Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Stramme kunstbudgetter på de nye supersygehuse

Regionerne er meget bevidste om, at kunst har en positiv effekt på patienters og deres pårørendes helbred og velbefindende. Alligevel vælger de nye regionale supersygehuse at bruge færre penge på kunst end statslige byggerier.

De seneste års forskning af kunst i sygehusmiljøer viser, at kunst har en helende effekt på patienter og pårørende. Blandt andet viser en ny dansk interviewundersøgelse baseret på svar fra cirka 600 danske patienter, pårørende og personale på fem danske hospitaler, at kunsten har en stor betydning for, hvordan brugerne oplever en indlæggelse.

Der findes endnu ikke målbare undersøgelser af kunsten direkte effekt på helbredelsen og indlæggelsestiden. Men al den kvalitative forskning, der findes på området, peger i én retning – nemlig at der er en positiv effekt på patienter og pårørendes oplevelser af sygdomsforløb og indlæggelser.

Færre penge end i statslige byggerier

På trods af forskningsresultaterne vælger de nye supersygehuse rundt om i landet at operere med et kunstbudget, der ligger under det, som lovgivningen for statslige byggerier foreskriver. Ifølge cirkulære om kunstnerisk udsmykning af statsligt byggeri fra 2015 skal 1,5 procent af de samlede håndværkerudgifter afsættes til kunstnerisk udsmykning af bygningerne.

Loven gælder ikke for de regionale sygehusbyggerier, og derfor har regionsrådene lov til at afsætte et beløb, der procentvis ligger under beløbet for statslige byggerier.

Fælles for den kunst, der er afsat midler til på de nye supersygehuse er, at den bliver en integreret del af det enkelte sygehus’ arkitektur, og at kunstmidlerne også bliver brugt til at lave afmærkninger, der hjælper patienter og pårørende med at finde rundt.

Sparede på kunsten med grædende hjerte

Til det kommende supersygehus og universitetshospital i Odense (nyt OUH) har Region Syddanmark i første omgang valgt at afsætte 0,5 procent af håndværkerudgifterne til kunstnerisk udsmykning. Men fra dette beløb, der svarer til 26 millioner kroner, er der blevet skåret 10 millioner kroner, så der nu kun er afsat 16 millioner kroner til kunsten på hospitalet.

Formand for innovationsudvalget i Region Syddanmark, Karsten Uno Petersen (S), mener, at 1,5 pct. er for meget at afsætte til kunst, når man samtidig skal sikre en god og sikker patientbehandling. Men han er dog ked af, at regionen ikke har kunnet holde budgettet på den halve procent af håndværkerudgifterne.

”Det er med grædende hjerte, at jeg har været med til at skære i kunstbudgettet. Hoveddelen af den kunst, som vi havde planlagt bliver dog stadig realiseret. Hvis det viser sig, at der bliver penge til overs i byggeriet, vil de blive brugt til mere kunst,” siger han

Inden regionsrådet valgte at spare på kunstudgifterne, havde de allerede sparet penge på jordforbedring ved ringvejen rundt om hospitalet og ved at bruge fibernet i stedet for kobberledninger på selve sygehuset.

1,5 procent er mere, end vi kan forsvare

I Region Nordjylland har regionsrådet endnu ikke taget stilling til kunstbudgettet for Nyt Aalborg Universitetshospital. Men regionen er ved at udarbejde en kunststrategi for hospitalet, der skal kvalitetssikre integreringen af kunsten på det kommende universitetshospital, og i denne proces vil der blive lagt et budget.

”I regionsrådet har vi endnu ikke taget stilling til, hvor mange midler, der skal bruges på kunst i forbindelse med byggeriet af Nyt Aalborg Universitetshospital, men vi skal tænke kunstnerisk udsmykning ind i forhold til arkitekturen,” siger Regionsrådsformand for Region Nordjylland, Ulla Astman, og fortsætter:

”Jeg mener, at 1,5 procent er mere, end vi kan forsvare at bruge på kunst. Kunsten er dog stadig vigtig for os, da vi ved, at udsmykning og brug af lyd og lys på rigtig vis er sundhedsfremmende. ”

Regionen har selv forskningsaktiviteter med fokus på sammenhængen mellem kunst og sundhed i NOCKS (Nordjysk Center for Kultur og Sundhed).

Prioritering af det basale

I hovedstadsområdet oplevede Nyt Hospital Nordsjælland en besparelse på den oprindelige pulje, der i 2008 var blevet afsat af regionsrådet. Puljen var på 1 procent af byggesummen svarende til 38 millioner kroner.

