OK-forhandlinger fortsætter
Alle forhandlere gik hjem i sent i går aftes, onsdag, uden at være nået til enighed. De mødes dog alle igen i eftermiddag.
På det regionale område kæmpes der på begge sider bl.a. for at undgå strejke og lockout på sygehusene. For selv om der i går blev indgået aftale med LO-forbundene for de 46.000 ud af de omkring 137.000 ansatte i regionerne, så vil det stadig have store konsekvenser for sygehusene, hvis forhandlingerne for de øvrige ansatte bryder sammen.
Med i gårsdagens aftale er nemlig ikke læger og sygeplejersker, fysioterapeuter, jordemødre og akademikere. Aftalen i går omfattede portører, rengøring, SOSU’er, administrativt personale, lægesekretærer, håndværkere og socialrådgivere.
"Nogle af vores strejkevarsler ramte servicefunktioner som vaskeri og sterilcentral, og det lægger reelt et helt sygehus ned. Når de servicefunktioner, vi har inden for rengøring, portører og assistenter på sygehusene - for bare at nævne nogle af dem – nu kan blive bragt i spil igen og kan komme ind og være en del af driften, betyder det en hel del for, hvor godt vores sygehuse vil fungere,« siger Danske Regioners forhandlingsleder Anders Kühnau til Berlingske.
»Vi har nødberedskaber på plads og har undtaget en række faggrupper fra lockout og også fra strejke, så når vi nu får flere med, som også indgår i nogle af de servicefunktioner, har det en afsmittende effekt og gør, at vi vil kunne have flere afdelinger til at fungere optimalt,« siger han.
Tags: ok18
