Patienter med hjerteflimmer lever længere end hidtil
Tilbage i 1970'erne/80'erne forkortede sygdommen atrieflimren livet med tre år. I dag forkorter atrieflimren livet med to år. Det er godt nyt, og det viser ifølge forskere, at vi er på rette vej med behandlingen af den alvorlige folkesygdom.
Flimren i hjertets forkamre – også kaldet atrieflimren – er en folkesygdom, som 130.000 danskere i dag lever med, og flere end 20.000 danskere får diagnosen hvert år.
Nye internationale forskningsresultater inden for atrieflimren er netop blevet publiceret i det anerkendte videnskabelige tidskrift "The BMJ". Resultaterne er unikke, fordi de er baseret på data, der strækker sig over en lang periode helt tilbage fra 1972. De viser et fald i dødeligheden blandt patienter, der får sygdommen atrieflimren.
"Prognosen for patienter med atrieflimren er forbedret over tid, men atrieflimren er stadig forbundet med et tab i forventet levealder sammenlignet med personer uden atrieflimren," siger forsker og læge Nicklas Vinter, der står i spidsen for det nye forskningsprojekt, som er et samarbejde med førende internationale forskere fra det prestigefyldte Bosten University i USA. Nicklas Vinter er ansat i Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg og Aarhus Universitet.
Den nye undersøgelse viser, at atrieflimren i dag gennemsnitlig forkorter en patients liv to år sammenlignet med den almene befolkning.
42 års data fra flere generationer
Forskerne har analyseret data fra det anerkendte amerikanske studie – Framingham Heart Study – der er en helt unik undersøgelse, som begyndte helt tilbage i 1948 og fortsat kører den dag i dag. På den måde er der samlet data fra flere genererationer, og derfor har det været muligt at sammenligne patienter med atrieflimren fra en periode, der strækker sig over fire årtier.
Tags: hjerte-kar
