Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Overlæge: Studie bliver praksisændrende for behandling af mavekræft

ASCO: For første gang viser en stor international undersøgelse, at immunterapi kan være effektiv for patienter med kræft i mavesækken eller overgangen mellem spiserør og mave, som stadig kan opereres. Når immunterapi gives i kombination med kemoterapi både før og efter operationen, forbedres patienternes sygdomsforløb markant.

Det viser resultater fra det såkaldte MATTERHORN-studie, som blev præsenteret på den amerikanske kræftkongres ASCO 2025. Immunterapien, der blev brugt i forsøget, hedder Imfinzi (durvalumab).

Rigshospitalet, Aalborg Universitetshospital og Odense Universitetshospital har alle haft danske patienter med i studiet.

”Det er virkelig spændende resultater, som jeg forventer bliver praksisændrende,” siger Lene Bæksgaard, overlæge på Rigshospitalets Afdeling for Kræftbehandling. Rigshospitalet har sammen med Aalborg Universitetshospital og Odense Universitetshospital inkluderet danske patienter i studiet.

Hun forklarer, at forsøget er sammenlignet med den nuværende standardbehandling, hvor patienterne får kemoterapi før og efter operationen. Her får lidt over halvdelen tilbagefald inden for to år. Derfor er der behov for nye behandlinger, og det er her, immunterapi ser ud til at gøre en forskel.

MATTERHORN er det første store studie, der viser effekt af immunterapi i kombination med kemoterapi til patienter med sygdom, der endnu ikke har spredt sig og stadig kan opereres.

Patienterne levede længere uden tilbagefald

Studiet omfattede 948 patienter med en særlig type mavekræft (adenokarcinom) og kræft ved overgangen mellem mave og spiserør. Alle patienterne fik fire omgange kemoterapi (to før og to efter operationen) og blev derudover tilfældigt inddelt i to grupper: Den ene fik durvalumab, den anden fik snydemedicin (placebo). Behandlingen blev givet hver fjerde uge i alt ti gange efter operationen.

Ved opfølgning efter godt 2,5 år viste resultaterne, at der var færre tilfælde, hvor sygdommen vendte tilbage eller udviklede sig, i gruppen, der fik durvalumab. Det kaldes eventfri overlevelse (EFS), og det er et vigtigt mål i kræftforskning, fordi det viser, hvor længe patienten klarer sig uden forværring.

Risikoen for sygdomsforværring var 29 procent lavere med durvalumab sammenlignet med placebo. Efter to år var knap 68 procent i durvalumab-gruppen fortsat sygdomsfri, mens det samme kun gjaldt 58,5 procent i kontrolgruppen.

”Det er meget overbevisende EFS-data med en hazard ratio på 0,71, og det ser ud, som om der er effekt i alle subgrupper. PD-L1-ekspression synes ikke at være prædiktivt for effekt, der var dog kun en lille andel af PD-L1-negative,” siger Lene Bæksgaard.

PD-L1 er et protein, man kan måle på kræftceller. Det bruges nogle gange til at forudsige, om immunterapi vil virke, men i dette studie havde det ikke stor betydning.

Der var også en tendens til, at patienterne levede længere i gruppen, der fik durvalumab, men tallene er endnu for usikre til at drage endelige konklusioner. De endelige data kommer senere.

Ingen ekstra bivirkninger eller forsinkelser

En vigtig pointe er, at tilføjelsen af immunterapi ikke gjorde det sværere at operere patienterne, og det gav ikke flere alvorlige bivirkninger.

”Det er meget vigtigt, at behandlingen ikke øger risikoen for postoperativ morbiditet eller mortalitet, eller at patienterne ikke når frem til operation. Behandlingen ser sikker ud, bivirkningerne er som forventet,” siger Lene Bæksgaard.

Tidligere resultater i 2023 viste, at flere patienter opnåede komplet respons – altså at der ikke kunne findes kræftceller i det fjernede væv – når de fik durvalumab.

Flere studier på vej

MATTERHORN er ét ud af flere forsøg, der i øjeblikket undersøger, om immunterapi kan forbedre resultatet af operation for mavekræft. I forsøget KEYNOTE-585 gav man en anden immunterapi, pembrolizumab (Keytruda), sammen med kemoterapi. Her så man også flere komplette responser, men der var ikke nogen forbedring i eventfri overlevelse. Et andet studie, DANTE, undersøger effekten af en tredje immunterapi, atezolizumab (Tecentriq), og her har de første resultater også vist positiv effekt på antallet af komplette responser.

 

Artiklen er en omskrevet version af artiklen Overlæge: MATTERHORN-studiet bliver praksisændrende for behandling af mavekræft på Onkologisk Tidsskrift

 

asco25