Fra torsdag 11. juni vil russiske hospitaler få de første 60.000 doser af ef et russisk middel mod COVID-19, som hedder Avifavir. Samtidig fortsætter de sidste kliniske forsøg med midlet, som involverer 330 patienter, og som ifølge producenten har vist gode, foreløbige resultater.
“Afivavir er ikke kun det første antivirale lægemiddel, der er registreret mod coronavirus i Rusland, men måske også det mest lovende middel mod COVID-19 i verden," siger Kirill Dmitriev i en pressemeddelelse. Han er direktør i Russian Direct Investment Fund, som sammen med ChemRar Group står for produktionen.
Hvor effektivt midlet har vist sig at være i de russiske tidlige resultater, fremgår ikke. Kun at det er "stærkt effektivt".
ChemRar kan producere medicin til op til 60.000 russiske patienter om måneden. Når behovet for Avifavir er opfyldt i Rusland, kan eksport komme på tale, siger Kirill Dmitriev.
Hidtil er det kun det antivirale lægemiddel remdesivir, som har vist effekt i forhold til at behandle COVID-19.
Oprindeligt japansk middel
Avifavir er en generisk version af Fujifilm Pharmaceuticals lægemiddel Avigan, som i 2014 blev godkendt i Japan som antiviralt middel til brug ved influenza. Lægemidlet, også kendt som favipiravir, stopper RNA-replikation i virus.
I februar 2020 brugte kinesiske forskere Avigan som eksperimentelt middel mod COVID-19, og der har også været japansk forskning i brug af det som coronamiddel.
Et mindre, klinisk forsøg i Kina viste, at coronapatienter, der tog lægemidlet, var raske efter en median på fire dage, mindre end halvdelen af de 11 dage, det tog for patienter i en kontrolgruppe, sagde China National Center for Biotechnology Development i marts. Forsøget fandt også, at 8,2 procent af patienter, som fik midlet, havde brug for åndedrætshjælp sammenlignet med 17,1 procent af patienterne i kontrolgruppen. Et andet forsøg fra Wuhan viste, at patienter på Avigan havde feber i 2,5 dag mod 4,2 dage for andre patienter. Centerdirektør Zhang Xinmin kaldte stoffet "meget sikkert og klart effektivt" og uden åbenlyse bivirkninger, rapporterede Nikkei nyheder.
Dr. Yohei Doi, som står for forskningen i Japan, siger ifølge The Japan Times, at det er for tidligt at vurdere, om lægemidlet er effektivt mod COVID-19. Endelige resultater af japansk forskning vil først komme i juli.
Rygter om dårlige og tidlige resultater af den japanske del af forskningen i Avigan sendte for et par uger siden aktiekursen ned på Fujifilm Pharmaceuticals.
Men Yohei Doi afviser, at de tidligere resultater siger noget om effektiviteten af midlet overfor COVID-19.
"Formålet var ikke at måle efktivitet," siger han.
Avigan har fået kraftig reklame af den japanske regering på trods af, at der stadig mangler et afgørende bevis for dens effektivitet. Midlet er blevet doneret til over 43 lande i de seneste måneder, og det er eller kommer med i talrige forsøg verden over.