Sundhedspolitisk Tidsskrift

Godt formidlet bog sætter pinligt spotlight på diskrimination

BØGER. Den netop udkomne bog "Unormale mennesker" sætter et pinligt spotlight på diskrimination, svigt og uformåenhed overfor mennesker med handicaps, men viser samtidigt også en ny generation, der insisterer på mulighederne for et liv på lige fod med alle andre.


”Nu har vi hørt om etniske minoritetsgrupper, hele MeToo-bevægelsen. Den eneste store minoritet vi mangler, det er personer med handicap. Når jeg er sammen med unge med handicap, så er der ingen tolerance over for diskrimination,” udtaler den 34-årige nybagte far og konsulent Jacob Nossell, der lider af cerebral parese, til bogen "Unormale Mennesker". I bogen undersøger forfatter Sonja Furu, hvad vi som samfund stiller op, når mennesker falder uden for normalen, fordi de har en psykisk eller en fysisk afvigelse, og hvordan vi som mennesker reagerer overfor afvigelser fra hvad, vi opfatter som normaliteten. 

Gennem historien er handicap blevet defineret forskelligt, alt efter tidsånden. Handicap er – som med køn, klasse og race – både et faktum og kulturelt konstrueret. Medfødt eller påført, men også farvet af det samfund, man lever i, og i sit forsøg på at forstå vores opfattelser af det normale og det anderledes taler forfatteren med blandt andet med Nikoline Werdelin, digter Caspar Eric, den tidligere folketingspolitiker Kristian Hegaard og en række andre kendte og ukendte mennesker med vidt forskellige handicaps. Foruden at hun besøger Egmont Højskolen i byen Hou, som er en folkehøjskole med et særligt ansvar over for mennesker med handicap, og hvor halvdelen af eleverne har en eller anden form for psykisk eller fysisk handicap.

Sonja Furu, der er vokset op med en søster med et handicap, som hun selv fandt voldsomt pinligt som barn, bruger sine egne fordomme og sin egen forståelse af normalitet som afsæt for sine samtaler med bogens medvirkende. En personlig baggrund, som givetvis har bidraget til de både kontante, men også meget indfølende og derved velfungerende interviews, hvor der ikke synes at blive holdt meget tilbage.

Ifølge Sonja Furu er både uddannelsessystemerne og arbejdsmarkedet gennem de senere år blevet stigende utilgængeligt for mennesker med handicaps:

”Rapport efter rapport dokumenterer, at mennesker med psykiske eller fysiske handicap står uden for samfundet. De er ringere stillet end resten af befolkningen på stort set alle parametre; færre er i arbejde, få er i uddannelse. Mange oplever vold, diskrimination, isolation. På flere områder er udviklingen sat i stå. Nogle steder endda sat tilbage. Den første undersøgelse af personer med handicap på arbejdsmarkedet i Danmark er fra 1961 og viser, at 81 procent af mænd med et fysisk handicap var i arbejde, 37 procent af kvinderne. For mænd uden handicap var det 92 procent, for kvinder 56 procent. Gabet er umiddelbart større i dag. Rundt regnet er fire ud af ti med et større fysisk eller psykisk handicap i almindelige job. For personer uden handicap er det over dobbelt så mange,” skriver Furu, der også anfører, at færre end tidligere læser videre efter folkeskolen, og at fremdriftsreformen presser eleverne hurtigere igennem, end unge med handicap kan følge med. 

Men også infrastruktur kan også virke ekskluderende fra uddannelsessteder og arbejdspladser ifølge bogen, og det oplevede Astrid Siemens Lorenzen. Hun havde topkarakterer i gymnasiet – 12,3 i gennemsnit – men fik afslag fra flere studier. Blandt andre fra medicin på Københavns Universitet. De havde ikke de rigtige rammer, lød det i afslaget til Astrid Siemens, der har cerebral parese, og som medicinstudiet ikke kunne finde plads til på grund af laboratoriearbejdet med reagensglas og kemikalier. I dag læser Astrid Siemens til civilingeniør med specialisering i medicin og teknologi på Danmarks Tekniske Universitet. De har også undervisning i laboratorier, men her er remedierne ikke et problem, fortæller hun.

