Skip to main content

{source}
<!-- /52195173/ST_top -->
<div id='div-gpt-ad-1510488486117-0' style='height:180px; width:930px;'>
<script>
googletag.cmd.push(function() { googletag.display('div-gpt-ad-1510488486117-0'); });
</script>
</div>
{/source}

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Det ugentlige dødstal er det højeste i et halvt år - og dødeligheden i én bestemt gruppe vokser stærkt

20 danskere er døde med corona i den sidste uge. Vi skal helt tilbage til februar for at finde tilsvarende høje dødstal.

Forklaringen på det høje tal skal findes i, at vaccinernes effekt ser ud til at klinge af hos de allerældste - nemlig dem på plejehjemmene. De får i stigende grad de såkaldte "gennembrudsinfektioner", som betyder, at de bliver smittet, selv om de er fuldt vaccinerede. Gennem de seneste uger er antallet af plejehjemsbeboere med gennembrudsinfektioner steget støt uge for uge, og i den seneste uge fra 7.-14. september har der været 45 beboere, som blev smittet trods fuld vaccination. Der blev fundet smittetilfælde på i alt 18 plejehjem.

Selv om man smittes, beskytter vaccinerne normalt stadig meget mod alvorlige forløb, men også denne effekt synes at klinge af i stigende grad på plejehjemme. 

Igennem adskillige uger har der hver uge været 1-2 smittede plejehjemsbeboere, som er døde. Men i ugen fra 7. til 14. september er det tal steget til 12 beboere. 

3. september anbefalede Sundhedsstyrelsen, at revaccination af beboere på plejehjem begynder nu, da de er i øget risiko for et alvorligt forløb af covid-19.

”Plejehjemsbeboerne var nogle af de første, vi vaccinerede i Danmark, og vi ved, at niveauet af immunitet falder over tid. Samtidig ved vi, at særligt ældre kan have et svækket respons på vaccination,” sagde vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Bilsted Probst, ved den lejlighed.

Regioner og kommuner begyndte i sidste uge på at give de første boostervaccinationer på plejehjemmene. 

I Ældre Sagen er man kede af de mange dødsfald. 

"Vi har desværre set en øget tendens med smitte og dødsfald på plejehjem, hvor langt størstedelen er vaccinerede. Dette kan være et fingerpeg om, at vaccinerne ikke længere er så effektive. Det er derfor positivt, at man nu er gået i gang med at revaccinere plejehjemsbeboere. Netop ældre på plejehjem er særligt udsatte, da de bor tæt sammen, mange er multisyge,  får meget medicin og er afhængige af plejepersonalet," siger Ældre Sagens konsulent Rikke Hamfeldt.

Hun mener, at ikke kun plejehjemsbeboere, men også andre målgrupper, som blev vaccineret først på året, kan være i risiko for et alvorligt sygdomsforløb med covid.

"Sundhedsstyrelsen har meldt ud at der kommer en samlet plan for udrulning af revaccination. Vi ser frem til, at den kommer snarest," siger hun.

 

 

Dødsfald i perioden fra 7.-14. september 

Der var i alt 20 coronarelaterede dødsfald i ugen:

  • 1 kvinde og 1 mand i 50´erne, begge havde andre sygdomme
  • 1 kvinde i 60´erne. Hun havde andre sygdomme
  • 1 kvinde i 70´erne. Hun havde andre sygdomme
  • 6 kvinder og 6 mænd i i 80´erne. 11 af de 12 havde andre sygdomme
  • 4 kvinder i 90´erne. 3 af de 4 havde andre sygdomme

 

Tags: corona, coronavaccine

Del artikler