I den nye aftale hed det, at der minimum skulle bruges 13 millioner kroner til såkaldt integreret kunst inklusive kunstrådgivning. Det svarede til 0,33 procent af byggesummen.

Der var stor uenighed blandt politikerne i regionsrådet om, hvorvidt det var nødvendigt at bruge penge på kunst, når der stadig manglede penge til basale dele af byggeriet.

Stram økonomi

På Regions Midtjyllands to supersygehusbyggerier er der afsat henholdsvis 5,2 millioner kroner til kunst på Aarhus Universitetshospital og 1,7 millioner kroner til kunst Gødstrup Supersygehus. Det har ikke på noget tidspunkt været på tale at afsætte 1,5 procent af håndværkerudgifterne. Hospitalet søger desuden fondsstøtte til kunstindkøb.

”De meget komplekse sygehusbyggerier har en forholdsvis stram økonomi, hvor rammen er givet på forhånd. Derfor er det undervejs nødvendigt at prioritere, hvad der er råd til,” siger regionsformand Bent Hansen (S).

”Det er ærgerligt, at kunsten i flere tilfælde har måttet lide under de stramme budgetter til de nye hospitaler. For det er vigtigt, at der er noget rart at se på, når man er indlagt,” siger han.

Prioritering af bygningsintegrerede projekter

Region Sjælland afsætter ligesom de andre regioner et beløb, der ligger under de 1,5 procent af håndværkerudgifterne til kunst på Sjællands nye Universitetshospital i Køge.

Ud af et totalrådgiverprojekt, der er estimeret til 2,2 milliarder kroner, og hvor håndværkerudgifterne ikke er opgjort selvstændigt, har regionen afsat 5 millioner kroner til kunst. Den eksisterende kunst fra det tidligere sygehus bliver også implementeret i det nye byggeri, og ud over dette beløb søger regionen fondsmidler til at supplere kunstbudgettet.

”Når vi anvender de 5 mio. kr., vil vi prioritere projekter, som integreres i bygningerne. Kunst, som senere kan ophænges eller opstilles er lettere at sætte ind efter at bygningerne er færdige,” fortæller projektdirektør Helle Gaub.



Kunstbudgettet på de seks nye supersygehuse

Der bliver bygget og renoveret i hele Danmark lige fra Sønderjylland og Vendsyssel til Odense og Nordsjælland. Budgettet er på 41,4 mia. kr. til i alt 20 byggeprojekter. Seks af dem er helt nye supersygehuse, som skyder frem i landets fem regioner. De skal udsmykkes fra bunden, men har vidt forskellige budgetter til kunst:

Region Syddanmark

  •    Nyt Odense Universitetshospital

   15,7 mio. ud af det samlede budget på 6,3 mia. Oprindeligt var der afsat 26 mio. eller 0,4 pct. af det samlede budget til kunst, men det er nu nede på 0,25 pct. I Odense rykker man også kunst til det nye supersygehus fra andre hospitaler.  

Region Hovedstaden

  •    Nyt Hospital Nordsjælland

   13 mio. ud af det samlede budget på 3,8 mia. Oprindeligt var der afsat 38 mio. eller 1 pct. af det samlede budget til kunst, men det er nu nede på 0,3 pct.

Region Midtjylland

  •    Aarhus Universitetshospital

   5,2 mio. ud af det samlede budget på 6,3 mia. Oprindeligt var der afsat 11 mio. eller ca. 0,2 pct. af det samlede budget til kunst, men det er nu nede på under 0,1 pct.

  •    Regionshospitalet Gødstrup

   0 kr. ud af det samlede budget på 3,1 mia. I Gødstrup søger man selv fondsmidler til kunst og rykker kunstsamlinger dertil fra andre hospitaler.

Region Sjælland

  •    Universitetsshospitalet Køge

   5 mio. ud af det samlede budget på 4 mia., svarende til 0,1 pct. I Køge ønsker man at søge om fondsmidler til mere kunst, og der bliver rykket kunstsamlinger dertil fra andre hospitaler.

Region Nordjylland

  •     Aalborg Universitetshospital 

   I Aalborg er man i gang med at lave en kunststrategi, derfor er der endnu ikke afsat et budget til kunst.

 

Tags: Aarhus Universitetshospital, kunst, kunstbudget, supersygehuse, Universitetshospital Køge, Aalborg Universitshospital, Regionshospitalet Gødstrup, Nyt Hospital Nordsjælland, Nyt Odense Universitetshospital

Del artikler