
Medicinrådets forperson Birgitte Klindt Poulsen og næstforperson Jannick Breum deltog i onsdagens møde, hvor to nye behandlinger blev anbefalet. Arkivfoto: Medicinrådet
Medicinrådet siger ja til ny kræftmedicin – men udsætter to andre sager
Beskedne to anbefalinger om ny medicin blev det til på Medicinrådets møde onsdag. Behandling af to lægemidler – Trodelvy mod metastasisk triple-negativ brystkræft og Litfulo mod svær pletskaldethed – blev nemlig udsat, og en behandlingsvejledning til psoriasis og psoriasis med ledgener færdigbehandles skriftligt.
Ja til middel mod blærekræft
Medicinrådet anbefaler nu, at en ny medicin – erdafitinib – kan bruges til behandling af voksne med fremskreden urinvejskræft, hvor sygdommen har spredt sig i kroppen. Det gælder dog kun for en lille gruppe patienter, som både har en særlig genetisk forandring i deres kræft (FGFR3-mutation), tidligere har fået immunterapi, og som ikke kan få eller tåler den almindelige kemoterapi med platin.
Ifølge Medicinrådets vurdering kan erdafitinib forlænge patienternes liv sammenlignet med den nuværende standardbehandling, vinflunin. Patienterne kan også have gavn af behandlingen i længere tid, før sygdommen igen forværres. Bivirkningerne er forskellige for de to behandlinger – erdafitinib kan give øjenproblemer og diarré, mens vinflunin oftere medfører kvalme og lavt antal blodlegemer. Der er dog ikke tegn på, at den nye behandling samlet set giver flere alvorlige bivirkninger.
Behandlingen med erdafitinib er væsentligt dyrere end vinflunin. Alligevel vurderer Medicinrådet, at prisen er rimelig i forhold til den ekstra effekt, behandlingen ser ud til at have. Samlet set er effekten tilstrækkeligt dokumenteret, og rådet mener derfor, at behandlingen kan være et godt tilbud til denne særlige patientgruppe.
Da det kun er patienter med en bestemt genetisk profil, der kan have gavn af behandlingen, skal der foretages en test for FGFR3-mutation, før man går i gang. Medicinrådet anbefaler desuden, at behandlingen kun bruges til patienter i god almen tilstand (performance status 0–1), og at der er særlig opmærksomhed, hvis patienten har andre sygdomme, som for eksempel nedsat nyrefunktion.
Udsættelser
Ritlecitinib (Litfulo) mod svær pletskaldethed (Alopecia areata) blev udsat til 21. maj. Der er clock-stop i sagen, da Medicinrådet ønsker yderligere præcisering af opstart, monitorering og seponering.
Læs mere om udsættelsen af Trodelvi mod metastasisk triple-negativ brystkræft herunder:

