Bliver den afledte affekt af forslaget, at omskæring af kvinder tillades efter at have været forbudt siden 2003, får forslagsstillerne ikke opbakning fra et eneste parti i Folketinget. Det vurderer formand for Folketingets Sundhedsudvalg, Liselott Blixt .

Borgerforslag vil tillade omskæring af kvinder

Et forslag om en mindstealder ved omskæring har mistet støtten fra Naser Khader fra De Konservative og Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti. De vil have ændret forslaget, hvis de skal støtte det.

De to politikere har ombestemt sig, efter de har opdaget, at forslagets formulering vil lovliggøre omskæring af kvinder over 18 år. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Borgerforslaget har indtil videre indsamlet ca. 46.200 ud af de 50.000 underskrifter, som der kræves, før Folketinget skal behandle det.

Men bliver den afledte affekt af forslaget, at omskæring af kvinder tillades efter at have været forbudt siden 2003, får forslagsstillerne ikke opbakning fra et eneste parti i Folketinget. Det vurderer formand for Folketingets Sundhedsudvalg, Liselott Blixt (DF), der selv har været tilhænger af et omskæringsforbud.

Heller ikke De Konservatives værdiordfører, Naser Khader, som offentligt har talt for en 18-års-grænse for omskæring, vil støtte forslaget, som det står.

"Kvindelig omskæring smadrer kvinders seksualitet og gør også fødsler meget vanskelige. Derfor vil jeg have den del ud, der legaliserer kvindeomskæring, før jeg stemmer for det," siger Naser Khader til Kristeligt Dagblad.

Faglige vurderinger fra Sundhedsstyrelsen har påvist, at omskæring af kvinder kan give urinvejsproblemer og sexologiske problemer.

Læge Morten Frisch, som er en af stillerne bag det omtalte borgerforslag, står ved, at forslaget vil legalisere omskæring af voksne kvinder, der selv ønsker det.

"Selv om det er sjældent, så findes sådanne kvinder faktisk, og det er formynderisk at forbyde dem det," siger han til Kristeligt Dagblad.

Han er dog åben for at ændre i borgerforslaget, så det kun forbyder omskæring på drenge under 18 år og ikke samtidig tillader kvindeomskæring.

Tags: omskæring

Like eller del denne artikel