Anders Beich er ikke selv et sekund i tvivl om, hvad der er det vigtigste resultat, han har opnået i sin tid som formand.

Lægeformand og bjæffende terrier siger farvel: Det er mit vigtigste resultat

De færreste opnår store resultater ved at være stædig og holde fast i et yderstandpunkt. Men netop den tilgang har givet Anders Beich og hans fag lydhørhed i hans seks år som formand for Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM). Selv er han mest stolt af at have udtænkt og implementeret syv pejlemærker, der rummer almen medicinernes kerneværdier, og som er blevet praktiserende lægers faste holdepunkt. 2. oktober siger DSAM et tvunget farvel til den usædvanligt dygtige kommunikator.

“Bare send sarkofagerne over til os”. Sådan lyder svaret fra Anders Beich, da han som formand for DSAM får en forespørgsel fra PLO, om ikke nok han vil tage hånd om alle de mange pressehenvendelser, der er fremprovokeret af DR´s aktuelle journalistiske kampagne om kødædende bakterier (sarkofag = kødæder, red.). Som så mange gange før kommer han PLO´s ønske i møde med sin særegne kombination af venlig hjælpsomhed, stædig faglighed og en drilsk leg med sproget. PLO´s formand Jørgen Skadborg siger ligeud, at “Beich har været meget hjælpsom overfor os i PLO. Han er højtbegavet, venlig og hjælpsom. Han er god til at sige tingene, som de er”.

Den tilgang falder også i god jord hos medierne, der nyder godt af, at Anders Beich i bund og grund er en lidt stædig jyde, selv om han nu bor i København. Han formår at servere sine budskaber både klokkeklart, troværdigt og med kant. Han kan på en og samme tid være hård og fast, blød og diplomatisk. Og selv om han af nogle opfattes som kontroversiel, efter at han har haft åbenlyse kontroverser med sundhedsministre og politikere på Christiansborg, er han gennem årene blevet bedre til at favne kolleger, myndigheder og befolkning. Det har gjort ham blidere med årene. Uanset hvem man spørger i Anders Beichs netværk, så lyder det samstemmende, at han som formand er lykkedes med at få DSAM´s identitet til at vælte ud over rampen.

Medlemmer af DSAM´s bestyrelse og formanden må maksimalt sidde i seks år, så til repræsentantskabsmødet 1. oktober siger DSAM et tvungent farvel til en unik kommunikator, der har efterladt et markant almenmedicinsk aftryk på det danske sundhedsvæsen. Og ikke nok med det. De siger også farvel til et musikalsk talent, der ved særlige lejligheder sætter sig hen til klaveret eller trommerne for at rocke og blues´e for og med sine kolleger. Blandt publikum kan man ind i mellem høre én hviske: "Vidste du, at hans afdøde bror var med til at skabe Guns N’ Roses?"

Kontinuitet frem for alt

Anders Beich er ikke selv et sekund i tvivl om, hvad der er det vigtigste resultat, han har opnået i sin tid som formand. 

Beichs syv pejlemærker for almen medicin

1. Vi holder læge-patient-relationen i hævd
2. Vi finder og behandler de syge og lader de raske være raske
3. Vi giver mest til dem, som har størst behov
4. Vi skaber en dialog, der fremmer sundhed hos den enkelte
5. Vi deltager i uddannelse, forskning og udvikling af kvalitet
6. Vi tager ansvar lokalt, tværfagligt og tværsektorielt
7. Vi beskriver og bruger erfaringerne fra praksis

“Jeg vil gerne tage på min kappe, at DSAM fik besluttet syv pejlemærker for det almen medicinske speciale,” siger han. Han fortæller, at han tog initiativ til pejlemærkerne i 2016 kort efter sin indsættelse som formand, og siden da har han kæmpet for, at almenmedicinerne bruger dem og styrer efter dem. Pejlemærkerne, som udtrykker grundværdier og principper, er ikke et resultat, som han på noget tidspunkt har kunnet krydse af på sin ‘to do’-liste. De har hele tiden været og er fortsat truet af stærke kræfter og tendenser i samfundet, som går i retning af, at teknologi og planer vil løse menneskelige udfordringer ift. sundhed og trivsel.

