"Forskningen på tværs af mange lande viser en mulig sammenhæng mellem et højt forbrug af paracetamol og skader på det ufødte barn, f.eks. misdannelser af nyfødtes kønsorganer og neurologiske sygdomme som ADHD og autisme," siger David Møbjerg Kristensen.

Ekspertgruppe: Gravide skal være varsomme med panodiler

40-50 procent af danske gravide tager paracetamol (fås bl.a. under navnene Panodil, Pine og Pamol) under deres graviditet. Men smertestillende medicin med paracetamol bør kun bruges under graviditet, hvis der er gode medicinske grunde til det – og i lavest mulige dosis. Det mener international ekspertgruppe, som er bekymret for potentielle skader på det ufødte barn.

Det skriver Rigshospitalet i en pressemeddelelse.

Et for højt forbrug af paracetamol kan muligvis skade det ufødte barn, og derfor bør gravide kun tage smertestillende medicin i samråd med egen læge, og hvis der er en god medicinsk begrundelse. Opfordringen kommer fra en international ekspertgruppe på 13 forfattere med 78 medunderskrivere, der netop har publiceret en gennemgang af de eksisterende data. På denne baggrund har de fremsat en række anbefalinger for området i tidsskriftet Nature Reviews Endocrinology.

Forskningsleder David Møbjerg Kristensen, Dansk Hovedpinecenter, er en af flere forskere i ekspertgruppen fra Rigshospitalet. Han har i en årrække forsket inden for området og har været med til at gennemlæse de mange videnskabelige publikationer, der ligger til grund for ekspertgruppens anbefalinger.

"Forskningen på tværs af mange lande viser en mulig sammenhæng mellem et højt forbrug af paracetamol og skader på det ufødte barn, f.eks. misdannelser af nyfødtes kønsorganer og neurologiske sygdomme som ADHD og autisme. Disse studier bliver underbygget af dyre- og cellestudier, som viser de samme sammenhænge. Vi ved efterhånden så meget, at vi synes, at kvinder skal informeres bedre, så de har muligheden for at vælge eller fravælge paracetamol på et oplyst grundlag. Især fordi studier indikerer, at en del gravide ikke betragter paracetamol som et rigtigt lægemiddel," siger David Møbjerg Kristensen.

Han påpeger, at ekspertgruppens gennemgang af forskningen på området nu giver de europæiske og amerikanske lægemiddelmyndigheder muligheden for at vurdere, om der er behov for mere skærpede advarsler til gravide, f.eks. i form af synlige mærkater på pakkerne med paracetamol.

Forbruget af paracetamol har været stigende gennem flere år i Danmark, og tidligere undersøgelser blandt danske gravide viser, at 40-50 procent af kvinderne tager paracetamol under graviditet.

"Den nuværende forskning giver ikke et helt præcist billede af, hvornår forbruget af paracetamol er for højt, men jo mere fosteret er udsat for, jo større er risikoen for visse sygdomme. Det er derfor vigtigt, at gravide følger Lægemiddelstyrelsens anbefalinger og kun bruger medicinen, hvis det skønnes nødvendigt – og i så kort tid og lav dosis som muligt. Hvis kvinderne er i tvivl, bør de snakke med egen læge eller apoteket," siger David Møbjerg Kristensen.

Nogle af de ubesvarede spørgsmål om paracetamol til gravide belyses aktuelt i det store igangværende COPANA-forskningsprojekt på Rigshospitalet, hvor gravide registrerer indtag af håndkøbsmedicin og følges nøje gennem graviditet og efter fødslen. Undersøgelsen er planlagt af børnelæge Casper Hagen fra Afdeling for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet.

Nogle gange det bedste alternativ

I den samlede vurdering af paracetamol er det samtidigt vigtigt at huske, at det i nogle tilfælde kan være det bedste alternativ til smertedækning og feber, siger forskerne. Forskningen viser nemlig, at de potentielle risici ved at tage andre typer smertestillende medicin (fx NSAID-præparater med ibuprofen) end paracetamol sandsynligvis er højere.

"Forskning viser, at f.eks. feber eller meget kraftige smerter potentielt i sig selv kan skade fosteret, og der er derfor gode lægefaglige grunde til, at læger anbefaler gravide at tage paracetamol," siger David Møbjerg Kristensen.

Forskerne i ekspertgruppen har gennemgået forskning relateret til brug af paracetamol under graviditet i perioden januar 1995 til oktober 2020. De påpeger, at der er behov for flere studier for yderligere at undersøge de mulige sammenhænge mellem paracetamol og skader på det ufødte barn. Forskningsresultaterne er dog nu så tungtvejende, at man ud fra et forsigtighedsprincip bør informere de gravide bedre om de potentielle risici, anbefaler ekspertgruppen.

Tags: graviditet

Like eller del denne artikel