Analkræft-læge: Mange svagheder ved HPV-tilbud til homoseksuelle drenge
Formand for Dansk Selskab for Klinisk Onkologi (DSKO), Lars Henrik Jensen, som til daglig behandler analkræft på Vejle Sygehus, hilser Sundhedsstyrelsens tilbud om, at drenge, der er til drenge, i løbet af 2018 kan blive vaccineret gratis mod human papillomavirus (HPV), meget velkommen. Han peger dog på en række svagheder ved den nye ordning.
”I mit daglige arbejde ser jeg patienter med analkræft, en sygdom som i de fleste tilfælde skyldes HPV. Det er en relativt sjælden sygdom, men det er et mirakel, at den nu kan forebygges. Ordningen er et udmærket første skridt, men den har mange svagheder,” siger Lars Henrik Jensen og uddyber:
”Vaccinen bør gives før seksuel debut, og det kan være svært at stille krav til unge drenges afklarethed vedrørende deres seksualitet på det tidspunkt. Det kan også være svært at opsøge sin læge og ’springe ud’ på det tidspunkt i livet. Det er et krav for at få vaccinen.”
Tilbuddet om gratis HPV-vaccination gælder homoseksuelle drenge mellem 15 og 20 år er et pilotprojekt under regeringens Kræftplan IV. Baggrunden for, at tilbuddet kun er til drenge, der er til drenge, er ifølge Sundhedsstyrelsen, at deres risiko for at udvikle analkræft som følge af en HPV-infektion er mange gange højere, end den er for drenge, der er til piger.
Lars Henrik Jensen mener, at man bør gennemgå fordele og ulemper ved, at alle drenge tilbydes vaccinen.
”Kan det gavne flok-immuniteten? Hvad med andre HPV-associerede cancere? Fri adgang for alle drenge til vaccinen kan være den eneste effektive måde for Sundhedsstyrelsen at leve op til befolkningens berettigede krav om, at vaccinen bliver brugt til den anden væsentlige indikation ud over forebyggelse af livmoderhalskræft, nemlig forebyggelse af analkræft,” siger han.
Tilbuddet om vaccination af drenge i målgruppen skulle været trådt i kraft den 1. februar, men det er endnu ikke lykkedes at få alle aftalerne mellem de involverede parter på plads. Drengene kan indtil videre blive vaccineret på AIDS-Fondets Checkpointsklinikker i Aarhus, Odense og København. Klinikkerne har fbent hver første onsdag i måneden kl. 16-18. Forventningen er, at det snart vil være muligt at vælge, om man vil vaccineres på en Checkpointklinik eller hos egen læge.
Tags: hpv-vaccination, Lars Henrik Jensen, drenge