Sammen med en arbejdsgruppe i DSAM satte han sig dengang ned og formulerede pejlemærkerne ved at bruge en 16 år gammel norsk beskrivelse af syv teser for almen medicin som en analyseramme for en bunke tekster, forfattet af danske praksislæger, der i en tidligere visionsproces havde beskrevet, hvilken almen praksis, de ønskede i fremtiden, og hvad de forestillede sig skulle realisere den drøm. Pejlemærkerne revitaliserede tankerne om fælles kerneværdier i det nordiske samarbejde omkring almen praksis, så de nu ser ud til at kunne bæres ind i det europæiske samarbejde om almen medicin, WONCA, som core values - et resultat, Anders Beich kalder ‘svært opmuntrende’.

“Det første pejlemærke slår fast, at man ikke kan være praktiserende læge uden at danne en tillidsfuld relation med patienterne. Uden en sådan relation kan praksislægen ikke følge med. Hvis vi skal begynde forfra med at opbygge en relation, hver gang vi møder en patient og afklare vedkommendes værdier og præferencer, bliver vi aldrig færdige,” siger Anders Beich. Den pointe underbygger han med referencer til videnskabelige studier, der dokumenterer, at det går patienterne bedre, jo færre kontakter, de har - og at det netop er en relations-kontinuitet, der holder de ældre borgere ude af sygehuset. Høj kontinuitet giver patienttilfredshed. Mange kontakter skaber utryghed og dårlig behandling.  

“For mange kontakter i sundhedsvæsenet er det rene gift for patienternes helbredstilstand. For hvis bare tre læger deler ansvaret, så oplever de at bære 10 pct. af ansvaret hver især. Men så mangler 70 pct. af ansvaret jo at blive løftet. Så i en tid, hvor vi skal opskalere almen praksis, skal vi have større fokus på, at relationen ikke går tabt,” siger Anders Beich.

“Nogle påstår, at teknologi og fri adgang til alle data kan hjælpe de praktiserende læger. Men det kan ikke erstatte det faktum, at vores evidensbaserede praksis bygger på relationer. Vores arbejde udspringer af, at vi kender patientens værdier og præferencer,” siger han og tilføjer, at det er et budskab, han har italesat ved enhver given lejlighed. Det gælder også henvendelser fra journalister, der har bedt ham om at forklare, hvorfor en læge har begået en fejl, eller en proces er løbet af sporet i sundhedsvæsenet. Her har hans udmelding ofte været, at det formentlig kunne være gået bedre, hvis der havde været bedre relation og kontinuitet. 

“Det er hårdt arbejde at sikre kontinuiteten i behandlingen. Norge og Danmark er nok stadig lande i verden, der grundlæggende har det bedste system for almen praksis, netop på grund af opbygning omkring relationel kontinuitet. Men den kontinuitet bevarer ikke sig selv. Vi risikerer at miste den, hvis vi ikke hele tiden kæmper og argumenterer for den,” siger Anders Beich. 

Som formand for DSAM har han flere gange været vidne til, hvordan aktører fra andre lande har besøgt Danmark for ved selvsyn at se en primær sektor, der fungerer med egen læge som omdrejningspunkt. 

“Selv i Sverige kæmper dem, der vil faget almen medicin, for at få indført kontinuitet i sundhedsvæsenet i form af et fastlægesystem. De er trætte af de nuværende vårdklinikker, hvor mange af lægerne typisk kun er ansat kortvarigt, og derfor aldrig lærer deres patienter at kende. Så svenske læger kæmper for at indføre noget, som vi herhjemme har, og som vi risikerer at miste, hvis vi ikke hele tiden har fokus på det. Hvis den erkendelse kan brede sig i Europa, er det da lidt af en sejr,” siger Anders Beich.

Et rædselsscenarie

Kontinuitet i behandlingen kan ikke gøre det alene. Praksislæger skal også sikre, at deres tilgang hele tiden er i balance, så de rettidigt diagnosticerer og behandler de patienter, der reelt er syge, men afholder sig fra at bruge for meget tid på de raske og gøre dem til patienter. Det er essensen af DSAMs pejlemærke nummer to.

