Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Arbejdstilsynet giver strakspåbud til det nye superhospital i Gødstrup

Bare to uger efter psykiatrien flyttede ind på det nye superhospital i Gødstrup, blev regionshospitalet underlagt et strakspåbud "om vold og traumatiske hændelser" af Arbejdstilsynet.

Det skriver TV Midtvest.

I strakspåbuddet bemærkes det, at der har været mindst to tilfælde, hvor der er blevet kaldt "stor alarm" i psykiatrien, hvor der ikke kom den hjælp, man havde regnet med.

Arbejdstilsynet vurderer derfor samlet, at arbejdet med alarmkald til psykiatrien udsætter de ansatte for en sikkerheds- og sundhedsmæssig risiko. 

De har derfor noteret følgende i deres strakspåbud: 

"Utilstrækkelig forebyggelse af risikoen for vold forøger ansattes risiko for at blive udsat for vold. Udsættelse for vold forøger ansattes risiko for at få fysiske helbredsskader, samt udvikle belastningsrelaterede sygdomme som angst og depression og for i nogle tilfælde at udvikle posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD)."

Problemet er opstået i forbindelse med sammenlægningen af personalet fra Herning og Holstebro. 20. marts flyttede 45 indlagte patienter fra Herning og ind i den nye psykiatrifløj i Gødstrup, og personalet i Herning var uddannet til alarm-opgaver. Det samme var ikke tilfældet for personalet fra Holstebro. 

Det burde man have haft styr på, mener Heine Kristiansen, der er fællestillidsrepræsentant for serviceafdelingen. Man kendte det personale, der skulle over, så man burde havde undervist dem inden, siger han til TV Midtvest. 

Den problematik erkender man også fra ledelsens side.

"Det handler om mindst 35, der skal uddannes, og det kan man ikke lige klare under et strakspåbud, men det er planen, at alt servicepersonale skal kunne tilkaldes," siger fradriftschef Jens Peter Østergaard til TV Midtvest. 

 

Tags: ARBEJDSMILJØ