Professor: Nyt medicinstudie en milepæl for fedmebehandling
Resultaterne af Novo Nordisk STEP 4-studie, som medicinalvirksomheden meddelte fondsbørsen onsdag, cementerer de optimistiske forventninger til semaglutid i det fulde fase III-program. Med et gennemsnitligt vægttab på 17,4 procent lever resultaterne fuldt ud op til resultaterne fra fase II.
"De nye resultater er en milepæl, som trækker behandlingen af svær overvægt og type 2-diabetes et helt nyt sted hen," siger overlæge ved Steno Diabetes Center Aarhus og professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, Jens Meldgaard Bruun.
"Tidligere har vi kunnet forvente vægtreduktion i størrelsesordenen otte-10 procent. Dette resultat er næsten dobbelt så stort. Det bringer den medicinske behandling tættere på fedmekirurgi og indebærer mulighed for reel diabetes remission hos mennesker med svær overvægt uden kirurgisk behandling."
Store vægttab
I Step 4-studiet modtog 803 patienter med overvægt eller svær overvægt alle i 20 uger semaglutid 2,4 mg om ugen. Herefter fik deltagerne i 48 uger enten semaglutid eller placebo. Efter de første 20 uger havde deltagerne opnået en reduktion i den gennemsnitlige kropsvægt fra 107,2 kg til 96,1 kg. Efter de næste 48 uger med enten semaglutid eller placebo, oplevede de patienter, der modtog semaglutid en yderligere reduktion i kropsvægten på 7,9 procent, mens de forsøgspersonerne, der fik placebo, fik en vægtforøgelse på 6,9 procent.
Studiet viste desuden, at behandling med semaglutid er sikkert og at de mest almindelige bivirkninger var milde eller moderate gastrohændelser.
Perspektiver for type 2-diabetes
"Med resultaterne fra DiRECT studiet in mente, hvor patienter med type 2-diabetes opnåede et vægttab på ca. 15 procent efter en 20 ugers lav kaloriediæt (~pulverkur), kan man med de vægttab, der er opnået i aktuelle semaglutid studie, forvente at se remission hos 70-80 procent af sammenlignelige patienter med type 2-diabetes," siger Jens Meldgaard Bruun.