“Vi skal skabe balance mellem over- og underdiagnostik. Vi skal behandle dem, der fejler noget, og ikke overdiagnosticere og gøre de raske patienter til syge risikanter. Og det er der i den grad en tendens til,” siger Anders Beich. Som et eksempel nævner han, at Region Hovedstaden for nogle år tilbage sænkede grænseværdien for, hvornår kolesteroltallet kunne siges at være forhøjet, ved at indføre en signalværdi. Regionen satte signalværdien til for total-kolesterol ned til < 5 mmol/l med det resultat, at halvdelen af regionens indbyggere pludselig havde forhøjet kolesterol med alt, hvad det medfører af patientgørelse og uro. 

“Aktuelt går flere tendenser i den forkerte retning ved, at vi kommer til at bruge meget tid på at forsøge at gøre patienterne raskere end rask. Det dræner vores tid og tager fokus fra alle dem, der reelt har behov for hjælp. Vi får mange henvendelser fra patienter med reel helbredsangst. Og vi kontrollerer blodtryk og giver medicin til små afvigelser, uden at vide, om det hjælper den enkelte på den lange bane. Det er små risici, vi pludselig bærer ansvaret for at medicinere som sygdom,” siger han. Og vi risikerer at tillære borgere hjælpeløshed og sætte dem i stå ved at gøre dem til patienter med prædikater som præ-syge, selvom vi tror det modsatte.

Som formand har han derfor lagt vægt på, at DSAM forsøger at værne om de praktiserende lægers faglighed ved at udarbejde kliniske vejledninger, som italesætter problemstillingen, så lægerne holder fokus på balancen i mødet med deres patienter, som de jo kaldes, uanset om de er raske.  

“Begreber som overdiagnostik og underdiagnostik skal italesættes i vores vejledninger, så vi praktiserende læger på den ene side ikke overser de syge og på den anden side ikke bliver for ivrige efter at behandle enhver patient mest muligt. DSAM læner sig op ad det skotske begreb ‘realistisk medicin’, der pointerer, at sundhedsvæsenet både komme den enkelte til hjælp, men også kan gøre vold på folks sundhed og spilde systemets begrænsede ressourcer,” siger han. 

Det tredje pejlemærke pointerer, at almenmedicinere skal give mest til de patienter, der har det største behov. Og det er ikke en selvfølgelighed, eftersom dem, der i dag er rigtigt gode til at bruge sundhedsvæsenet, typisk er de ressourcestærke danskere. Sundhedsvæsenet er indrettet af dem for dem.

“De seneste år har vi oplevet en markedsgørelse af sundhedsydelser, hvor fordeling efter behov og fællesskab er lige meget, hvor de raske skal kunne kræve sig undersøgt, og hvor læger i mange specialer har ventetider, der afhænger af forsikringsstatus, ikke behov. Lighed i sundhedsvæsenet er ikke længere givet, de ressourcestærke agerer efter devisen ‘hellere for meget end for lidt’. ‘Jeg tegner en ekstra sundhedsforsikring, så jeg altid kan komme til,’” siger Anders Beich. Den kultur vil han gerne gøre op, med hvis han kunne. Sundhedsforsikringer har Fanden skabt. De tager vores tid, forstyrrer konsultationerne og fører til skævt forbrug af de samlede ressourcer og til overbehandling af raske.

“Nogle af vores patienter skal have mere for at kunne opnå det samme outcome. Det betyder, at vi i virkeligheden skal give mindre til dem, som er lidt for gode til at bruge sundhedsvæsenet,” siger Beich. For at ruste almenmedicinerne til at gøre det, har han bakket op om en interessegruppe i DSAM-regi, der udgav hvidbogen ‘ulighed i sundhed’. Hvidbogen er en guide til, hvordan praksislæger kan give mest til dem med størst behov og samtidigt øge fagligheden ved at fordele efter behov. 

“Hvis ikke vi bliver bedre til at gøre det, kan hele gatekeeper-værdien i vores fag gå tabt. Så bliver sundhedsvæsenet jo bare en stor sundhedsmarkedsplads, hvor folk shopper rundt og ser, hvad de kan få. Det vil være et rædselsscenarie og nærme sig amerikanske tilstande,” siger Beich. 

