationsgruppen overlevet. Det samme gjaldt for 91,3 procent af dem, der kun fik ibrutinib, og 88,2 procent af dem, der fik kemoterapi. Det betyder, at patienterne i kombinationsgruppen i højere grad er i live og har haft et bedre sygdomsforløb.
Overlæge Christian Bjørn Poulsen fra Sjællands Universitetshospital har fulgt studiet tæt. Han siger:
"Studiet understøtter, at de nye behandlinger er væsentlig bedre end kemioimmunterapi. RFC-armen klarer sig rigtig dårligt."
Han hæfter sig især ved, at den nye kombination ikke blot slår kemoterapien, men også den ellers populære ibrutinib alene:
"Ibrutinib monoterapi var den første targeterede behandling til CLL, og vi har været rigtig glade for den. Det virkede meget bedre end kemoimmunterapi. Nu kommer der en kombination, som viser sig at være endnu bedre. Det ser rigtig godt ud,” siger Christian Bjørn Poulsen.
Snart farvel til kemoterapi?
Christian Bjørn Poulsen mener, at resultaterne er så tydelige, at den gamle kemoterapibehandling bør udgå helt fra Medicinrådets anbefalinger. Han siger:
"FLAIR-studiet understreger, at afstanden fra I+V til FCR er kæmpestor. Kemo bør ikke gives til de her patienter, og det er på tide at skrive det ud af Medicinrådets anbefalinger."
Kemoterapien, FCR, er i dag kun anbefalet til en lille gruppe patienter uden visse genforandringer, men selv i denne gruppe er den nye behandling langt bedre, påpeger han.
Han venter nu på resultaterne fra et andet stort studie, CLL17, som direkte sammenligner ibrutinib alene med to kombinationer: I+V og venetoclax plus obinutuzumab (V+O). I Danmark er V+O allerede førstevalg for over 70 procent af patienterne. Hvis CLL17 når frem til samme konklusion som FLAIR, kan det betyde, at også ibrutinib alene bliver udfaset:
"Hvis CLL17-studiet understøtter resultaterne fra FLAIR, og det dermed viser sig, at I+V giver en overlevelsesgevinst over for ibrutinib, så bliver vi nok nødt til at dømme ibrutinib monoterapi ude."
Behandlingen kan tilpasses den enkelte
En vigtig pointe i FLAIR-studiet er, at patienterne i kombinationsgruppen ikke alle fik samme varighed af behandling. I stedet brugte forskerne en metode kaldet MRD-måling. Det står for minimal restsygdom og betyder, at man undersøger, hvor mange kræftceller der er tilbage i kroppen efter behandling. Hvis patienterne var MRD-negative, altså uden målbare kræftceller, kunne de stoppe behandlingen.
"Det er et meget elegant studie, som er designet ud fra tanken om, at de nye stoffer er meget effektive, men behøver man give samme dosis til alle patienter? Kan man identificere grupper, som profiterer af mere eller mindre behandling? Man har valgt en risikoadapteret tilgang baseret på MRD-målinger, hvilket vi er mange, som synes er en rigtig god idé. Man sparer patienterne for en masse behandling og toksicitet, og man sparer penge."
I Danmark er MRD-målinger endnu ikke en del af standardbehandlingen, men det bør det være, mener han:
"Det er noget, vi kigger rigtig meget på, og vi har talt meget om, at det bør blive standard på de enkelte centre. Studiet her understøtter, at vi må bede om at få tildelt ressourcer, så vi kan lave MRD-målinger. Alt tyder på, at det er fremtidens måde at guide behandlingen på, både af hensyn til patienter og til økonomien."
Færre bivirkninger og dødsfald med kombinationen
Studiet viser også, at kombinationsbehandlingen ikke bare virker bedre, men også er mere skånsom. Der blev rapporteret færre alvorlige bivirkninger i kombinationsgruppen end i kemoterapigruppen, og patienterne havde lavere risiko for både infektioner og nye kræftsygdomme. Også antallet af patienter, der døde under forsøget, var lavest i gruppen, der fik I+V.
Alt i alt peger tallene på, at fremtiden for behandling af CLL er ved at ændre sig – til gavn for både patienterne og sundhedsvæsenet.
Artiklen er en omskrevet version af artiklen Nye overbevisende ibrutinib-venetoclax-data dømmer kemoimmunterapi helt ude ved CLL på Hæmatologisk Tidsskrift
