Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Amerikanske unge skal screenes for depression

Den amerikanske selskab af børnelæger, American Academy of Pediatrics (AAP), har netop udsendt retningslinjer, der skal hjælpe de praktiserende læger med at identificere unge med depression. Retningslinjerne anbefaler screening af alle teenagere og unge voksne..Som det er i dag er det kun ca. halvdelen af tilfældene, der opspores – og kun 41 procent, der får behandling.

Retningslinjerne anbefaler screening af alle teenagere og unge voksne i alderen 12 til 21 for depression ved hjælp af et selvrapporterende screeningsværktøj. Dermed følger AAP op på – og udvider – anbefalinger fra U.S. Preventive Services Task Force (USPSTF), der ligeledes opfordrer til generel screening for depression blandt unge mellem 12 og 18 år.

Vigtigt at følge op på screeningen

I de nye retningslinjer fra AAP anbefales det også, at unge med højere risiko for depression regelmæssigt kontrolleres herfor. Og så understreges det, at screening kun er det første skridt på vejen til en egentlig diagnose. Derfor skal screeningen følges op af en grundig klinisk vurdering, der også kan involvere interview med både skole og forældre.

Retningslinjerne opfordrer lægerne til at etablere samarbejde med de lokale psykiatribehandlere, inklusive kommuner og hospitaler samt andre unge og familier, der selv har været det hele igennem og kan optræde som støtter for nydiagnosticerede. Skolerne spiller også en stor rolle. Og her peger retningslinjerne på, at lægerne bør arbejde sammen med familien for at få etableret en passende støtte på skolen, når der opstår et behov.

Tags: depression, psykiatri