Patienter vælger ikke livsstil

Én ting er at sætte rammer for, hvordan de praktiserende læger skal agere i deres samspil med patienten. En anden ting er at sætte ord på, hvordan de praktiserende læger skal kommunikere med dem. Og her understreger Beich det fjerde pejlemærke, at de praktiserende læger skal kommunikere på en måde, så patienten føle sig inddraget og giver dem øget forventning og evne til at kunne mestre egen sundhed.

“De praktiserende lægers sprogbrug må ikke gøre patienten magtesløs. F:eks. har vi svært ved at slippe af med begrebet ‘kronikerkontroller’, hvad i alverden er det? Det signalerer, at patienterne ikke har noget med det at gøre. De bliver bare passivt sendt hen til kontrol. Pejlemærket skulle minde os om at rydde op i sprogbrugen, så f.eks. kronikerkontrol bliver erstattet af ‘årsopfølgning for kronisk sygdom’. Det samme gælder begrebet ‘livsstil’, som indikerer, at folk selv vælger én ud fra alle de mange mulige, der findes ude på markedspladsen. Men livsstil er ikke noget, folk vælger. Vi lever under nogle vilkår, der former vores måde at leve på,” siger han. 

Anders Beich håber, at pejlemærket er med til at sikre en sprogbrug om kommunikation, der ikke bidrager til, at patienten ender med at få så meget skyld og skam, som allerede er tilfældet i dag. Mange tror, at man potentielt har magt til ikke at blive syg, men det er jo helt galt. Det er tilfældet for en patient, han for nylig havde til konsultation i sin praksis - en brystkræftramt kvinde, som var overbevist om, at det er hendes egen skyld, at hun er blevet syg. Hun bebrejdede sig selv for ikke at have levet sundt nok og være tilstrækkelig opmærksom i tide.

“Det er netop det, som overdrevet fokus på individuel sundhedsfremme, KRAM-faktorer og livsstil gør ved folk. Det svinger tilbage på dem, så de kommer til at tro, at de har fuldstændig magt over noget, som de kun har meget begrænset indflydelse på. Det forværrer blot deres tilstand. Så der er en stor opgave i at undgå, at dialogen omkring sundhed og helbrede bliver til en skyld og skamdialog,” siger han.

Kampen med Tranen

At løfte fagligheden internt i DSAM synes Anders Beich har været forholdsvist let. I hans tid som formand har der ikke været de store sværdslag internt i butikken. Men det har der til gengæld været på den politiske scene, hvor han ad flere omgange har været på kant med tidligere sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V). Det første stridsmål med hende var i sagen om deling af sundhedsdata tilbage i 2018, hvor Sundhedsministeriet under etableringen af Genom-centret fremlagde et lovforslag, der pålagde læger at sende fortrolige patienternes sundhedsdata til et digitalt super-journalregister uden først at bede patienterne om lov. Det udløste kritiske høringssvar og reaktion fra DSAM, der mente, at forslaget bragte fortroligheden mellem lægen og patienten i alvorlig fare, fordi patienterne ikke blev inddraget i, hvor mange oplysninger, der blev videregivet om dem til en vifte af forskellige formål udover deres egen behandling.

“Vores kritik udløste direkte voksen-skældud af Ellen Trane i Sundhedsministeriet. For åbent tæppe kritiserede hun mig for at skabe utryghed ved at sætte spørgsmålstegn ved det manglende samtykke og starte debat. Genomcentret skulle jo sikre, at der blev udviklet nye effektive behandlinger til patienterne, så de slap for at dø før tid, så det skulle der ikke skabes utryghed omkring” siger han. 

Ellen Trane uddelte også verbale øretæver, da han i cannabis-sagen selvsamme år insisterede på, at der skulle foreligge tilstrækkelig videnskabelig dokumentation for, at smertepatienter kunne have gavn af medicinsk cannabis før, at DSAM ville tilråde praktiserende læger udskrive midlet til deres patienter. Denne gang skældte Ellen Trane ham ud, fordi hun syntes, at DSAM med min indstilling ikke tog sig ordentligt af patienterne, der således var tvunget til at gå på det grå marked. 

