"Vores undersøgelse giver os bevis for, hvad vi tidligere har mistænkt, at der er en enorm asymmetri i antallet af kliniske forsøg med kræftbehandling i forskellige lande," siger Teresa Amaral.

Europæisk ulighed: Østeuropæere har ringere adgang til kræftmedicin

Adgang til kræftmedicin er meget forskellig i hele Europa, både for nye lægemidler under udvikling, på grund af ujævn adgang til kliniske forsøg og til godkendte lægemidler på grund af store forskelle i sundhedsudgifter.

Det viste resultater præsenteret på kræftlægernes virtuelle kongres ESMO, hvor forskere fortalte, at lande i Vesteuropa gennemfører et større antal kliniske forsøg med nye kræftbehandlinger end lande i Øst- og Centraleuropa.

"Vores undersøgelse giver os bevis for, hvad vi tidligere har mistænkt, at der er en enorm asymmetri i antallet af kliniske forsøg med kræftbehandling i forskellige lande," siger dr. Teresa Amaral fra Universitetshospitalet Tubingen, Tyskland.

”At have adgang til kliniske forsøg giver kræftpatienter flere fordele. Det betyder, at de potentielt kan få adgang til nye behandlinger tidligere i forsøgsfasen snarere end at skulle vente på godkendelse og refusion," forklarer hun.

"Også alle forsøgsdeltagere drager fordel af den regelmæssige opfølgning og overvågning, der er involveret i at deltage i et klinisk studie."

Forskerne gennemtrævlede databasen fra clinicaltrials.gov for at finde kliniske interventioner hos voksne med tumorer mellem 2009 og 2019. Analysen af antallet af forsøg i 34 europæiske lande afslørede store forskelle. Albanien havde det laveste antal aktive kliniske forsøg med kræft (0,14 kliniske forsøg pr. 100 000 indbyggere), mens Belgien havde det højeste antal (11,06 pr. 100 000).

Yderligere resultater viste, at det samlede antal udførte onkologiske kliniske forsøg i europæiske lande steg med 33 procent mellem 2010 og 2018 med en langt større stigning i tidlige undersøgelsesfaser (61 procents stigning i fase I-II-forsøg) end forsøg med senfase ( syv procents stigning i fase II-III forsøg).

Flere forsøg i tidligere stadier

Teresa Amaral foreslår, at dette muligvis skyldtes et skift i klinisk forsøgsdesign:

"Der er ikke længere en klar progression fra First-in-human-studier til fase I, fase II og derefter meget større fase III-forsøg. I stedet har vi en tendens til at have flere forsøg i tidligere faser, nemlig fase II, som muligvis kan udvides til senere faser."

Stigningen i tidlige fase-forsøg er også asymmetrisk, og vækstraten afhænger af antallet af forsøg ved baseline.

"Lande skal have den nødvendige infrastruktur og ekspertise til at gennemføre forsøg af enhver art, herunder forsøg i tidlige faser."

”Et højere antal fase I-forsøg er et tegn på mere aktiv forskning i et bestemt land med den rette infrastruktur og nødvendige incitamenter til at gennemføre kliniske forsøg,” siger Thomas Cerny, professor i medicinsk onkologi ved University of Berne, Schweiz og medlem af ESMO Principles of Clinical Trials and Systemic Therapy Faculty.

"Og den eneste måde at udvikle nye kræftlægemidler er at kunne sætte patienter i kliniske forsøg," tilføjer han.

"Forskellen i antallet af kliniske forsøg pr. indbygger - med flere forsøg i velhavende lande - betyder, at adgang til kliniske forsøg og innovative lægemidler bare ikke er mulig for kræftpatienter, der bor i mindre velhavende lande," understreger Cerny.

"Kliniske undersøgelser kræver en solid infrastruktur med hensyn til personale og udstyr, og dette afhænger af landets samlede økonomiske situation. Disse krav øges, så kløften i klinisk forsøgskapacitet sandsynligvis ikke vil reduceres inden for kort tid."

Undersøger årsager til asymmetri

"Den frivillige harmoniseringsprocedure, hvor forsøgssponsorer kan indsende forsøgsdokumentation til flere lande på samme tid, har strømlinet processen og reduceret godkendelsestiden til forsøg. Men der er behov for at gøre mere for at øge adgangen til kliniske forsøg i lande, hvor antallet af forsøg i øjeblikket er lavt," supplerer Amaral.

Forskningsgruppen undersøger i øjeblikket årsagerne til asymmetrien for at kunne komme med forslag til løsninger.

En sundhedsøkonomisk analyse, der også er fremlagt på ESMOs virtuelle kongres, viser, at velhavende europæiske lande brugte ti gange så meget som fattige lande pr. indbygger på kræftmedicin i 2018 efter et lignende mønster som det, der blev set for kliniske forsøg.

”Der var en enorm forskel i udgifterne til kræftmedicin," fortalte analysens hovedforfatter dr. Nils Wilking fra Karolinska Institutet, Stockholm, Sverige.

"Vi fandt ud af, at uligheder hovedsagelig er relateret til landenes økonomiske styrke og ikke til sygdomsbyrden ved kræft."

Forskerne estimerede kræftspecifikke sundhedsudgifter i 31 lande (EU-27 plus Island, Norge, Schweiz og Storbritannien) ved hjælp af nationale tal for 2018.

Resultaterne viste, at Østrig, Tyskland og Schweiz havde de største udgifter til kræftmedicin (90 til 108 euro) pr. indbygger, mens Tjekkiet, Letland og Polen havde de laveste udgifter (13 til 16 euro) pr. indbygger. De største forskelle i udgifterne mellem lande blev set for lægemidler til immuno-onkologi.

”Der er to hovedfaktorer, som tegner sig for forskellene i udgifterne til kræftmedicin: den ene er mangel på penge, og den anden er, at lægemidler ikke er godkendt til brug i nogle sundhedssystemer," mener Wilking.

Cerny kommenterede: ”Det er vanskeligt at vurdere de reelle omkostninger i alle lande, fordi systemer varierer fra land til land, og der er mange skjulte omkostninger, der ikke afspejles i de anvendte databaser. Men undersøgelsen viser, at jo mere et land kan bruge på medicin, jo mere har dets indbyggere adgang til kræftmedicin."

Tags: Kræft, ESMO, ulighed

Like eller del denne artikel