Forlig for alle i regionerne
Der er nu indgået forlig på det regionale område. Aftalen gælder for alle faggrupper og indeholder pæne lønstigninger og en regulering, der sikrer, at offentligt ansattes løn følger den private lønudvikling. Derudover er den betalte spisepause sikret.
”Jeg er glad for, at det nu er lykkedes at lave en løsning for alle. Vi har virkelig knoklet for at få det hele på plads, og nu har vi en aftale, der er god for både sygeplejersker og vores andre kolleger”, siger Grete Christensen, der er forhandlingsleder for lønmodtagerne og formand for Dansk Sygeplejeråd, til Dansk Sygeplejeråds hjemmeside.
Også Anders Kühnau, forhandlingsleder for Danske Regioner og formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn, er glad.
”Diskussionen omkring spisepausen har fyldt rigtig meget, og det er lykkedes at finde løsninger, som alle grupper kan se sig i. Selvom det har været de sværeste, sejeste og mest langstrakte forhandlinger, jeg har været med til, så er de foregået i en god tone. Det betyder rigtig meget for relationerne mellem os fremover – også i forhold til at vi nu skal i gang med forhandlingerne med de enkelte organisationer om detaljerne,” siger Anders Kühnau til Danske Regioners hjemmeside.
Nattens aftale om de generelle vilkår for alle medarbejdere i regionerne følger i kølvandet på aftalen fra onsdag morgen, hvor regionerne indgik en aftale med LO-forbundene og Dansk Socialrådgiverforening som det første gennembrud ved OK18. Nu er så FTF-gruppen med bl.a. sygeplejerskerne og Akademikerne med bl.a. lægerne kommet med, så der er et forlig for alle ansatte i regionerne.
Aftalen indeholder en lønramme på 8,1 procent over tre år. 6,8 procent går til direkte lønstigninger, der bliver afsat 0,3 procent til en rekrutteringspulje, som på det regionale område giver sygeplejersker og jordemødre ekstra lønmidler. Det forhadte ”privatlønsværn” bliver fjernet, hvilket betyder, at offentligt ansattes løn fremover vil følge den private lønudvikling. Der afsættes desuden en pulje på 0,35 procent til de særlige organisationsspecifikke forhandlinger.
Tags: ok18
