Smitteopsporing: Sundhedsstyrelsen har trykket på panikknappen

BLOG. Sundhedsstyrelsen har i denne uge ændret på smitteopsporingsprogrammet, så langt flere kan kategoriseres som "nære kontakter". Coronablogger Christian Heibøll-Nielsen har selv fået arbejde i smitteopsporingen og er bekymret for det, han kalder styrelsens tryk på panikknappen. "Vi har oplevet dages ventetid på at komme igennem til at få lavet rekvisition på test, ligesom coronaprover.dk har været lagt ned af flere omgange. Så hvad sker der, når vi fra den ene dag til den anden øger – ja måske mangedobler – antallet af nære kontakter? Man må frygte det værste," skriver Christian Heibøll-Nielsen. 

Christian Heebøll-Nielsen er farmaceut og har erfaring fra både undervisning og forskning på universitetet og fra en karriere indenfor markedsføring i både healthcare industrien og på reklamebureauer.

For tiden er han selvstændig konsultent og rådgiver firmaer med markedsføring indenfor life-science.

Han er 48 år gammel og gift med Annette, der er intensivsygeplejerske.

I den sidste uge har vi kunnet læse i Politiken, at forskere fra WHO har kritiseret smittesporingen i Danmark. Hvis ikke man kan identificere nære kontakter, kan man ikke stoppe smittespredningen. Og den sidste måned har udviklingen i smitte ikke været køn. Når man så hører, at der kun identificeres og kontaktes under en kontakt per smittet, har vi balladen. 

Gode bekendte har skrevet en kommentar om problemerne med smittesporingen her. Også DRs Detektor har kigget nærmere på opsporingen, ligesom Sundhedspolitisk Tidsskrift har skrevet om det. Og der er problemer. Som det vil være faste læsere af denne blog bekendt, er denne forfatter selv en del af smittesporingen. Så i denne blog skal vi kigge lidt nærmere på, hvad der er op og ned i diskussionen.

Massiv kritik, helt oppe fra WHO

For der er problemer. Og lad os starte fra toppen. For smittesporingen er lagt i hænderne på Styrelsen for Patientsikkerhed. En opgave, som dog langt overstiger, hvad styrelsen har ressourcer og kompetencer til alene. Og derfor er der også mange andre involverede. Det gælder politiet, Beredskabsstyrelsen, hæren, hjemmeværnet og Statens Serum Institut. Og så sidder ministeriet og Sundhedsstyrelsen med inde over de helt centrale beslutninger. Og et så stort samarbejde kan aldrig køre gnidningsfrit.

Det fik vi således også at se i denne uge, hvor Sundhedsstyrelsen som skrevet overfor trykkede på panikknappen. Med den massive kritik af opsporingen helt op til selveste WHO og med tilhørende politisk pres, måtte der ske noget. Derfor valgte Sundhedsstyrelse at redefinere, hvad vi opfatter som nære kontakter. I smitteopsporingen er der to centrale grupper. De smittede, som naturligvis skal findes og isoleres, og så deres nære kontakter. Dem, de smittede har været så tæt sammen med, at de risikerer at være smittede. Og dem skal vi også have fundet og isoleret, så vi kan sikre os mod, at de også kan smitte endnu flere.

Og med et trylleslag har vi lige pludselig mangedoblet antallet af nære konktakter. Det sker ved, at vi dels går væk fra princippet om, at man skal have haft ansigt til ansigt-kontakt på under en meter i mere end 15 minutter, og dels ved at vi opfinder nye grupper af nære kontakter, som har været indenfor to meters afstand af den smittede. Så pludselig kan der registreres mange flere nære kontakter. Både når der tales med smittede, men også når kontakterne selv henvender sig.

Og det sidste er faktisk en stor og væsentlig del af smittesporingen og noget, der ofte glemmes i kritikken. For langt de fleste, som smittesporingen taler med, er faktisk borgere der selv henvender sig. Det gør de, fordi de ved, at de har været sammen med en smittet. Og de hjælpes og informeres så om behovet for selvisolation og test. Men de bliver bare ikke koblet sammen med en kendt smittet i systemerne. En af udfordringerne ved at gøre det er, at vi har en udbredt frygt for at overskride grænserne for persondatalovgivningen. 