Man kan godt blive flov og skamfuld, når man læser "Unormale mennesker", for hvad er det lige der gør, at vi distancerer os fra de unormale, dem der falder uden for og fra dem, der ikke altid ligner gennemsnittet? Og hvad er det, som gør, at forholdene for mennesker med handicap står så lavt på samfundsagendaen, at de fleste bygninger og mange steder og institutioner som her påvist fortsat er helt utilgængelige for landets tusindvis af bevægelseshæmmede?

Og at det er mange af os, som er unormale, dokumenterer for eksempel den nyeste undersøgelse fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, som viser, at 31 procent af danskerne lever med et fysisk eller psykisk handicap. Af dem har mere end hver tredje et ”større handicap,” og alligevel synes vi, at alle disse mennesker er for unormale til, at de er en naturlig del af for eksempel det arbejdsmarked, som vi ellers prioriterer vældig højt, at alle bidrager til.

Og når vi ikke fjerner barriererne for mennesker med handicaps chancer for at deltage på lige fod i samfundet, men i stedet vender ryggen til deres trængsler, er det så fordi, at vi simpelthen ikke lide det anderledes, og derfor er ligeglade, eller er vi bare ikke klar over udfordringernes omfang og bilder os ind, at den sag har velfærdssamfundet klaret, eller er det fordi de handicappede endnu ikke har været på barrikaderne?

Svarene herpå er flere og komplekse ifølge "Unormale mennesker". Blandt de enkle svar er, at det er sværere at organisere sig og gå på gaden, hvis man for eksempel har et bevægelseshandicap. Blandt de mere komplekse er, at gruppen af personer med handicap er broget og ikke identificerer sig med hinanden:

”Faktisk undgår mange at hænge ud med andre med et handicap. De har ikke lyst til at blive mindet om deres eget,” fortæller Kristian Møller Moltke Martiny, der har ph.d. i filosofi og neurovidenskab, og som forsker i blandt andet inklusion mennesker med handicap. 

Én, der er ’vred’, ja faktisk ’skidesur’ og rasende på samfundet og de normale kroppe er ifølge "Unormale mennesker" den 34-årige, anmelderoste forfatter og poet Caspar Eric, som har cerebral parese, hvorfor han halter på det ene ben. Han mener, at alle kroppe skal accepteres. Også den handicappede krop, og ikke fordi den har lært at skjule sig og blende ind i de normale kroppe. Og ifølge Caspar Eric er det de ikke-hadicappedes fejl, at det ikke forholder sig sådan, for de raske forstår det ikke, og det skaber en udbredt uformåen overfor den handicappede krop, som vi ikke ved, hvad vi skal gøre med.

Hvis man ikke efter at have læst "Unormale mennesker" har fået sig et par nye briller at se handicappedes verden med, så bør man ikke bebrejde Sonja Furu, for hun har i den grad kastet sig ind i kampen for, at vi begynder at vurdere kroppen og mennesker med handicap anderledes og hernæst i langt højere grad indretter samfundet ud fra en forståelse af, at rigtigt mange af os ikke er perfekte, men alligevel burde have samme ret til uddannelse, arbejde, børn, familieliv og et socialt liv uden for hjemmets beskyttende mure. 

Sonja Furus samtaler med bogens mange unge og yngre med handicap, der hverken vil normaliseres eller tvangsnormaliseres, men som står ved, hvem de er, hvad de kan, og hvad de ikke kan, er godt formidlet og et påtrængende journalistisk arbejde til tiden om mennesker, som vi foretrækker at glemme.

Men måske er der oprør på vej, for som Caspar Eric påpeger, så er der ikke meget, der har rykket sig, og at mennesker med handicap ikke mere tvangskastreres, som det skete for kun godt 50 år siden, mener han ikke er at regne som en sejr.

Sonja Furu: "Unormale mennesker" er udgivet af Strandberg Publishing og koster 100 kroner

Like eller del denne artikel