Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Odense tæt på at snuppe førstepladsen i kåring om at blive Danmarks bedste hospital

Aarhus Universitetshospital er nu i et helt årti blevet kåret som Danmarks bedste hospital af nyhedsavisen Dagens Medicin. Men i år var Odense Universitetshospital millimeter fra at snupper førstepladsen.

Universitetshospitalerne i Aarhus og Odense lå fuldstændig side om side, når det gælder vurderingen af behandlingskvalitet, der som noget nyt i år vægter med 90 pct. i kåringen. I modsætning til tidligere år tæller omdømme ikke med i Danmarks Bedste Hospitaler, og eneste andet parameter i kåringen er således patienttilfredshed, der vægter med 10 pct., og her lykkes det lige netop Aarhus at skubbe sig foran med 99 indekspoint, mens Odense scorer 97 indekspoint.

Nummer tre i kategorien af universitetshospitaler, som omfatter de største hospitaler i Danmark, blev Aalborg Universitetshospital nr. 3 og Rigshospitalet nr. 4.

Regionsrådsformand Bent Hansen (S) er imponeret over, at Aarhus Universitetshospital kan holde den høje standard.

”Det er svært at komme op på toppen, og det er endnu sværere at holde sig på toppen. Men det har Aarhus Universitetshospital formået," siger Bent Hansen i en pressemeddelese fra Region Midtjylland.

Aarhus Universitetshospital får 11 1. pladser blandt de 68 behandlinger og undersøgelser, som hospitalet er blevet vurderet på i konkurrencen. Desuden får hospitalet en række 2. og 3. pladser.

 

 

Aarhus Universitetshospital har vundet 1. pladsen inden for følgende 11 behandlingsområder: 

  • Blødende mavesår
  • Bugspytkirtelkræft (kirurgi)
  • Nyretransplantation
  • Forbigående blodprop i hjernen
  • Hoftenære lårbensbrud
  • Leddegigt
  • Prostatakræft (kirurgi)
  • Blærekræft (kirurgi)
  • Abdominale aortaaneurismer (udposning på legemspulsåren i maven)
  • Hjerteklapoperation med samtidig bypass-operation
  • Lungekræft (kirurgi)

 

Tags: Aarhus Universitetshospital, Odense Universitetshospital, Dagens Medicin, Danmarks bedste hospital