Forskere dybt uenige om coronapas-reglerne

Forskere er uenige om, hvor vidt det kan være en god ide, at tidligere smittede med covid-19 efter 12 uger skal lade sig teste for at kunne få et coronapas.

Myndighedernes krav om, at tidligere smittede med covid-19 efter 12 uger skal lade sig teste for at kunne få et coronapas har udløst skarp kritik fra flere immunologer. Kritikken fra flere immunologer går først og fremmest på, at Danmark som det eneste land ser bort fra verdenssundhedsorganisationen WHO´s udmeldinger om, at et sygdomsforløb med covid-19 i hvert fald gør folk immune for at blive smittet i seks måneder - en vurdering, der udspringer af studier, hvoraf mange peger på en endnu længere immunitet. Nogle forskere kan dog godt se fornuften i det - det gælder f.eks. Christian Gluud, professor og leder af forskningsenheden Copenhagen Trial Unit, der bl.a. forsker i kvaliteten af kliniske studier.  

“Selv om man har været smittet, så er der stadig en lille risiko for, at man kan blive smittet med covid-19 igen - ligesom, at man godt kan få covid-19, selv om man er vaccineret. Så set fra min stol har myndighederne truffet et pragmatisk og forsigtigt valg ved at sætte grænsen ved 12 uger. Og jeg støtter det princip, at det er bedre at gå med livrem og seler frem for blot én af delene,” siger Christian Gluud, der dog pointerer, “at man sagtens kan finde gode argumenter for i stedet at sætte grænsen ved fire, fem eller seks måneder”. 

“Immunitetens styrke og varighed er afhængige af flere faktorer, som f.eks. størrelsen af det virale load og immunforsvarets styrke,” siger Christian Gluud og peger på, at nogle mennesker har et fantastisk velfungerende immunsystem, hvor selv små stimuli leverer et kraftigt respons. Andre har mere vage immunsystemer, som ikke er i stand til at rejse et godt respons. Og alt det ved man jo ikke, når man står med den enkelte borger. 

“Så myndighederne vil på den ene side gerne anerkende tidligere sygdom som værende et validt adgangsgivende coronapas, men på den anden side være nogenlunde sikre på, at vedkommende ikke bærer rundt på sygdom,” siger han. 

Kravet forsøger efter alt at dømme måske også at tage højde for, at virusset muterer med stor hast.

“I forhold til corona-passet, så er problemet med varianterne jo noget, der bakker op om tre måneders-reglen. For jo længere, man kommer væk fra den oprindelige corona, er der en større sandsynlighed for, at man kan bære rundt på en covid-19-variant. Og det er endnu ikke fuldstændigt klart, om varianterne øger risikoen for, at tidligere smittede atter kan blive smittet, og hvor godt vaccinerne dækker mod dem. Det er et kæmpe puslespil at få klarlagt,” siger han.

Professor i immunologi på Københavns Universitet Jan Pravsgaard Christensen, ser helt anderledes på det.

“Christian Gluud har fuldstændigt ret i, at man ikke kan være sikker på, at immunitet for én type covid-19 også dækker for de øvrige varianter. Men status er, at vi aktuelt kun har den britiske variant i Danmark. Og så har vi nogle få sporadiske udbrud af de andre varianter, den sydafrikanske og den sydamerikanske - så hvorfor ikke bruge testkapaciteten til at inddæmme de områder, hvor man opdager, at der nu er en sydamerikansk variant og få styr på det i stedet for at teste en masse, som ikke har været i kontakt med dem, og som i øvrigt har været syge,” siger Jan Pravsgaard Christensen. Han opfordrer til, at man ser problematikken i et større perspektiv.  

“Statens Serum Institut har udarbejdet en rapport, der viser, at tidligere smittede er godt og grundigt immune og har antistoffer mod sygdommen hele otte måneder efter infektionen. Så at en enkelt eller to falder igennem og er smittet, ja, den risiko må vi løbe, det gør vi også ved de vaccinerede,” siger han og tilføjer, at en sådan strategi ville betyde, at kan spare tests for 250.000 personer.

“Målet er jo, at vi skal op på 700.000 tests om dagen, og der kan jeg godt være lidt bekymret for, om vi kan nå derop, hvis vi samtidigt skal teste en masse irrelevante mennesker,” siger han.

Jan Pravsgaard Christensen synes, at det er absurd, at selv vaccinerede i øjeblikket skal lade sig teste for overhovedet at komme på arbejde. 

“Det er jo også spild af tests, da det er det samme som at sige, at man ikke stoler på vaccinen. Et middel til at sikre sig, at man har så mange tests som muligt, er jo ved at undgå en masse ligegyldige tests. Det er jo fuldstændigt tåbeligt at selv vaccinerede fortsat skal stille med en negativ coronatest for at komme på arbejde på mit universitet,” siger han. 

Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i København, oplever, at mange restriktioner og krav er baseret på målinger af mængden af antistoffer i blodet, selv om det ikke altid er et pålideligt mål for, i hvor høj grad borgeren er immun overfor sygdommen.  

“Vi ved, at nogle tidligere smittede aldrig opnår særligt høje mængder af antistof. Deres mængde antistoffer forsvinder derfor også hurtigt igen - men, om det er det samme som at immuniteten forsvinder, det ved vi jo ikke. Så du kan ikke bruge påvisningen af antistoffer mange måneder efter til at sige, om du er beskyttet eller ej,” siger Allan Randrup Thomsen. 

Hvis man endelig skulle bruge mængden af antistoffer til at sige noget om immuniteten, skulle man lave en antistoftest f.eks. fire uger efter infektionen. Hvis mængden på dette fast tidspunkt lå over et vist niveau, så er personen solidt immuniseret, og det skulle så udløse et coronapas i hvert fald et halvt år. 

I det hele taget er der flere regler for coronapasset, som han synes er uigennemtænkte.

“Reglerne omkring coronapasset udløser flere paradokser: Selv om man er vaccineret, skal medarbejderne på universitetet f.eks. stadigvæk lade sig teste for at tjekke fysisk ind på arbejde. Men det behøver de ikke for at gå på restaurant. Reglen giver fin mening for dem, der arbejder på hospital. Her er det nødvendigt at gå med livrem og seler. Men på universitetet, hvor de fleste er unge og raske, synes jeg, det er at skyde gråspurve med kanoner,” siger han. 

Sundhedspolitisk Tidsskrift: Hvad er konsekvensen af det? 

 “Det værste i det er, at folk begynder at gøre lidt grin med det og ikke tager det helt alvorligt. Så hvis man insisterer på, at der skal være forskel fra sted til sted, så skal man forklare hvorfor, der er denne her forskel, som i tilfældet med hospitalerne, hvor det giver mening at gå med seler og livrem,” siger Allan Randrup Thomsen.