“Jeg svarede, at DSAM nok skulle hjælpe med at få behandlingen udbredt, hvis hun kunne fremvise dokumentation for, at cannabis virkelig er en vidundermedicin. Jeg sagde også, at DSAM gerne ville være med til at lave en forsøgsprotokol, til forsøgsbehandling, så forsøgsordningen kunne bidrage til at afklare, hvad man egentlig kan få ud af at bruge medicinsk cannabis bredere. Men det fraveg hun. Det var, som om man helst ikke ville finde ud af, om det duede,” siger Anders Beich. 

Sundhedspolitisk Tidsskrift: Følte du, at du dengang blev banket på plads af hende? 

“Tror du, at det er muligt?” siger Anders Beich og ler. 

“Jeg mener ikke, at jeg er gået på kompromis med min faglige integritet undervejs gennem min formandstid. Men man må også give sig, og det synes jeg også, at vi ind imellem har gjort, uden dog nogensinde at gå på kompromis med kernefagligheden. Men netop fordi vi har stået fast på fagligheden, er vi i sidste ende blevet hørt. Det er da ret tilfredsstillende. Og det er også et godt afsæt for de kommende bestyrelser, at jeg har skabt en opmærksomhed på, at almen praksis har en faglighed, så vores fag ikke bare bliver en ekspeditions- og opsamlingscentral,” siger han.

Klassens frække dreng

Lytter man lidt til vandrørene i og omkring DSAM, så slås Anders Beich ikke bare for at slås. Han vælger sine kampe med omhu. Han træder typisk i karakter, når han har en holdning, som ikke er flertallets, og som derfor kan virke lidt provokerende og fræk. Det er blandt andet den tilgang, der har været med til at gøre ham til en rigtig god formand, lyder det fra praktiserende læge Thomas Birk Kristiansen, der under Anders Beichs formandstid har været ansat i DSAM, bl.a. for at gå til hånde med at udarbejde kliniske vejledninger og høringssvar.

“Anders Beich synes, det er sjovere og vigtigere at kæmpe for en sag, hvis hans mening afviger fra den gængse holdning. For hvis han mener det, alle de andre mener, så er der ikke noget at kæmpe for. På den måde kan han godt lide at være klassens frække dreng,” siger Thomas Birk Kristiansen. Han har ofte været fascineret over, hvordan Anders Beich kan spidsformulere ting, så de får størst mulig gennemslagskraft. 

“Nogle gange vælger Beich med vilje at stå fast på et yderstandpunkt og så faktisk lykkes med at slippe igennem med det frem for at ende med et kompromis. Dér synes jeg, at han har været god. Han har været dygtig til at se, at på det her område kan man godt vælge en yderholdning og så alligevel lykkes med at være den, der danner konsensus,” siger han.

Et eksempel derpå var i corona-pandemiens begyndelse, hvor regeringen lod ordet ‘tvangsvaccination’ optræde i epidemilovgivningen. Det ord faldt Thomas Birk Kristiansen og Anders Beich så meget for brystet, at de sammen gjorde politikerne opmærksomme på, at tvangsvaccination nok var det mindst pædagogiske begreb, der overhovedet findes.

“Og det er også det mest unødige begreb, for hvem kan forestille sig, at det er en god idé at holde nogen fast, mens en læge vaccinerer dem. Ordet udløser grimme billeder hos folk, så man risikerer at skabe store horder af vaccinationsforskrækkede borgere. Det er det samme som at sætte en bunsenbrænder under vaccinationsforskrækkede og covid-benægtere,” siger Anders Beich, der tilføjer, at han dermed ikke siger, at det er en dårlig idé at nudge folk. “Det er der jo rige muligheder for at gøre. Og det er jo ikke at karakterisere som tvang, at borgerne tildeles nogle friheder og valgmuligheder ved at lade sig vaccinere.” 

Han fortæller, at sundhedsministeren efterfølgende personligt takkede dem på Twitter for at have gjort opmærksom på det uhensigtsmæssige i at holde fast i det begreb. 

