Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Ambitiøs forskningsstrategi for tvang i Syddanmark

Med målet om at halvere brugen af tvang i 2019 har Region Syddanmark sat gang i en omfattende indsats for at blive klogere på området.

Flere forskere i gang med større studier, så man sammenlagt får både patienternes, de pårørendes og personalets perspektiver på, hvad de mener, man kan gøre for at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien. Alt sammen som led i en ny og ambitiøs forskningsstrategi, der skal lægge kursen for forskningen i perioden 2017-2020. Hovedtanken er at sætte fokus på at øge samarbejdet med internationale forskere og universiteter og i forskningen at fokusere mere på samarbejdet med patienter og pårørende. Målsætningen for den øgede indsats er at halvere brugen af tvang.

Strategien er den tredje fra Region Syddanmakrs Psykiatri og fortsætter med at øge ambitionsniveauet. De to foregående har indfriet målene, hvilket har resulteret i et styrket forskningsmiljø med en udvidet forskerstab. Under den seneste forskningsstrategi blev der ansat syv professorer på psykiatrisygehuset, mens man nåede 28 ph.d.-studerende i august 2016. Den udvidede forskergruppe har også medvirket til, at antallet af publikationer har været støt stigende de seneste år med en fremgang fra 23 artikler i 2013 til 62 sidste år.

”Det er essentielt for strategien, at vi skal ramme meget bredt med forskningen. Derfor satser vi også på, at vi vil se endnu flere artikler i endnu mere betydningsfulde tidsskrifter i fremtiden,” siger lægefaglig direktør Anders Meinert Pedersen.

Region Syd har hyret britisk ekspert i tvang

Som led i at forstærke forskningsindsatsen via internationalt samarbejde har Region Syd netop ansat den britiske professor, Joy Ann Duxbury. Hun er tiltrådt i en tre-årig stilling som adjungeret professor hos Psykiatrien i Region Syddanmark, hvor hun bliver tilknyttet Center for Psykiatrisk Sygepleje & Sundhedsforskning, CPS, og dermed også bliver en del af Institut for Regional Sundhedsforskning under det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet, SDU.

Joy Ann Duxbury har mange års erfaring som forsker inden for mental sundhed, og hun er formand for det europæiske forskningsnetværk vedrørende tvang.

Hun kommer fra en position som professor of Mental Health Nursing, Director of Centre for Mental Health & Wellbeing ved School of Nursing, University of Central Lancashire.

”Hun er allerede tilknyttet forskningsprogrammet ’Reduktion af Tvang’ ved CPS, og jeg er overbevist om, hun vil blive en gevinst grundet sin centrale placering som formand for det europæiske forskningsnetværk vedr. tvang som én af de førende eksperter i verden,” siger Frederik Alkier Gildberg, der er forskningskoordinator hos Psykiatrien i Region Syddanmark.

Tags: Region Syddanmark, psykiatri, tvang, Anders Meinert Pedersen

Del artikler