Danske Regioner: Borgere skal have gratis psykologisk hjælp
Folk, der har psykiske problemer, bør kunne få hjælp fra samfundet langt tidligere end i dag. ”Det vil spare borgere for store lidelser og bidrage til en bedre økonomi for samfundet”, siger næstformand for Danske Regioner, Stephanie Lose.
Efter engelsk forbillede foreslår Danske Regioner nu mulighed for gratis samtaleterapi og psykologisk hjælp til borgere med f.eks. angst, depression, posttraumatisk stress og tvangstanker. Halvdelen af de englændere, der har benyttet ordningen, bliver bagefter erklæret raske, og flere lande – herunder Holland, Sverige og New Zealand har også ladet sig inspirere til projekter på baggrund af den engelske ordning.
"I dag er der desværre alt for mange, der ikke i tide får den hjælp, de har brug for. Erfaringerne fra England er, at både borgere og samfund har gavn af, at sætte ind med tidlig støtte, der er gratis for den enkelte borger. Derfor håber vi på Folketingets støtte, så vi de næste år kan indfase en lignende model," siger Stephanie Lose, næstformand og kommende formand i Danske Regioner, i en pressemeddelelse.
Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil 2017 vurderes 623.000 danskere til at have mentale problemer. Andelen er øget med 3,2 procent fra 2010-2017. Og ifølge Statens Institut for Folkesundhed får 28.000 nye danskere årligt problemer med angst og depression. 2.650 borgere, der har lidelserne tilkendes årligt førtidspension.
Opgørelser fra England viser, at behandlingerne koster ekstra i form af udgifter til terapeuter, men at gratis hjælp til den enkelte borger vil være rentabel for den samlede samfundsøkonomi. Borgere vil blive hjulpet i tide, og i højere grad blive på arbejdsmarkedet og ikke i så høj grad som i dag trække på psykiatri, kontanthjælp, sygedagpenge eller pension.
Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø udgør direkte og indirekte omkostninger ved alle former for psykiske lidelser i Danmark 55 mia. kr. årligt. Erfaringerne fra England er, at hver gang der bruges én krone til gratis psykologisk hjælp, sparer samfundet to kroner, blandt andet som følge af færre udgifter til sygdom, førtidspension, sygedagpenge.
Tags: gratis psykologhjælp
