Sundhedsmyndigheder i USA godkender eksperimentel behandling, som Trump fik
Den amerikanske præsident Donald Trump mente i oktober, at det var en Guds velsignelse, at han fik covid-19. For så fik han afprøvet biotekfirmaet Regenerons eksperimentelle og ikke-godkendte cocktail af monoklonale antistoffer, Regn-cov2. Den behandling mente han nemlig var årsagen til sin hurtige bedring. Nu har de amerikanske sundhedsmyndigheder godkendt nødbrug af behandlingen.
"Det var Guds velsignelse. En velsignelse i forklædning. For før min sygdom var behandlingen en behandling på linje med alle andre. Men jeg havde hørt om den og foreslog selv lægerne at afprøve den på mig, og jeg fik det straks bedre. Så nu har jeg autoriseret en nødgodkendelse af behandlingen. Jeg vil have, at alle syge amerikanere kan få samme behandling som jeg. Og vi arbejder på, at det skal være gratis," sagde Trump i en video på Twitter 7. oktober.
Om det rent faktisk var Regn-cov2, som helbredte Trump, vides ikke. Mange bliver raske af sig selv.
Trods Trumps ord om, at han havde autoriseret en nødgodkendelse, så er det dog først nu, at de amerikanske sundhedsmyndigheder FDA har godkendt biotekselskabet Regenerons middel´Regn-cov2 til nødbrug. Et lignende præparat bestående af monoklonale antistoffer fra Eli Lilly blev godkendt til nødbrug tidligere på måneden. Tilladelserne til nødbrug er kun for mennesker i høj risiko for at udvikle svær covid-19. Og den er ikke rettet mod indlagte eller patienter, som har brug for ilt. Data viser ind til nu, at midlerne er bedt til patienter, som for nylig er testet positive, og hvor virus ikke har fået tid til at udvikle sig voldsomt.
Nødgodkendelserne rejser nu straks spørgsmål om hvem der kan få lov at få midlerne. Næsten 200.000 amerikanere bliver testet positive hver dag i øjeblikket, heraf mange, som er i risiko for at få svære forløb. Regeneron har sagt, at firmaet her i slutningen af november kun har medicin nok til i alt 80.000. I begyndelsen januar vil produktionen være blevet sat op, at 200.000 kan få den. Og først derefter vil produktionen for alvor kunne flyve på grund af samarbejde med Roche. Så de første to-tre måneder vil der altså kun være medicin nok til ef fåtal af de mange millioner smittede amerikanere.
Regeneron har fået et milliardbeløb af den amerikanske regering til at udvikle og producere lægemidlet, og de første 300.000 portioner er gratis. Men de smittede skal dog muligvis betale for behandlingen, da den skal foretages med drop på et hospital eller på en klinik.
Godkendt til 79 sygdomme
Monoklonale antistoffer blev først udviklet som en terapi i 1970'erne, og siden da har FDA har godkendt dem til 79 sygdomme, der spænder fra kræft til AIDS.
