
Mange af de nye brugere bor på plejehjem.
Fald i brugen af antipsykotisk medicin til mennesker med demens
Brugen af antipsykotisk medicin til mennesker med demens er faldet markant i Danmark.
Selv om det samlede antal brugere af antipsykotika i Danmark er steget de seneste ti år, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen, at forbruget blandt mennesker med demens er faldet. Ifølge en ny rapport, er andelen af demenspatienter, der har fået udskrevet antipsykotisk medicin, gået fra cirka 20 procent i 2014 til 17,8 procent i 2024. Hvis man ser bort fra medicin, som primært bruges til at lindre symptomer hos døende patienter, er andelen faldet til cirka 15 procent.
Udviklingen skyldes, at langt flere patienter i dag kun får medicinen i kort tid. Derfor er det samlede antal personer, der får medicinen på samme tid, blevet mindre, selv om flere starter op i behandling. Antallet af nye brugere er nemlig steget med 47 procent på ti år, fra cirka 1.700 personer i 2014 til cirka 2.500 personer i 2024. Brugen af medicinen haloperidol, som bruges til at lindre uro hos døende patienter, er samtidig steget.
"Det er spændende nyt og en meget positiv udvikling. Samtidigt giver det et betydeligt bedre indblik i, hvordan forbruget fordeler sig. Det ser ud til, at brugen af antipsykotika i høj grad retter sig mod lindring i livets sidste fase, hvilket er positivt. Vi glæder os til at se nærmere på de nye tal, som bidrager til, at vi kan målrette vores indsatser," siger Nanna Skovgaard, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.
Mange af de nye brugere bor på plejehjem. Næsten 40 procent dør inden for en måned efter, at de er startet i behandling, og 83 procent af disse får haloperidol. To ud af tre nye brugere er 80 år eller ældre.
Thomas Gorlén, praktiserende læge og plejehjemslæge, siger til Sundhedsstyrelsen, at han er glad for, at der er en nedgang i forbruget af antipsykotisk medicin.
"Det her handler om et stærkt samarbejde lokalt mellem læger og medarbejdere i plejen. Tillid og dialog mellem pleje og læge er afgørende for at skabe større trivsel hos mennesker med demens. Samtidig glæder det mig at få dokumenteret, at medicinen ordineres efter anbefalinger, hvis patienten udvikler lidelsesfyldt uro i livets sidste fase."
I 2023 havde næsten 70 procent af nye brugere fået medicinen i under tre måneder, mens cirka 15 procent var i behandling i over et år. Det er et tydeligt fald fra 2015, hvor cirka 30 procent fik medicinen i over et år.
Den Nationale Demenshandlingsplan har som mål, at brugen af antipsykotika til mennesker med demens skal halveres inden 2025 gennem bedre pleje og behandling samt tættere samarbejde mellem læger og plejehjem.
Andel af demente over 65 år, som får antipsykotika, pr. region
Kilde: Lægemiddelstatistikregisteret, Register for Udvalgte Kroniske Sygdomme og svære psykiske lidelser (RUKS) og CPR-registeret, Sundhedsdatastyrelsen.