Fra 2015 til 2016 øgede hospitalerne igen deres produktivitet, viser ny opgørelse. Med en samlet produktivitetsvækst på én procent er stigningen dog lavere end foregående år, hvor gennemsnittet har ligget på 2,3 procent.
Det viser en ny opgørelse fra Sundhedsministeriet, Danske Regioner og Finansministeriet, der årligt opgør væksten i produktivitet på sygehusene.
"Den seneste opgørelse dækker en periode, hvor man er begyndt at tage diskussionen om, om produktivitet er evigt saliggørende. Man er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, om produktivitetsstigninger skal være et dominerende mål i sig selv, eller om det er mere meningsfuldt at målrette aktiviteten, så det giver mere værdi for patienten," siger Jakob Kjellberg til Altinget.dk.
En stor del af faldet i produktivitet kan formentlig også tilskrives implementeringen Sundhedsplatformen i Region Hovedstaden. For mens de øvrige fire regioner har haft produktivitetsstigninger på mellem 1,0 og 2,7 procent, så faldt produktiviteten i Region Hovedstaden med 0,3 procent.
På Herlev og Gentofte Hospital, hvor Sundhedsplatformen blev indført i maj 2016, var faldet således på hele 8,2 procent fra 2015 til 2016.
Selv om der er tale om et fald i produktivitetsstigningen, er sundhedsminister Ellen Trane Nørby dog tilfreds med, at produktiviteten er steget en procent.
"Produktivitetsstigningen på sygehusene viser den store indsats, personalet sygehusene yder hver dag. Det er flot. Det er vigtigt fortsat at arbejde med god ledelse, bedre arbejdstilrettelæggelse mv., så vi får mest mulig sundhed for pengene. Regeringen har igangsat et Styringseftersyn. Det skal bidrage til en mere moderne og balanceret styring i sundhedsvæsenet med fokus på kvalitet, patientsikkerhed og effektivitet. Patienterne skal have et sundhedsvæsen, der møder dem, hvor de er, med høj kvalitet og sammenhæng i behandlingsforløbet," siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby til Danske Regioner.
Hos Danske Regioner ser formand Bent Hansen opgørelsen som udtryk for, at styringen af hospitalerne skal tilpasses en ny virkelighed, og at tiden er løbet fra fokus på aktivitet.
"De ansatte på hospitalerne yder hver dag en formidabel indsats med at hjælpe flere og flere patienter. Vi skal udvikle en ny måde at styre vores hospitaler på, og i regionerne er vi allerede i gang. Det vigtigste er nye rammer, hvor læger og sygeplejersker kan sørge for mere værdi for patienterne og mere sundhed for pengene – det gør vi blandt andet ved, at hospitalspersonalet arbejder tættere sammen med de praktiserende læger og kommunernes sundhedstilbud," siger Bent Hansen til Danske Regioner.
Flere regioner har de seneste år valgt at undtage hele sygehuse eller visse afdelinger på sygehusene for aktivitetsstyring, så man i stedet har kunnet flytte fokus til kvaliteten i behandlinger.