Nina Vedel-Petersen: "Som chef er man ikke et rigtigt menneske"

Gennem et langt arbejdsliv i mediebranchen har Nina Vedel-Petersen oplevet både magten og ensomheden, når man sidder for bordenden. Som tidligere chefredaktør på B.T. og medforfatter til bogen ´Kampteknik på chefgangen´ har hun sat ord på, hvad det kræver at være kvindelig leder i en verden, der stadig i høj grad spiller efter regler, som mænd har fastlagt gennem generationer.

"Det er ligesom at lære et nyt kortspil. Når man først er der og har lært det, er det faktisk meget sjovt," sagde Nina Vedel-Petersen i et interview med Berlingske i 2004. Sammen med kollegaen Mette Terkelsen samlede hun erfaringer fra topledelsen i en bog, der med både alvor og humor beskriver, hvordan man som kvinde ikke blot overlever, men også kan trives i chefstolen.

Men chefrollen har en pris – ikke mindst på det menneskelige plan. Nina beskrev, hvordan hun i årevis havde fravalgt alt, der ikke handlede om arbejdet eller hendes søn. "Jeg har skåret alt væk, som ikke har med arbejde eller min søn at gøre," sagde hun. "Da min nu 14-årige søn var mindre, var jeg sjældent hjemme før klokken 19." Drømmen om normal arbejdstid for chefer kaldte hun en illusion: "Det er en illusion at tro, at man kan være chef og samtidig have normal arbejdstid."

Et af de stærkeste vidnesbyrd om lederens udsathed kom i form af en konkret episode, som Nina stadig husker tydeligt. I 1996, under en vanskelig periode med fyringsrunder på B.T., udvekslede hun og Mette Terkelsen støttende beskeder via det interne system. De skrev korte opmuntringer til hinanden – blandt andet: "Py-ha, det var en hård dag og godt, at der er en ny dag i morgen." Ikke noget personfølsomt, ikke noget fordømmende – bare menneskelig støtte i en presset hverdag. Men ved en teknisk fejl havnede deres private korrespondance i printeren, og en medarbejder samlede den op og delte den rundt til hele redaktionen.

Det blev en øjenåbner. Ikke fordi indholdet var kompromitterende, men fordi reaktionen afslørede noget mere grundlæggende. Nina udtrykte det klart: "Det viste også en anden ting. Som chef er man ikke et rigtigt menneske." Hun mente, at det næppe ville være sket, hvis det havde været en almindelig kollegas beskeder. Men som leder forventes det, at man altid er professionel, urokkelig og uden følelsesmæssige udtryk.

At stå i spidsen kræver, at man lærer at skelne mellem angreb på ens person og angreb på ens position. "Man kan lige så godt se i øjnene, at jo mere magt man får, jo færre kan lide én, og jo mere bliver man udfordret på sin stilling," sagde hun. "Man skal bare ikke tage det personligt, og hele tiden huske, at det er ens position og ikke en selv som menneske, der bliver udfordret."

Flere af rådene i bogen, Nina og Mette udgav, handler netop om at håndtere modstand uden at gå i stykker – eller miste sig selv. Det handler om ikke at bruge "hysteriet som våben", ikke at sige til mandlige kolleger "jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden dig", og ikke at låne sit sommerhus ud til medarbejdere. Men det handler også om at bevare sig selv bag facaden. Om at kunne gå hjem, grine og være menneske – og om at kende spillets regler, hvis man vil være med ved bordet.