Sammenbrud i forhandlinger om ny overenskomst for praktiserende læger
Praktiserende læger får ikke en ny overenskomst til nytår som planlagt. På et møde mandag har Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) konstateret, at der ikke er udsigt til, at de kan nå til enighed om en ny overenskomst for almen praksis.
I næsten et år har PLO og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) ellers forhandlet om en ny overenskomst for almen praksis, men at det er stået på længe, gør ikke afgørende uenigheder mindre.
Parterne sætter derfor forhandlingerne på pause frem til marts, og der er ikke aftalt nye møder. Dermed kører den nuværende overenskomst videre helt uændret, og pausen i forhandlingerne har således ingen betydning for borgernes mulighed for at kunne gå til lægen.
Chefforhandler og næstformand i RLTN, Bo Libergren, siger, at forhandlingerne strander på uenighed om økonomien.
”Vi er nået rigtig langt med de ting, der har betydning for patienterne. Det gælder både indsatser for de sårbare borgere og indsatser, der skal sikre, at behandlingen af patienter med et komplekst sygdomsbillede rykker tættere på og hænger bedre sammen. Desværre er vores forventninger til de økonomiske rammer ikke helt ens, og derfor har vi nu valgt at tage en pause i forhandlingerne,” siger Bo Libergren.
Under forhandlingerne i efteråret trak de praktiserende lægers formand Christian Freitag sig fra posten udløb. I hans sted blev Jørgen Skadborg konstitueret og er siden blevet valgt til ny formand. Han har derfor siddet overfor Libergren ved forhandlingsbordet de seneste måneder.
”For PLO er det afgørende at opnå en stærkt tiltrængt modernisering af lægevagten i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Samtidigt skal der ske forbedringer, som øger muligheden for, at vi kan blive ved med at rekruttere og fastholde det nødvendige antal læger til at løse opgaven – ikke mindst i udkantsområderne. Men det er vi desværre ikke kommet i mål med,” siger Jørgen Skadborg.
Tags: Overenskomt
