Her er lægemidlerne, Trump får

Den amerikanske præsident Donald Trumps læger satte søndag morgen præsidenten i behandling med steroidpræparatet dexamethason, som kan hjælpe mennesker med alvorlig covid-19 sygdom, men alligevel oplyser hans læger, at han måske kommer hjem i dag, mandag.

Meddelelsen fra Trumps medicinske team søndag formiddag om, at præsidenten er på dexamethason, vil givetvis øge spekulationerne om, hvor alvorlig ​​præsidentens sygdom er, eftersom at præparatet kun har vist effekt på covid-19 patienter, som modtager iltbehandling. De amerikanske sundhedsmyndigheder, NIH, direkte advarer mod at anvende præparatet til behandling af covid-19 hos patienter, der ikke har brug for ilt.

Steroidet redder liv ved at berolige immunsystemet, som kan blive farligt overaktivt i covid, men det skal bruges på det rigtige tidspunkt. Gives det for tidligt, kan stoffet kan gøre tingene værre ved at forringe kroppens evne til selv at bekæmpe virussen. Selv siger Trump, at han arbejder og har det godt.

Præsident Trump blev fredag indlagt på Walter Reed National Military Medical Center, hvorfra det både fredag og lørdag forlød, at han havde det godt og blot hvilede sig, indtil Det hvide Hus lørdag aften dansk tid lod medierne forstå, at præsidentens tilstand var bekymrende. 

Men mysterierne omkring graden af Trumps sygdoms karakter blev heller ikke mindre søndag, efter at hans læger søndag morgen amerikansk tid indrømmede, at Trump modtog ilt i cirka en time fredag, samt at der også var sket et fald i præsidentens blods iltmætning igen lørdag ​​uden at Trumps læge, Sean Conley, med sikkerhed vidste, om lørdagens fald også havde ført til behandling med ilt. Iltmætningen i præsidentents blod var fredag nede på 94 procent, lød det dog samtidig fra Sean Conley, som lørdag ellers pure nægtede at bekræfte, at præsidenten havde modtaget ilt.

Dexamethason blev i juni vist som det første stof, der kunne reducere covid-19-dødsfald, og 18. september 2020 meddelte Lægemiddelstyrelsen i Danmark, at dexamethason kan bruges til behandling af indlagte covid-19-patienter, der har brug for supplerende iltbehandling. Det skete efter, at EMA havde godkendt resultaterne fra et britisk studie, RECOVERY-studiet, som har vist, at 29 procent af de patienter i respirator, der blev behandlet med dexamethason, døde inden for 28 dage, men tallet var 41 procent for respiratorpatienter, der ikke fik dexamethason – altså en relativ reduktion af dødeligheden for denne patientgruppe på 35 procent. Tilsvarende viste studierne, at 23 procent af COVID-19-patienterne på dexamethason, der modtog iltbehandling uden for respirator, døde inden for 28 dage, mens tallet var 26 procent for patienter i den samme patientgruppe, der ikke modtog dexamethason – altså en relativ reduktion af dødeligheden på 20 procent.

Fik eksperimentel cocktail af stoffer

Men inden Trump startede behandling med dexamethason modtog han fredag - samme dag som han blev indlagt - biotekfirmaet Regenerons eksperimentelle og ikke-godkendte cocktail af monoklonale antistoffer, Regn-cov2, som firmaet håber kan blive en effektiv behandling for covid-19.

En høj dosis af Regenerons antistofcocktai fører - ifølge en pressemeddelse fra Regeneron dagen før, at Trump blev indlagt - til, at virusniveauerne faldt hurtigere hos inficerede, ikke-indlagte patienter, hvilket potentielt indikerer, at behandlingen kan hjælpe dem med at blive bedre. Regeneron oplyste samtidigt, at de fulde resultater vil blive blive offentliggjort på et senere tidspunkt. Men ifølge Regeneron synes data at vise, at antistoffet havde en større effekt hos patienter, der testede positivt for covid-19, men som endnu ikke havde skabt høje niveauer af deres egne antistoffer mod virussen. Regenerons data stammer fra et forsøg med 275 patienter, som var testede positive, men som ikke var hospitalsindlagte, oplyste Regeneron om præparatet, som Trumps læger ifølge CNN måtte indhente FDA’ særlige tilladelse til for at kunne anvende overfor Trump.

Herudover blev Trump fredag også efter indlæggelsen på hospital forsøgt behandlet med Remdesevir, som var det første lægemiddel, der i den tidlige sommer fik særlig hastetilladelse fra FDA til brug mod covid-19, eftersom Remdesevir forhindrer vira i at replikere sig selv ved at indsætte sig selv i nye virale gener. Foreløbige data fra forsøg, der begyndte i foråret, har antydet, at stoffet kan reducere et gennemsnitligt hospitalsophold fra 15 til 11 dage, men det er endnu ikke klart, om det har en større effekt på reduktion af dødsfald.

Udover ilt og de tre præparater har Trump for eksempel også indtaget zinc, vitamin D, pepcid, melatonin og aspirin ifølge oplysninger fra det medicinske branche site, Endpoints news.

Mindst syv mennesker, der deltog i et arrangement i Hvide Hus ii sidste uge, inklusive Trump selv, har nu testet positive for coronavirus. Ligesom også fire andre fra hans nærmeste kreds foreløbigt er positive – heriblandt blandt andet hans hustru.

Ny kritik

Trump får i øvrigt nu kritik for, at han søndag handlede uansvarligt. I sin hermetisk lukkede og skudsikre bil kørte præsidenten en kort tur væk fra Walter Reed Medical Center, hvor han er indlagt. Han havde mundbind på, og det samme havde secret service-folk i bilen. Fra bilen vinkede han til folk. 

"Risikoen for at overføre covid-19 derinde er så stor, som den kan blive, bortset fra ved sundhedsmæssige indgreb. Uansvarligheden er forbløffende. Mine tanker går til Secret Service, som er tvunget til at spille med," skriver lægen James Phillips på Twitter. Han er leder for katastrofemedicin ved George Washington University og ansat ved netop Walter Reed Medical Center, hvor Trump er indlagt.

Trumps formål med køreturen var et "surprise visit" til de "patrioter", som er forsamlet ved hospitalet for at støtte ham. Det fortalte han om i en kort Twitter-video inden køreturen.

 

Tags: trump

Like eller del denne artikel