Staten købte coronaudstyr for 13 milliarder uden udbud
12,83 milliarder kroner. Så meget købte staten coronaudstyr for uden udbud. Det offentlige kunne have sparet fire mia. kr., hvis indkøbet var sendt i udbud, vurderer professor.
Tallet fremgår af et skriftligt svar fra justitsminister Mattias Tesfaye (Soc.) til Folketingets Epidemiudvalg og Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen.
I svaret indgår kun indkøb af coronarelaterede varer såsom kviktest. Derfor kan det samlede omfang af offentlige indkøb uden udbud være endnu højere.
»De her tal er en fordobling af, hvad der allerede har været fremme. Jeg synes, at det er helt vilde tal, som viser, at man systematisk har købt ind for skatteborgernes penge uden at sikre sig, at man fik bedste pris eller bedste kvalitet«, siger Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, til Politiken.
Professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard vurderer overfor avisen, at det offentlige kunne have sparet i omegnen af fire milliarder ved at have lavet udbud, og de to erhvervsorganisationer på området, Dialab og Medicoindustrien, er rystede over omfanget af den manglende konkurrenceudsættelse.
Justitsminister Mattias Tesfaye skriver i et svar til Politiken, at ”det ville være forkert ikke at drage læring af coronapandemien, og det gælder selvfølgelig også de mange indkøb, der er foretaget som en del af håndteringen af pandemien”. Han forsvarer dog den manglende konkurrenceudsættelse inden for sit ministeriums ansvarsområde, da ”flere af indkøbene er foretaget i en helt ekstraordinær situation”.
Tags: corona