“Det synes jeg da var en lille sejr. Det blev vi da lidt høje over, at det kunne lade sig gøre. For i begyndelsen blev vi betragtet som de to særlinge og rasmus-modsatter, indtil at det gik op for dem, at vi faktisk havde ret,” siger han.  

Vil blæse på tonekortet

Noget, der virkelig har udløst indignation hos Anders Beich i hans formandstid har været, når danske forskere i pressen sår tvivl om nogle af de behandlinger, der ordineres i almen praksis på baggrund af nye, egne forskningsresultater. Det skete bl.a. i 2018, hvor farmaceuten Anton Pottegård sammen med en kollega offentliggjorde resultater, der tyder på, at der er en sammenhæng mellem to mindre hyppige former for modermærkekræft og flere års brug af hydrochlorthiazid (HCT), som er et indholdsstof i medicin mod forhøjet blodtryk. Anders Beich satte spørgsmål ved lancering af forskningsresultater i pressen og proklamerede, at DSAM anbefalede bekymrede patienter til at henvende sig direkte til forskeren bag studiet fremfor at gå til de praktiserende læger, som har travlt nok med andre ting. 

“Ja, der har været nogle forskere, som jeg har været efter, heriblandt Anton Pottegård, som jeg dog er kommet på god fod med sidenhen, og som vi har et samarbejde med på medicinområdet. Det gælder dog også professor i gynækologi Øjvind Lidegaard, der jo har måttet ofre tid på ‘den bjæffende terrier fra DSAM’ samt CTU-forskere, som jeg kritiserede for at have fremlagt data fra en analyse om antidepressiv medicin som en ny sandhed, selv om den efter min og mange andres vurdering var decideret dårligt udført,” siger Anders Beich. Han mener selv, at han har noget at have kritikken i, da han selv har forsket i en betydelig del af sin karriere. 

“Jeg har selv forsket, blevet skolet og er opdraget til kritisk videnskabelig tænkning, uden at jeg i dag har noget i klemme i forhold til at være afhængig af den næste forskningsbevilling. Og det, som jeg kan levere, er en total interessefri modstand overfor de forskere, der går ud med tyndbenede resultater. Men det har fået nogle til at trække tonekortet og bede mig om at tale ordentlig i stedet for at gå ned i substansen i min kritik af deres fortolkning af egne resultater,” siger han. 

Anders Beich kalder det for en ‘skandale’, at forskere i dag er tvunget til at markere sig ved at gå i pressen for at sikre sig meritering og opmærksomhed.  

“Der er jo ingen forskere, der fremstiller ny viden. De fremstiller små byggeklodser til ny viden. Der er kommet en trend med, at man skal meritere sig ved at gå i pressen. Det er en misforståelse, at der skulle komme noget godt ud af, at forskerne bliver tvunget ud i at skulle fortolke deres egne resultater i pressen. Det vil jeg gøre opmærksom på til enhver tid, når de går aktivt ud. At der er kommet et krav om, at forskere skal formidle deres resultater, bør forskerne da også selv kæmpe imod. De gamle store videnskabsmænd ville da rotere i deres grave, hvis de hørte det. Ikke desto mindre oplever jeg, at der på det seneste er kommet en vis ro omkring det, og der er en spirende bevidsthed om den kedelige synergi mellem forskere med pressetrang og journalister, der skal føde ind til møllen af risiko, panik, ulykker og skandaler,” siger Anders Beich. 

Er dit temperament nogle gange kommet til at spænde ben for dig? 

“Ja, jeg er da kommet til at formulere mig især skriftligt, alt for hurtigt og skarpt i e-mails nogle gange, og det har jeg lært af. Og jeg indrømmer, at jeg er irriterende stædig. Hvis nogen kommer med gode argumenter, så vil jeg dog gerne give køb på den. De skal ikke bare sige, at nu skal jeg tale ordentligt. Tonekortet er jo blevet løftet nogle gange, bare fordi jeg taler nogen imod. Men her vil jeg blæse på tonen. Man skal ikke trække tonekortet for at slippe for debatten. Og der vil jeg bare sige, at trods vedholdende skarphed og nogle gange stædighed, så er DSAM endt med at blive hørt alligevel,” siger Anders Beich. 

 

 

 

Like eller del denne artikel