Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Markante sundhedsordførere risikerer exit fra Folketinget

De to sundhedsordførere Stinus Lindgreen (Rad.) og Martin Geertsen (V) går ifølge en valgprognose et svært valg i møde. De nægter dog at lade sig afskrive af meningsmålingerne og mener stadig, de har gode chancer for genvalg.

Selv om sundhed står højt på vælgernes dagsorden, garanterer en sundhedsordførerpost ikke genvalg. En af dem, der går et vanskeligt valg i møde, er Stinus Lindgreen, sundhedsordfører for det Radikale Venstre. 

I følge en geografisk prognose, lavet af professor Kasper Møller Hansen for Altinget, som bygger på data fra Kantar Public Gallup og Epinion, står Radikale Venstre til kun at få ét mandat i Københavns Omegns Storkreds, hvor også de radikales politiske leder Sofie Carsten Nielsen er opstillet.

”Kan man ikke tåle at tabe, skal man ikke stille op i politik, det er reglen,” siger Stinus Lindgreen. Han peger på, at der er flere uger til valget og vil meget hellere tale politik end valgprognoser. Han medgiver dog, at var der valg lige nu, ville det være ret svært at blive genvalgt. 

Kamp til stregen

En anden markant politiker, der har udfordringer i vente, er Venstres Martin Geertsen. Han stiller op i Københavns Storkreds, hvor Venstre ifølge samme prognose står til at få to mandater. I samme kreds opstiller europaparlamentsmedlem Linea Søgaard-Lidell (V) og kultur- og medieordfører Jan E. Jørgensen (V). Selv om Martin Geertsen er et kendt navn, vurderer Emma Qvirin Holst, redaktør for Altinget Christiansborg, at der bliver hård konkurrence.

"Det er rigtig svært at spå om Venstres valg i København. Det oplagte ville være at sige, at de to folketingsmedlemmer får de to mandater. Men Linea Søgaard-Lidell har overtaget Tommy Ahlers' kreds og bliver også anbefalet af ham. Hun har en ung, grøn profil, som jeg tror, vil gøre sig godt blandt storbyvælgerne. Derfor tror jeg, at hun tager det ene mandat," siger Emma Qvirin Holst til Altinget. 

Ved valget i 2019 fik Martin Geertsen 2.404 personlige stemmer mens Jan E. Jørgensen fik 4.597. Emma Qvirin Holst vurderer derfor, at Martin Geertsen har størst risiko af de tre for at ryge ud af Folketinget. 

Valget er ikke afgjort endnu

Martin Geertsen lader sig dog ikke afskrive uden kamp.

”Hov, hov, nu skal I ikke være så hurtige til at skrive min politiske nekrolog!” udbryder han skarpt i telefonen, da vi ringer for at få en kommentar. Der er flere uger til valgdagen, pointerer han, og meget kan nå at ændre sig. 

”Det er jo et livsvilkår i politik at risikere ikke at blive valgt, og det er noget, jeg har måtte leve med siden 1989, hvor jeg gik ind i politik. Nogle gange er der nogen, der ryger ud, sådan er det jo,” siger Martin Geertsen.

Han mener dog, at sundhedspolitikken risikerer at miste noget, hvis en erfaren politiker som ham ryger ud. Han har sideløbende med pladsen som folketingsmedlem været medlem af regionsrådet for Region Hovedstaden siden 2013, og han har tidligere været medlem af borgerrepræsentationen i Københavns Kommune.

”Jeg kender sundhedsvæsenet fra mange vinkler, og gennem årene har jeg brugt mange kræfter på at mødes med alle dem, der gerne vil mødes med mig, såsom faglige organisationer, patientorganisationer og lægemiddelindustrien. Det giver erfaring og indsigt i, hvordan sundhedsområdet fungerer, det er svært lige at få,” siger Martin Geertsen.

Skulle Martin Geertsen ikke blive genvalgt, vil Venstre miste tyngde på sundhedsområdet, da erfarne sundhedspolitikere som Jane Heitmann (V) og Ellen Trane Nørby (V) ikke genopstiller. 

Et forskerperspektiv i Folketinget

Stinus Lindgreen ville også være ked af at ryge ud af Folketinget, hvor han har haft ordførerskaber inden for sundhed og forskning. Han har en baggrund som forsker med ph.d. i bioinformatik, som ifølge ham har bidraget med perspektiver i sundhedspolitikken, der ellers ikke ville være kommet frem. 

”Jeg mener, at det er en gevinst, for vores folkestyre, når vi har bredde i sammensætningen, og der er ikke andre, der har min baggrund inden for sundhedsforskning. Noget af det, jeg har lært i min tid i Folketinget er, hvor meget det betyder, hvem man er, ikke bare antallet af mandater. Meget afhænger af den person, der løfter dagsordenen og tager sager op,” siger Stinus Lindgreen. Som forsker er han især stolt af arbejdet med fra politisk side at fjerne barrierer for forskningen, så der eksempelvis kan laves eksplorative studier, hvor man undersøger ud fra en formodning, ikke et specifikt mål.  

Nye kræfter måske på vej ind

Mens erfarne sundhedspolitikere går et svært valg i møde, er der nye kræfter, der stiller op, som har et ben i sundhedsvæsenet.

For SF opstiller Lise Müller, der er sygeplejerske, næstformand i SF og tidligere medlem af regionsrådet i Hovedstaden. Hun opstiller på Fyn i en kreds, der ifølge prognosen står til at få et enkelt mandat. I samme kreds opstiller den erfarne politiker Karsten Hønge (SF).

For Moderaterne opstiller Monika Rubin, der er læge og ph.d.-studerende. Hun er spidskandidat i Københavns Omegns Storkreds, hvor Moderaterne ifølge valgprognosen dog ikke står til at få et mandat.

For Konservative stiller tidligere formand for Dansk Selskab for Anæstesi og Intensiv Medicin, overlæge Joachim Hoffmann-Petersen, op. Det mest sandsynlige er formentlig et ekstra fynsk mandat, men hvem skal Mai Mercado i givet fald have følgeskab af? Det tegner til en hård duel mellem de to byrådsmedlemmer i Odense, Kristian Guldfeldt og Joachim Hoffmann-Petersen.

For Venstre stiller Ulrich Fredberg op i Silkeborg Nord-kredsen. Han er medlem af regionsrådet i Region Midtjylland, overlæge og forsker på Institut for Idrætsmedicin på Bispebjerg Hospital i København og også konsulent for det nye Center for Klinisk Sportsmedicin og Sundhed på Regionshospital Nordjylland. Venstre står til tilbagegang, så der bliver meget hård kamp om pladserne i Folketinget.

For Enhedslisten stiller tidligere institutleder på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og centerchef ved Hjertecenteret på Aarhus Universitetshospital Kristjar Skajaa op i Aarhus Sydkredsen. Mai Villadsen står til at overtage det østjyske kredsmandat.