Men dem, der selv henvender sig, er præcis lige så meget nære kontakter som dem, som de smittede oplyser om. Årsagen til, at der registreres så få kontakter under de smittede er i øvrigt, at mange smittede foretrækker selv at kontakte venner og familie og orientere dem om deres sygdom. Og det er jo egentlig meget forståeligt. Det kan selvfølgelig være svært at kvalitetssikre den information, der gives, men mange af dem, som de smittede kontakter, ender med selv at henvende sig sidenhen. Og så er resultatet jo det samme. 

Hvad sker der så, når vi trykker på panikknappen? Se, det er det, der kan bekymre. For de borgerrettede systemer, som skal hjælpe både smittede og nære kontakter, har hele tiden været udfordret på kapaciteten. Vi har således oplevet dages ventetid på at komme igennem til at få lavet rekvisition på test, ligesom coronaprover.dk har været lagt ned af flere omgange. Så hvad sker der, når vi fra den ene dag til den anden øger – ja måske mangedobler – antallet af nære kontakter? Man må frygte det værste. Og her kan det blive alvorligt. For hvis folk oplever barrierer i forhold til at komme igennem til f.eks. at bestille test, ja så må vi gå ud fra, at mange vil give op. Og det kan komme til at koste dyrt.

Det er en direkte konsekvens af den mudrede organisation af smittesporingen. Man har i Danmark bevidst valgt at ville udvikle sin egen tilgang og har skelet meget lidt til erfaringer fra andre lande. Og opgaven løses ved at asfaltere, mens man kører. 

Hvorfor stiger smitten stadig?

En effektiv smittesporing er helt central i det, vi kender som hammeren og dansen. Uden smittesporing er vi efterladt med alternativet massiv nedlukning. Og det er der nok ikke mange, der ønsker.

Overvismændene pegede i deres nylige rapport på, at der kan blive behov for at tage skrappere midler i brug. I nogle lande har man oplevet, at de smittede er meget dårlige til at efterleve krav om isolation, og man kunne således forestille sig at indføre et element af kontrol. Elektronisk eller ved reelt fysisk fremmøde hos den smittede. Kombineret med en straf ved manglende efterlevelse. Om sådanne tiltag er politisk gangbare, er nok et åbent spørgsmål. Ovenpå minksagen er lysten nok ikke stor til sådanne indgreb i den personlige frihed.

Derfor kunne jeg også tænke mig her til slut at dele lidt af de erfaringer, som jeg har gjort mig gennem flere tusinde samtaler med smittede og nære kontakter. Langt, langt hovedparten tager situationen særdeles alvorligt. Og vi kan konstatere, at man allerede for længst har været i kontakt med arbejdsgivere og uddannelser, inden vi overhovedet får talt med dem. Og ligeledes er de fleste nære kontakter allerede selv gået i isolation. Helt på egen hånd, fordi man undersøger regler og anbefalinger. Og det er særdeles positivt.

Men hvorfor bliver smitten så ved med at stige, hvis opsporingen virker? Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål. Man kan forestille sig flere svar. F.eks. kunne man tænke sig, at vi finder de smittede for sent i deres sygdom, på et tidspunkt, hvor de allerede har nået at smitte andre. En sådan mekanisme kunne være selvforstærkende, for når vi går ud fra den smittedes testdato, ja hvis vi så finder dem sent, så overfører vi skaden til de nære kontakter. Imod denne forklaring taler dog, at mange smittede stadig har symptomer. Og her er vi på mere sikker grund.

Så en mere nærliggende forklaring er, at der stadig er mange smittede, som aldrig bliver testede. Både fordi de ikke får symptomer, men også fordi mange fravælger test. Måske fordi man ikke kan overskue konsekvenserne af et positivt resultat. Blive hjemme fra arbejde. Aflyse familiefesten, droppe ferien, eller hvad det nu måtte være. Hvis vi skal komme dette til livs, er vi nødt til at kigge radikalt anderledes på, hvordan vi tester. Og vi er også nødt til at overveje, hvordan vi kan udnytte de såkaldte kviktest, som vi tidligere har skrevet om. Den lidt nedslående besked her er dog, at der ikke synes at være vilje eller lyst til at kigge nærmere på denne teknologi hos de involverede myndigheder. Så det vil formentlig kræve et ret markant politisk pres at ændre holdningen. Og det åbne spørgsmål er så, om nogen politikere føler sig klædt godt nok på til opgaven?



Tags: corona, coronablog

Like eller del denne artikel